"Det handler ikke om mig, men om patienten"
Klinikejer Leila Seidelin-Bache prioriterer ét minuts mediation mellem hver patient. Det klarer tankerne og gør det muligt for hende at møde patienterne fri for fordomme og distraktioner.
Leila Seidelin-Bache
Uddannet i 2003 fra Tandlægeskolen i København
Klinikejer hos Sanadent Tandlægerne i Holbæk og på Frederiksberg
1. Brug en trios scanner
Det er mit bedste legetøj.
Den skåner dagligt mange patienter for væmmelige aftryk og er et godt værktøj til at uddanne og medinddrage patienterne i deres sundhed.
Vi kan fx monitorere tandslid, som forekommer langsomt og derfor er svært for patienterne at lægge mærke til selv. Når man sammenligner scanninger med et års mellemrum, er det fx helt tydeligt for patienten, hvad der er sket over tid.
Scanneren giver også mine klinikassistenter forståelse for detaljer og har gjort mig mere bevidst om mine præparationer og kvaliteten af mit arbejde, som jeg går meget op i.
2. Hold et minuts meditation mellem hver patient
Jeg har lært mig selv at klare tankerne og hjertet inden mødet med patienterne. Det gør det muligt at stille mig selv 100 % til rådighed – fri for fordomme og distraktioner.
Nøglen til at lykkes med mennesker i tillidssager er at være nærværende. Der er mange ting i dagligdagen, som kan optage og forstyrre os.
Det kræver beslutsomhed at distancere sig fra følelser og mulige frustrationer, men det kræver også træning. Meditation er ikke tanketomhed, men en disciplin.
Jeg giver stort set al min tid på en arbejdsdag til mine patienter, men det lille minut bruger jeg særligt på at sige til mig selv: ”Det handler ikke om mig, men om patienten”, og så kan jeg holde fokus.
3. Hold styr på klinikkens daglige gang med en kalender
Jeg har lavet en opgavekalender, som indeholder alle de cykliske opgaver, mine klinikassistenter skal klare – herunder alle NIR-krav.
Opgaverne kan være alt fra at vande blomster til at lave konstanskontrol.
Kalenderen står åben og kan tilgås fra alle PC'er, og alle kan følge med i, hvad der er udført, og hvad der mangler.
Hver klinikassistent har sin egen ”farve”, som de kan konvertere opgavens farve til, når den er udført.
Det skaber en positiv konkurrence at kunne se, hvem der gør hvad. Samtidig ved man, hvem man skal gå til, hvis en opgave ikke er løst korrekt, og alle har dermed mulighed for at vokse med opgaverne.
Med vores opgavekalender bliver intet glemt eller overset, og det giver mig ro i maven.
Ligger du også inde med anbefalinger eller tips, som kollegaerne kan få glæde af? Så skriv til Tandlægebladet på TB@tdl.dk