Kursskifte skal bringe Tandlægen.dk på fode efter tab på 130 mio. kr.

Danmarks største tandlægekæde har svært ved at tjene nok. Et slanket hovedkontor, flere patienter og bedre indkøbsaftaler skal vende udviklingen, siger stifter og direktør Henrik Kølle.

Tandlægekæde
Tekst: Anders Klebak, freelancejournalist

Stærkt utilfredsstillende. Sådan lyder Tandlægen.dk’s egen dom over årsregnskabet for 2018.

Et minus på 130 mio. kr. sætter for tredje år i træk røde tal på kædens bundlinje. Og det har resulteret i et markant kursskifte. Direktør Thomas Wallin blev udskiftet i begyndelsen af året. I stedet har investor og stifter af kæden, Henrik Kølle, overtaget kommandoen.

Det er især klinikkernes evne til at skabe overskud sidste år, som giver panderynker.

– Driftsindtjeningen på vores omkring 60 klinikker var helt nede på 27 mio. kr. Det er et meget lavt tal, siger Henrik Kølle og tilføjer, at det er prisen for kædens hastige vokseværk.

Og så er der også taget nogle ledelsesmæssige fejldisponeringer

HENRIK KØLLE, INVESTOR OG STIFTER

Den lave driftsindtjening forklarer dog ikke det store minus i regnskabet. De røde tal stammer især fra store afskrivninger på lån efter kædens mange klinikopkøb og sammenlægninger. Afskrivninger, som Henrik Kølle forventer vil være afviklet i år.

Den glødende iver efter at vokse hurtigt gennem opkøb er i dag også kølet grundigt af. To nye klinikker er tilføjet til kæden i år, og der er yderligere kig på to andre. Altså en helt anden vækstrate end i kædens første år.

Halveret hovedkontor
Men hvorfor har kæden haft så svært ved at præstere i sine første leveår? Henrik Kølle erkender, at der er begået en række fejl:

– Opgaven med at opkøbe så mange klinikker på så kort tid viste sig at være enormt stor, og sikkert også større, end de fleste havde regnet med. Og så er der også taget nogle ledelsesmæssige fejldisponeringer, siger han.

Han peger bl.a. på, at det har taget for lang tid at opnå stordriftsfordele i form af bedre indkøbsaftaler. I år regner kæden dog med at kunne spare lidt over 30 mio. kr. på indkøb.

Henrik Kølle siger samtidig, at de nye indkøbs-aftaler ikke vil begrænse klinikejernes råderum, når det kommer til at vælge udstyr og materialer.

– Tandlægerne i vores regi er selvstændige erhvervsdrivende. De træffer selv beslutningen, om de vil bruge et komposit fra x eller y. Det er ikke noget, vi nogensinde kommer til at blande os i, siger han.

Den problematiske start har fået konsekvenser på hovedkontoret, som skal servicere klinikejerne. Medarbejderstaben er halveret, og ledelsen er sat på porten. Men klinik-ejerne kommer ikke til at mærke dårligere service fremadrettet, selv om der er færre medarbejdere til at tage sig af dem, lover Henrik Kølle.

Han forklarer, at han har skåret alle funktioner væk, som ikke direkte styrker klinikkerne i deres daglige arbejde.

– Hvis du spurgte klinikkerne, så tror jeg, de ville sige, at de har fået en tilstedeværelse, service og synlighed fra hovedkontoret det sidste halve år, de ikke har set før, og som i virkeligheden var det, de købte ind på, da de valgte at være med i Tandlægen.dk.

Opgaven med at opkøbe så mange klinikker på så kort tid viste sig at være enormt stor, og sikkert også større, end de fleste havde regnet med

HENRIK KØLLE, INVESTOR OG STIFTER

“Vi er ikke til salg”
Ifølge Henrik Kølle går Tandlægen.dk en lysere fremtid i møde. Han forventer, at klinikkerne og dermed kæden vil øge driftsindtjeningen i år. Både som følge af lavere omkostninger, men også fordi kæden oplever en tilgang af patienter. Men er der også pres på klinikejerne for at øge omsætningen?

– Det er noget, tandlægerne styrer suverænt. I og med, at de har tilgang af patienter, så stiger omsætningen. Men det er klart, der er en kant, fordi den enkelte klinikejer og ansatte behandlere kan ikke bare blive ved med at tage flere timer ind, siger Henrik Kølle.

Kæden har igennem sin levetid løbende været rygtet til salg. Erhvervsmediet Finans.dk skrev sidste efterår, at et par kapitalfonde havde kig på Tandlægen.dk, men trak følehornene til sig. Henrik Kølle har også selv i Børsen tilbage i januar 2017 bekræftet, at man talte åbent med klinikejerne om et salg indenfor tre år.

Til Tandlægebladet er meldingen i dag, at salgstankerne er parkeret på ubestemt tid, og man vil koncentrere sig om driften.

– Noget af det, der har pint mig mest, er de konstante rygter. Vi har måske heller ikke været gode nok til at slå dem ned. For jeg kan sige det helt klart: Vi er ikke til salg, siger han.