Voxpop:

Hvad ville du gøre, hvis du var sundhedsminister for en dag?

Hvad ville du egentlig gøre, hvis du var sundhedsminister for én dag? Læs hvad tre tandlæger ville gøre.

Voxpop TB7

Sven Riber, Greve
– Jeg ville tilbageføre nogle af de penge, der er blevet taget fra os. Og ellers som minimum sikre, at tilskuddet ikke bliver beskåret yderligere.

Så ville jeg også indføre gratis tandpleje til unge op til 26 år og til socialt udsatte. Mange i disse grupper kommer ikke til tandlæge i rette tid. Det giver en dårlig spiral, hvor problemerne bliver større, jo længere tid der går – og det bliver i sidste ende dyrere og mere besværligt at rette op.

Og så ville jeg arbejde for, at vi tandlæger bliver anerkendt for vores viden. Hvis en patient har problemer med tænder og mund, kan det manifestere sig andre steder i kroppen. Og der har tandlæger en unik mulighed for at opdage og forebygge problemer. Så der skal mere fokus på tandlægen som en sundhedsfaglig person – vi er også læger, bare med tænder som speciale.

Søren Zedlitz Mikkelsen, Randers
– Jeg tror, det er urealistisk, at der bliver tilført flere midler til vores del af sundhedssektoren, som det er nu. Og da tilskud til behandlingsydelser alligevel er så forsvindende lille, så ville jeg fjerne tilskuddet helt og lægge det over på undersøgelser, forebyggelse og paradentosebehandling. Hvis vi giver fuldt tilskud til forebyggelse, så er det folks eget ansvar, hvis man alligevel skal have lavet en behandling.

I forhold til særloven ville jeg se at komme videre. Jeg synes, det er pinligt, at man trækker den så langt. Jeg vil sige det, som det er, at vi ikke prioriterer flere penge til tandsundhedsområdet og nok heller ikke har tænkt at gøre det, når der er andre sundhedsområder, som sikkert trænger mere.

Flemming Bekker-Gregersen, Helsingør
– Hvis jeg var sundhedsminister, ville jeg kigge på skævvridningen af sundhedssystemet. Hvorfor skal det være så dyrt at gå til tandlæge, når lægen er gratis?

Jeg mener godt, at man kunne betale 50-100 kr. for at gå til læge. Og de penge, man kunne hente dér, kunne man så bruge til tandplejen, så man får delt brugerbetalingen ud over flere sundhedsydelser, og det ikke kun er tandplejen, der trækker læsset.

Ved at sænke brugerbetalingen taber vi ikke en masse mennesker på gulvet. Jeg tror ikke på, at hvis noget bare bliver gratis, så bliver det også automatisk bedre. Der skal være en form for selvjustits.