Få lavet dine tænder, far
Martin Hansen var alkoholiker. Nu drømmer han om et flexjob som chauffør.
Tidligere begrænsede tænderne ham, han holdt sig for munden i supermarkedet og havde ingen social lyst. Men en dag sagde hans søn: ”Få lavet dine tænder, far, ellers gider jeg ikke at gå med dig på gaden,” og der vidste han, at tiden var inde.
Så nu sidder Martin Hansen i venteværelset på den ellers nedlagte klinik på Østervangsskolen i Randers.
Lugten af maling hænger i luften, der mangler en dør og de blå Alvar Alto-børnemøbler passer ikke længere ind. Alligevel åbnede klinikken op for lovpligtig vederlagsfri tandpleje til socialt udsatte i slutningen af oktober, som en af de første i landet.
Klinikken overtog patienter som Martin Hansen og personale fra frivilliginitiativet ”Børsterne”, der via en bus tilbød tandlægehjælp til Randers’ socialt udsatte.
Klinikken kan lave alle behandlinger til mindst 200 patienter på årsbasis – alle Randers’ socialt udsatte.
Modsat bussen lever klinikken op til Arbejdstilsynets retningslinjer, og der er etableret flugtveje for personalet, hvis en konflikt med en patient opstår.
Visitationen sker via et tæt samarbejde med gademedarbejdere og mentorer, som sender borgerne til en tandfaglig visitation.
Når en patient har fået behandling – som typisk kun er smertedækkende – bliver vedkommende sluset ud af tilbuddet igen.
Martin Hansen fik fjernet kindtænder og rodrester, og resten af tandsættet blev saneret med store plastopbygninger.
Kilde: Lars Høvenhoff, overtandlæge, Randers Kommune og Anny Jensen, klinikassistent, Østervangsskolens tandklinik.