Tandlæger kører træt i sagsbehandling

På en typisk arbejdsuge dukker en eller to patienter på kontanthjælp op i Aysun Hayta Bokharis klinik i en sjællandsk kommune. Men det er langtfra altid en arbejdsopgave, hun ser frem til. For det betyder ofte et større arbejde med at lave behandlingsoverslag og få det godkendt kommunen, når patienterne søger støtte til behandlingen.

– Jeg bruger virkelig lang tid på det. Jeg skal tage højde for samtlige mulige scenarier. Nogle gange kan en tand jo se god ud ved første vurdering, men når man begynder behandlingen, kræver den meget mere. Og det skal jeg skrive ind i overslaget, ellers risikerer jeg, at kommunen bagefter siger, at den ikke vil betale for det, jeg har lavet, siger hun.

Aysun Hayta Bokhari er en blandt mange tandlæger, som stadig oplever frustrationer i forbindelse med § 82a. En stikprøve foretaget af Tandlægeforeningen blandt 108 klinikker, viser, at klinikkerne deler sig i to lejre, når de skal vurdere ordningen overordnet fra et tandlægesynspunkt. Her kalder 38 % ordningen God eller Meget god, mens 32 % svarer Dårlig eller Meget dårlig.

Tallene afspejler store forskelle på, hvordan kommunerne håndterer reglerne. Samme stikprøve viser fx, at godt hver tredje klinik ikke kender kommunens kriterier for at tildele støtte. Og mange tandlæger klager over dårlig kommunikation. Som en anonym tandlæge svarer i spørgeskemaet:

– Tandlægekonsulenten har ingen faglig forståelse for behandling i voksentandplejen. Vi er på middelalderniveau, og samarbejdet med kommunens skrankepaver er tæt på ikke-eksisterende.

Rødvin og sandwich
En af de kommuner, der har forsøgt at forbedre samarbejdet med tandlægerne, er Randers. Her har kommunen i fællesskab med Randers Tandlægeselskab – et lokalt fagligt netværk – inviteret de private klinikker til rødvin og sandwich. Men også til at møde sagsbehandlere og udveksle viden om, hvad der er op og ned i reglerne, fortæller overtandlæge Lars Høvenhoff.

– Det er den bedste tid og penge, kommunen har givet ud i forbindelse med de her regler, siger han og forklarer, at kommunikationen er blevet markant bedre, efter tandlægerne har mødt de kommunalt ansatte ansigt til ansigt.

Samtidig har kommunen indbudt et par klinikejere til at hjælpe med at udarbejde en blanket, som skal bruges, når klinikkerne sender en sag til kommunen.

Lars Høvenhoff fortæller, at indsatsen har hjulpet med at rydde op i mistillid og dårlig kommunikation:

– Man kommer ingen vegne med at gemme sig bag rådhusets mure, siger han.

De lokale tandlæger er også glade for åbenheden og samarbejdet, bekræfter Anna Maria BoddumOlesen, der har klinik i Randers. Tidligere var kommunikationen uigennemskuelig og præget af jurasprog, fortæller hun.

– Der er en helt anden lydhørhed i dag, og det er blevet nemmere at tale om sagerne, siger hun.

Bedste eller mest nødvendige
Til gengæld peger Anna Maria Boddum-Olesen på et problem, som også mange andre tandlæger deler: Der er langtfra altid enighed mellem tandlæge og kommune om, hvad der er den rigtige løsning for patienten.

– Det er typisk på spørgsmålet om fast versus aftagelig protetik, at vi er uenige. Det kan gøre ondt som tandlæge, at det eneste, man kan tilbyde, er en løsning, man ikke ville anbefale andre, siger hun.

Overtandlæge Lars Høvenhoff forklarer, at den uenighed er et vilkår, der er svær at komme udenom. Kommunen er forpligtet til at passe på borgernes penge, og det harmonerer langtfra altid med tandlægernes behandlingsforslag.

– Tandlægerne kan godt ryste på hovedet over vores beslutninger nogle gange. De tænker, at den tand skal bare have en rodbehandling og en krone, og så kan den holde 10 år. Men det er en svær diskussion, hvor man lægger linjen, siger han og peger på, at hvis man kun skulle gå efter det absolut nødvendige, ville man kunne argumentere for, at det er nok at have tænder fra 5’er til 5’er.

Anna Maria Boddum-Olesen fortæller, at hun af og til får nej til større behandlingsforslag med udgangspunkt i, at patienten ikke kommer til at passe ordentligt på tænderne efterfølgende. Men det argument køber hun ikke:

– De fleste bliver ekstremt motiveret af at få en fin, ny mund og vil gerne holde tænderne godt. Det betyder utroligt meget for deres selvværd og kan være det, der afgør, om de kommer ud blandt andre mennesker igen og måske endda får et job, siger hun.

Kløft mellem individ og system
Ifølge lektor på Tandlægeskolen i København Esben Boeskov Øzhayat, der forsker i den samfundsmæssige effekt af sundhedstiltag for kontanthjælpsmodtagere, er det ikke selve lovgivningen, der er for rigid – udfordringen er snarere fortolkningen af loven, mener han.

– I lovgivningen står, at behandlingen skal være ”nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet”, hvilket faktisk er noget af en elastik. Jeg tror derfor, at clashet er mellem den individuelle vurdering og systemets ønske om faste rammer og minimering af udgifter. For den enkelte patient kan en dyrere behandling være bedre, men det er netop det lille ord kan, der er djævlen her, forklarer han og fortsætter:

– For tandlægen handler det om at kunne argumentere for, hvorfor en dyrere behandling hos netop denne patient er ”nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet”. Det kan være svært, når shortened dental arch konceptet tolkes som 5’er til 5’er og aftagelig protetik som en sundhedsmæssig forsvarlig behandling i de fleste tilfælde.

Selvom han medgiver, at en mere smidig tolkning af loven fagligt ville være optimalt, har Esben Boeskov Øzhayat svært ved på den korte bane at se et system, hvor kommunen validt og uden at bruge for mange ressourcer, vil kunne inddrage patientens individuelle forhold i sagsbehandlingen.

“Bare pil tanden ud”
For Aysun Hayta Bokhari er det dog ikke kun et spørgsmål, om hun vælger dyre eller billige løsninger. Hun forklarer, at kommunens procedurer er så langsommelige, at behandlingen bliver udskudt. Bl.a. undrer hun sig over, at alle sager – også dem under 10.000 kr., som kommunen burde straksgodkende – trækker ud med lang sagsbehandlingstid.

– Det forsinker jo, at jeg kan gå i gang, og det er vældig frustrerende, for man vil jo gerne hjælpe de her mennesker, siger hun.

For andre patienter er tilskudssystemet bare slet ikke en mulighed, forklarer hun.

– Når jeg fortæller, at de kan søge hos kommunen, og forklarer dem om processen, har jeg flere gange været ude for, at de siger “puha, det orker jeg ikke. Bare pil den tand ud”. Også selv om det er en bevaringsværdig tand, som jeg vurderer kan reddes, siger hun.