Kan et fagpolitisk landkort vise en vej ud af voksentandplejens krise?

Peter Østergaard*
Tandlæge, MPH, formand for Region Hovedstadens Tandlægeforening, formand for Bisserne på Mændenes Hjem og Kofoeds Skole

Konflikten med regionerne om tandlægeoverenskomsten er en akut overenskomstkonflikt, der er ”løst” af Folketingets partier med en fastfrysning af konflikten med en særlov.

Konflikten om patienternes tilskud til tandpleje er en effekt af de sidste 30 års forringelser på området. Folketingets partier har erkendt problemerne og har enstemmigt søgt at løse problemerne med to tiltag.

Det ene ved at gøre den daværende tandlægeoverenskomst til en del af sundhedsloven med særloven, og det andet ved at love en ny model for voksentandplejen i Danmark.

Dette dilemma er Sundhedsministeriets dialogforum sat i verden for at løse, men man er gået i stå. Det er nok, fordi dette forum udelukkende har været et alibi for at indføre øget priskonkurrence og frit ejerskab. I stedet for et forum, der skulle se på hovedproblemerne og komme med løsningsforslag.

De grundlæggende problemer er en akkumuleret udhuling af tandlægeoverenskomsten samtidig med en knopskydning af mange brogede, offentligt betalte tilskuds- eller tandplejeordninger. Ordninger, der skal forsøge at kompensere, at det gule sundhedskort ikke gælder som fuldt betalingskort i voksentandplejen.

Der er nu 11 forskellige tilskudsordninger til særlige grupper i voksentandplejen. Resten af de voksne danskere betjenes af en fastfrossen offentlig tandlægeoverenskomst (særlov) og en voksende brugerbetaling (Fig. 1).

Hvordan dækker voksentandplejen danskernes behov?

Baggrunden er, at tandsundheden i Danmark er markant forbedret de sidste 50 år med stigende velfærd og velstand, herunder en betalingsfri børneungdomstandpleje op til det 18. år.

For voksentandplejen er opgaven gradvist blevet ændret fra tidligere, hvor den offentlige sygesikring med store tilskudsprocenter skulle dække alle voksnes tandplejebehov.

Det, vi nu ser, er, at en stigende andel af alle tandsygdomme findes hos mindre end en fjerdedel af befolkningen, og heraf har en stor del også andre massive problemer – socialt, sundhedsmæssigt og økonomisk.

Vi har på den måde fået relativt større ulighed i tandsundheden i Danmark. Både hos børn, unge, voksne og pensionister.

En løsning kan være, at Folketinget helt fjerner brugerbetalingen på de 10 delvist offentligt betalte tilskuds- og tandplejeordninger for voksne, ligesom der nu er indført gratis strakstandpleje for de dårligst stillede socialt udsatte. Samt at tandlægeoverenskomsten igen aftales med et nyt fagligt indhold og pristalsreguleres uden at blive beskåret i fremtiden.

Hermed bliver der kun to offentlige tandplejeordninger i voksentandplejen: Fuld dækning for socialt og sundhedsmæssigt udsatte i de nuværende tilskudsordninger og delvis dækning med tandlægeoverenskomsten for de øvrige voksne danskere.

Et broget overblik, en broget krise
Det kræver argumentation at få et overblik over denne brogede krise.

Vi har i dag 11 offentlige tilskuds- og tandplejeordninger: Omsorgstandplejen, specialtandplejen, regionstandplejen, særordninger vedr. bestemte sygdomstilstande, tilskud i særlige tilfælde i medfør af lov om aktiv socialpolitik samt hhv. personlige tillæg og helbredstillæg i medfør af lov om social pension og nu strakstandpleje for særligt socialt udsatte.

I Fig. 1 ses de forskellige tilskudsordninger i forhold til den samlede voksentandpleje, der er dækket af særloven og brugerbetaling.

Udgifterne til disse ordninger udgør ca. 0,5 mia. kr. pr. år ifølge ”Kortlægning af de eksisterende tandplejeordninger i Danmark”, som Sundheds- og Ældreministeriet udgav i september 2018 (1).

Tandlægeoverenskomsten/særloven udgør 1,4 mia. kr. pr. år til tilskud til de voksnes forebyggelse og basistandpleje.

Mens tilskuds- og tandplejeordningerne samt tandlægeoverenskomsten/særloven er betalt via skatten, er der brugerbetaling for 6-7 mia. kr. pr. år. Heraf er ca. 1,2 mia. pr. år betalt som tilskud ved privat medlemskab i Sygeforsikringen ”danmark”.

Der er også andre tandforsikringer, såsom Dansk Tandforsikring og Tryg, til at supplere dækningen af disse private sundhedsudgifter.

Til sammenligning er lægebehandlingens landkort helt ensfarvet for danskerne.

Med det gule sundhedskort er de alment praktiserende læger og behandling på hospitalerne skattefinansieret fra vugge til grav.

Det er til at få øje på forskellen på et ensfarvet lægevæsen, en ensfarvet børne-ungdoms-tandpleje og en broget tandpleje for voksne.

Problemet i voksentandplejen er, at hvis noget er svært at forklare, så er det også svært at forsvare.

Så jo, der er behov for en forenkling af det brogede system, som djøf’erne, politikerne, pressen, befolkningen og tandplejen alle er faret vild i. Alene lovkomplekset bag voksentandplejen opleves af sagsbehandlerne i kommune og regionerne, men også af alle andre, som meget komplekst og uensartet.

Medvirkende hertil er, at voksentandplejen i dag er forankret i ikke mindre end fem ministerier (Sundheds- og ældre-, Beskæftigelses-, Justits-, Udlændinge- og Integrations- og Forsvarsministeriet) og otte forskellige lovområder (Sundhedsloven, Lov om aktiv socialpolitik, Lov om social pension, Retsplejeloven og Straffuldbyrdelsesloven, Integrationsloven og Udlændingeloven samt Finansloven) (1).

Afbureaukratisering og politisk handling ønskes 
Brugerbetalingerne er i sig selv et omfattende bureaukrati. Bare spørg kommunernes sagsbehandlere og tandlægekonsulenter.

Hvis man accepterer, at kontanthjælp bliver sidestillet med en social diagnose i Loven om Aktiv Socialhjælp § 82-82a, vil den kommunale sagsbehandling af tandpleje kunne begrænses.

Kontanthjælpsmodtagerne kan få udført alle nødvendige sygesikringsydelser på det gule sundhedskort fra den dag, de møder op på tandklinikken, oftest til akut behandling.

Tandlægekonsulenten skal så blot vurdere behovet for hel- og delproteser og i sjældnere tilfælde kroner, broer og implantater.

Private tandklinikker undgår at agere lånekasse, og kontanthjælpsmodtageren undgår de ydmygende inkassosager, der kommer, fordi kontanthjælpsloftet næsten umuliggør egenbetalingen.

Et andet eksempel er de fattige pensionister. Indføres samme ordning med det gule sundhedskort for dem, så undgås bureaukratiet med helbredstillægget, der skal dække individuelt udregnede procenter.

Alle tilskuds- og tandplejeordninger er sat i verden for at kompensere for social, sundhedsmæssig og økonomisk ulighed. Meget vil være forbedret, hvis det gule sundhedskort reelt gjaldt for tandpleje til trængte mennesker.

Voksentandplejen vil blive en mere ligestillet del af sundhedsvæsenet. Ligesom munden vil blive opfattet som en mere naturlig og ligestillet del af kroppen, når man er syg.

Det vil der være perspektiver i. Men det kræver, at Folketingets partier ønsker at investere i denne brogede sag og få voksentandplejen ud af det nuværende dødvande.

*Kronikken udtrykker forfatterens synspunkter