Det skal du vide

Det skal du vide om osteomyelitis

Osteomyelitis skyldes i en række tilfælde inflammation i knoglerne forårsaget af pyogene mikroorganismer. I andre tilfælde er årsagen ukendt, da man ikke har været i stand til at identificere mikroorganismer.

Osteomyelitis inddeles i en akut og kronisk form.

Osteomyelitis i kæberne forekommer oftest i mandiblen og sjældent i maksillen.

Betegnelsen kronisk osteomyelitis anvendes, hvis symptomerne har varet længere end fire uger.

Osteomyelitis i kæberne har oftest en odontogen oprindelse, fx infektion ( apikal parodontitis, retineret tand, g enerel parodontitis) eller er opstået i relation til dento­alveolær kirurgi, fremmedlegeme eller tidligere traume mod kæberne.

Persisterende infektion og inflammation medfører langsom nedbrydning af den kortikale og kompakte kæbeknogle. Karforsyningen kompromitteres, hvorved der opstår iskæmi og nekrose af kæbeknoglen med dannelse af knoglesekvestre, hvor bakterier kan formere sig.

Antibiotika og inflammatoriske celler kan ikke trænge ind i disse avaskulære områder, hvorfor sygdommen kan persistere på trods af langvarig antibiotisk behandling.

Osteomyelitis viser sig hos nogle patienter ved, at de har recidiverende perioder med symptomer i form af opdrivning af kæbeknoglen, smerter samt et radiologisk billede, som er foreneligt med skleroserende osteomyelitis. Denne form for osteomyelitis betegnes af nogle klinikere som diffus skleroserende osteomyelitis.

Årsagen til denne form for osteomyelitis diskuteres og er muligvis en immunologisk reaktion i knoglen udløst af et kirurgisk traume eller tidligere bakteriel infektion. Kirurgi og antibiotika har ingen kurativ effekt hos disse patienter.
 

Her er den typiske patient

• Mænd rammes to til tre gange så hyppigt som kvinder
• 43 år er gennemsnitsalderen; men alle aldersgrupper kan rammes
• Patienter med immunsuppression
• Patienter med dårlig sundhedstilstand og fejlernæring
• Patienter med nedsat blodcirkulation lokalt
• Patienter uden kontakt med sundhedsvæsenet
   

10 kliniske og radiologiske symptomer, du bør være opmærksom på

1. Feber og påvirket almentilstand

2. Ekstraoral hævelse og trismus

3. Opdrivning af kæbeknoglen

4. Lymfadenopati på halsen

5. Smerte

6. Pus/abscesdannelse

7. Fistulering

8. Radiologisk osteolyse eller sklerosering af kæbeknoglen

9. Knoglesekvestrering

10. Paræstesi (skyldes, at infektionen påvirker nervus alveolaris inferior)

Sådan foregår den videre udredning på sygehuset 

Anamnese inkl. symptomer, medicinforbrug, tidligere odontologisk behandling og varighed af symptomerne.

Klinisk og radiologisk undersøgelse (enoral, oversigtsrøntgen eller scanning) med henblik på diagnosticering af odontogent fokus.

Parakliniske undersøgelser inkl. blodprøve (C­reaktivt protein, blodsænkning, differentialtælling og hæmoglobin).

Dyrkning og resistensbestemmelse af pus fra læsionen eller knoglesekvestre, hvis disse forekommer.

Biopsi af kæbeknoglen med henblik på verificering af diagnosen og udelukkelse af malignitetsuspicio.

Billeddiagnostik. Enorale røntgenoptagelser, panoramaoptagelse, CBCT.

Knogleskintigrafi anvendes til at vurdere omfanget af de osteomyelitiske forandringer i kæbeknoglerne samt afdække, om andre knogler i skelettet måtte være involveret.

Sådan foregår behandlingen

Behandlingen hos patienter, hvor der er konstateret pyogene mikroorganismer, har til formål at eliminere symptomerne og fjerne årsagen til sygdommen.

Indledningsvis iværksættes behandling med analgetika og antibiotika.

Varigheden og typen af antibiotikum afhænger af de parakliniske undersøgelser, dyrkning og resistensbestemmelsen samt sygdomsudbredelsen. Oftest vil der være behov for langvarig behandling med antibiotikum (3­6 måneder).

Såfremt et odontogent fokus kan identificeres ved den kliniske og radiologiske undersøgelse, foretages fokussanering samt fjernelse af eventuelle knoglesekvestre og eksponeret nekrotisk knogle.

Ved persistens af symptomerne på trods af fokussanering og antibiotisk behandling kan det blive nødvendigt med dekortikering af kæbeknoglen med henblik på at stimulere blodforsyningen i det afficerede område eller resektion af større eller mindre områder af kæbeknoglen.

Hos patienter med diffus skleroserende osteomyelitis kan en enkelt dosis bisfosfonat eller methotrexat indgå i behandlingen.

Ved tidlig indsættelse af relevant behandling er prognosen for osteomyelitis i kæbeknoglen god.