Papirnusseri og pengekrav bremser støtte til socialt udsatte

På overfladen kan det ligne en succes, når kommunerne bruger over 100 mio. kr. årligt på støtte til borgere med ondt i økonomien og tænderne.

Siden 2013 har et regelsæt – § 82a i lov om aktiv socialpolitik – skullet hjælpe flere kontanthjælpsmodtagere til tandlæge og slippe med en lavere regning. Men tal fra Danmarks Statistik tyder på, at en meget begrænset andel af målgruppen bruger ordningen. På landsplan fik kun 14 % støtte i 2017. Der er derfor langt til ambitionen om, at loven skulle ud ligne den socialt betingede ulighed i tandsundhed.

Spørger man tidligere overtandlæge og i dag adjungeret lektor på Tandlægeskolen, Børge Hede, er § 82a skruet meget dårligt sammen.

– Den er komplet uigennemskuelig for både tandlæger, borgere og kommuner. Det er en elendig lov, siger han.

Et af de store problemer er, at borgerne selv skal betale en del af tandlægeregningen, og selv om det kan være et mindre beløb ud af en langt større regning, er det ofte nok til, at mange kontanthjælpsmodtagere fravælger tandlægebesøget, vurderer Børge Hede. Noget, der især rammer den svageste del af målgruppen.

– Det er formentlig de ressourcestærke, som får mest gavn af reglerne. Og mange af dem ville alligevel gå til tandlægen, siger han.

Han vurderer, at ordningen ikke har rykket ret meget – hvis noget som helst – ved andelen af kontanthjælpsmodtagere, der besøger tandlægen. Han henviser bl.a. til en stikprøve, Københavns Kommune foretog i 2017, hvor det fremgik, at ca. 21 % af kommunens kontanthjælpsmodtagere fik støtte gennem § 82a. Til sammenligning viser en undersøgelse, Kommunernes Landsforening lavede i 2012 – altså året før reglerne blev indført – et nogenlunde tilsvarende tal på 23 % af kontanthjælpsmodtagere, som gik til tandlægen i løbet af det år.

Dobbelt sagsbehandling
Lektor Esben Boeskov Øzhayat fra Tandlægeskolen i København forsker i den samfundsmæssige effekt af sundhedstiltag for kontanthjælpsmodtagere. Han slår fast, at det er problematisk, at så få bruger ordningen. Særligt set i lyset af, at behandlingsbehovet må antages at være større hos netop denne gruppe.

– 14 % er uheldigt lavt, siger han med henvisning til tallene fra Danmarks Statistik, men forklarer samtidig, at der kan være en større del af målgruppen, som går til tandlægen. Nogle søger blot ikke tilskud, mens andre får lavet tænder i udlandet og derfor ikke bliver talt med.

Esben Boeskov Øzhayat mener også, at reglerne er for komplicerede og ikke tilgodeser, at mange socialt udsatte har svært ved mødet med det kommunale bureaukrati. Bl.a. efterspørger kommunerne en række dokumenter fra borgerne, som skal indgå i sagsbehandlingen, og det virker som en bremseklods.

– Det er helt uoverskueligt for en stor del af de mennesker at skulle dokumentere og finde papirer frem. De har ikke overskud til at gå i dialog med kommunen. Man kunne lige så godt bede dem om at hoppe op på månen, siger han.

Det omfattende bureaukrati peger tilbage på egenbetalingen. Borgere kan nemlig søge om at få dækket deres egen andel via et andet regelsæt. Men så starter en ny sagsbehandling, som kan tage flere måneder at få afgjort, afhængigt af hvor effektivt den enkelte kommune arbejder.

Ifølge en rundspørge, Tandlægeforeningen har foretaget, oplever flere tandlæger, at behandlingsplanen skrider, fordi kommunen bruger lang tid på at godkende sagerne.

Badebroer eller tænder?
Det er tilsyneladende også svært for kommunerne at få brugt de 180 mio. kr., de hvert år får tildelt fra staten til at dække udgifter til § 82a. Kommunerne var mest rundhåndede i 2016, hvor forbruget toppede med 138 mio. kr. Men siden er det faldet til 115 mio. kr. i 2018.

Samtidig bruger kommunerne færre penge på den oprindelige ordning i loven – § 82 – hvor økonomisk dårligt stillede borgere kan søge støtte til en række sundhedsudgifter, bl.a. tandlæge. Her er forbruget faldet med 40 mio. kr. de seneste seks år. Det hører dog med, at antallet af kontanthjælpsmodtagere har været faldende de seneste år.

Ifølge Børge Hede er det et problem, at pengene fra staten ikke er øremærket til tandlægehjælp. De havner i den samlede pose penge, som staten fordeler til kommunerne.

– Kommunerne har intet incitament til at bruge pengene på tandsundhed. De kan i princippet lige så godt bruge dem på en badebro eller cykelstier, siger han.

Regeringen vil se på ordningen
I Beskæftigelsesministeriet medgiver minister Peter Hummelgaard (Soc.), at stive regler og besværlige papirgange ”selvfølgeligt ikke skal spænde ben for, at borgere i kontanthjælpssystemet får hjælp til at få ordnet tænderne”.

– Vi ved, at netop tandlægebesøg er noget af det, der spares væk, når økonomien er stram for den enkelte. Derfor har vi også denne ordning, som vi gerne vil have bliver brugt, og derfor lytter vi også til tandlægernes bekymring, udtaler beskæftigelsesministeren i et skriftligt svar til Tandlægebladet og fortsætter:

– I regi af Sundheds- og Ældreministeriet er vi ved at se på ordningen i sammenhæng med den øvrige voksentandpleje, herunder om der er behov for at justere. Derudover er det heller ingen hemmelighed, at regeringen arbejder for, at turen til tandlægen bliver billigere for socialt udsatte, og vi undersøger også muligheden for at gøre det helt gratis.

Tidligerer justering er "teatersminke"
Allerede tilbage i 2014, hvor Tandlægebladet også kunne rapportere om kritik af ordningen, meldte den daværende socialdemokratisk ledede regering ud, at § 82 skulle kigges efter i sømmene.

Det førte til en justering i juni 2015, der bl.a. betød, at kommunerne fik pligt til at oplyse om muligheden for at få tilskud til tandpleje, og at den årlige egenbetaling for personer over 25 år blev nedsat med 200 kr. til 600 kr. Desuden blev kommunernes forhåndsgodkendelse til behandlingsforløb over 10.000 kr. udvidet til at gælde to måneder.

Formålet med ændringerne var at sikre, at ordningen kunne nå bedre ud til målgruppen. Men Børge Hede kalder justeringerne ”teatersminke”, og de nye tal fra bl.a. Danmarks Statistik og KL bekræfter, at justeringen ikke har haft en effekt.