Kæmpe stigning i ansøgninger om dansk autorisation
På bare fem år er antallet af ansøgninger om dansk autorisation steget med over 200 %. Antallet af autorisationer er uændret.
Antallet af udenlandske tandlæger, der søger om autorisation i Danmark, er steget markant. Det viser tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som Tandlægebladet har fået indsigt i.
I 2014 modtog styrelsen 91 ansøgninger, mens man i 2018 registrerede 288. Det svarer til en stigning på over 200 % på bare fem år.
Top 5 - her er ansøgerne uddannet
- Iran (86)
- Egypten (38)
- Pakistan (33)
- Irak (31)
- Fillippinerne (12)
*Tal for 2018
Især tandlæger uddannet i Iran fylder en del i statistikken. I 2018 stod de bag 30 % af alle ansøgninger, mens tandlæger uddannet i Irak, Egypten og Pakistan udgjorde 35 %. Til sammenligning var kun 4 % af ansøgerne uddannet i et nordisk land.
Autorisationer uændret
Trods den store stigning i ansøgninger om dansk autorisation, er det ret stabilt, hvor mange der rent faktisk opnår dansk autorisation.
Det er typisk mellem 34 og 46 om året, men her er det nogle andre lande, der gør sig gældende. De sidste fem år er det nemlig hovedsageligt tandlæger uddannet i følgende lande, der har opnået dansk autorisation: Sverige, Tyskland, Rumænien, Ungarn og Polen.
Læs mere på Stps.dk for information om, hvad det kræver at opnå dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge.