Anne Mette Stougaard anbefaler:

"Enneagrammet og Den Personlige Forretningsplan har været øjenåbnere"

Tandlæge og konsulent Anne Mette Stougaard opfordrer dig til at udforske nye faglige og personlige områder. Læs hvad hendes tre anbefalinger lyder på her.

Anne Mette Stougaard
Foto: Lizette Kabré

1.

Tænk over, hvad der gør dig glad. Tag en personlighedstest, og giv dig selv nogle pauser i hverdagen, hvor du kan tænke over dit liv. Især Enneagrammet og Den Personlige Forretningsplan har været øjenåbnere for mig. Tænk over, i hvilke perioder af dit liv du har været allergladest – se, om du kan finde en sammenhæng, og reflekter over, hvorfor disse perioder gjorde dig glad. Jeg var fx virkelig glad, da jeg var udsendt som frivillig tandlæge på dentalmission i Filippinerne, og da jeg for nylig var på Folkemøde.

2.

Bliv klogere på andre ting end udelukkende tandfaglige emner. Hvis du er klinikleder, gå på lederkursus. Hvis du er tandlæge, bliv klogere på kundeservice. Hvis du er tandplejer, tag et kursus om adfærdsændring. Læs bøger og artikler, hør podcasts, og ræk ud til mennesker, der ved mere end dig. Det er helt vildt, hvor meget gratis guld man kan finde, hvis man kigger.

3.

Tænk på, at en tandklinik består af mennesker og ikke kun tænder. Alle medarbejdere på klinikken er lige vigtige, uanset uddannelse. Richard Branson har engang udtalt: Hvis medarbejderne har det godt, så har kunderne (patienterne) det godt, og så har forretningen det godt.