Færre kontroller af sterilisationen på vej

Der kan være tid og penge at spare, hvis udkastet til de reviderede Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR) bliver vedtaget.

sterilisation
Foto: Shutterstock

Landets klinikker kan se frem til at spare både tid og penge, hvis udkastet til de reviderede Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR) bliver vedtaget. Det fremgår af det udkast, der netop er blevet sendt i høring, og som Tandlægeforeningen har kommenteret på. Her lægges der op til, at der kun skal foretages biologiske sporeprøver af sterilisationen hver tredje måned og ikke hver måned som hidtil.

I Tandlægeforeningen er man tilfreds med lempelsen, og ifølge odontologisk konsulent Marianne Bockhoff er det ét af de fingeraftryk, som foreningen har sat i den arbejdsgruppe, der har udarbejdet de reviderede retningslinjer.

– Vi er gået ind i arbejdsgruppen med det fokus, at kravene i NIR skal være saglige og hvile på et fagligt belæg. Derfor er det også glædeligt, at vi får lempet kravet til kontrol af sterilisationen, og så er det en ekstra, men vigtig bonus, at det kommer til at gøre medlemmernes hverdag nemmere, fastslår odontologisk konsulent i Tandlægeforeningen, Marianne Bockhoff.

Lupbriller kan bruges som beskyttelse
Selv om Tandlægeforeningen har deltaget i arbejdsgruppen, må foreningen sande, at man ikke kan få opfyldt alle ønsker. Derfor har foreningen netop sendt et kontant høringssvar til Statens Serum Institut, hvor man plæderer for en præcisering af, at egne briller, der yder samme beskyttelse som beskyttelsesbriller, herunder lupbriller, kan bruges som flergangsbeskyttelsesbriller uden yderligere beskyttelse.

– Vi kan naturligvis ikke acceptere, at der lægges en begrænsning i kvaliteten af det behandlingsfaglige, når der ikke er belæg for det. Lupbriller er et unikt hjælperedskab, som højner det faglige niveau, og derved højner de patientsikkerheden. Og da det ikke er muligt at bruge lupbriller sammen med visir, har vi krævet, at der bliver tilføjet, at man bør bruge briller, herunder lupbriller, til beskyttelse af øjnene, fortæller Marianne Bockhoff.

Landets klinikker kan også se frem til en mere nuanceret og pragmatisk tilgang i tilfælde af fund af forhøjede mængder bakterier i dentalunits i den reviderede udgave af NIR.

– Der er egentlig ikke noget nyt i anbefalingerne, men de er blevet mere konkrete og nuancerede i forhold til vandets sundhedstilstand, og det vil gøre dem mere operationelle i forhold til klinikkernes hverdag, vurderer Marianne Bockhoff.

Den reviderede udgave forventes udsendt til sommer.