Seksuel chikane:

"Det er uden tvivl 81 for mange"

81 tandlæger har inden for de sidste to år oplevet seksuel chikane i arbejdsøjemed. I op mod hvert andet tilfælde var det en patient, der stod bag krænkelsen. Det viser ny undersøgelse, som Tandlægebladet har lavet.

chikane citat
Tekst: METTE WALLACH

En hånd på låret under en behandling. Henvisninger til oralsex, opfordringer om at gå mere sexet klædt eller private henvendelser med nøgenbilleder.

Det er blot nogle af de eksempler på seksuel chikane, som 81 tandlæger har oplevet. Og knap halvdelen fortæller, at det var en patient, der udførte den seksuelle chikane.

Det viser en undersøgelse, som Tandlægebladet netop har foretaget, og som 1.700 tandlæger har deltaget i.

Omregnet til procent er det 5 % af tandlægerne, der har oplevet seksuel chikane.

– Jeg er meget glad for at høre, at hele 95 % ikke har oplevet seksuel chikane inden for de sidste to år. Men selvfølgelig bekymrer det mig, at 81 tandlæger har haft seksuelle krænkelser inde på livet. Det er uden tvivl 81 for mange. At det viser sig, at det er patienterne, der krænker i de fleste tilfælde, overrasker mig ikke, men jeg ser alligevel med alvorlige øjne på det, fastslår Susanne Kleist.

Undersøgelsens resultater viser, at tandlægebranchen placerer sig tæt op ad erfaringerne fra Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor en undersøgelse fra 2018 viser, at 3,6 % af danskerne har oplevet seksuel chikane på deres arbejdsplads inden for det seneste år.

Og lidt over halvdelen af tilfældene – for kvindernes vedkommende – kom fra en ekstern relation. Altså en kunde, patient eller samarbejdspartner. For mændenes vedkommende var det 28,7 %.

Tandlæger fortæller om seksuelle krænkelser

"Nærgående højtidshilsen skrevet sent om natten"

”KA som giver TDL klap i røven”

”Har flere gange fået seksuelle kommentarer fra patienter"

”Jeg syntes det er sindssygt ubehageligt og får en rigtig træls følelse i kroppen”

”Taler om det når muligt, men da jeg er mand bliver jeg ikke taget seriøs”

"En mandlig patient opfordrede de kvindelige ansatte på klinikken til at klæde os mere sexet. Så ville vi nok få flere kunder"

"Lidt for mange gange mente en ældre mandlig patient, at det ville være passende, hvis der var alkohol i plastkruset, og at det også ville være dejligt, hvis vi - jeg selv og KA - var noget lettere påklædte, når vi 'serverede'"

"Patienten tog fat på min hofte og ruskede i mig mod min vilje"

"Flere mandlige patienter hentyder gennem vittighed om brækrefleks til, at kvinder ikke har lige så stort problem med brækrefleksen, fordi vi træner den ved oralsex"

"Jeg følte mig utilpas ved at skulle påpege det. Så jeg sagde ikke noget. Lod som ingenting" 

”Det var lige så meget min egen skyld fordi jeg ikke gjorde yderligere ved det. Samtidig kan man også få følelsen af at man måske bare overreagerer”

Smid ud, eller hold den gode stemning
Men hvordan reagerer man så, når en patient udsætter en for en seksuel krænkelse? Meget forskelligt at dømme ud fra Tandlægebladets undersøgelse. Én skriver fx: ”Bad patienten forlade klinikken øjeblikkeligt”, mens en anden skriver: ”Jeg gør tit alt for meget, for at der ikke skal opstå dårlig stemning mellem mig og mine patienter”.

Faktisk er det kun hver femte tandlæge, der vælger at sige direkte fra over for den seksuelle chikane, uagtet hvem chikanen kommer fra.

I de fleste tilfælde reagerer den krænkede ved at sige indirekte fra ved at gå sin vej eller ved ikke at gøre noget.

Resultaterne indikerer, at det kan være svært at sige fra over for den seksuelle chikane, ligegyldigt hvem chikanen kommer fra, mener Ditte Darko, erhvervspsykolog med speciale i krænkelser, arbejdsmiljø og sexchikane på arbejdspladser og forfatter til bogen ”Kort og godt om seksuel chikane og MeToo”.

– Det er vigtigt, at man på arbejdspladsen har en tryg og tillidsfuld kultur, der gør, at man har modet til at fortælle om ens oplevelser. Det er i høj grad lederens ansvar at skabe det rum og muligheden for at have en åben dialog, siger hun.

Men særligt når det kommer til patienter, kan det ifølge Ditte Darko være svært:

– Tandlæger har en særlig relation over for patienterne, hvor der er magt på begge sider. Tandlægen har magt, fordi vedkommende er ekspert og kan agere hjælper, mens patienten har magt, fordi vedkommende betaler for behandlingen, siger hun og forklarer, at den personlige og hyggelige tone, som mange tandlæger har over for patienterne for at skabe tryghed, i nogle tilfælde kan misforstås, så patienten tror, at relationen er mere intim.

Ditte Darko mener dog ikke, at man som tandlæge bør forebygge seksuel chikane ved at agere mere professionelt og mindre tryghedsskabende.

Og hun understreger, at det til enhver tid vil være i orden at smide en patient ud, hvis ens grænser bliver overskredet – også selvom patienten i tandlægens tilfælde er en kunde. Og det bør lederen også støtte op om:

– I et arbejdsmiljøperspektiv skal lederen altid sætte sine ansatte før kunderne, siger hun og mener, at forebyggelse skal ske kollektivt, fordi vi er hinandens arbejdsmiljø.

Det er vigtigt, at retningslinjer på arbejdspladsen er italesat og tydelige for alle, samt at lederen kommunikerer ud, at det forventes, at ansatte henvender sig, hvis de oplever noget ubehageligt.

– Udover at skrive det ned i en personalehåndbog og tale åbent om det til personalemøder så kunne det også være en idé at udarbejde plakater til venteværelset for at gøre det tydeligt, at klinikken passer på sine medarbejdere og ikke tolererer krænkelser, siger Ditte Darko.

Tandlæger fortæller om seksuelle krænkelser

”Står i undertøj og vil vise mig sin nye bh” 

”Lange kram med en hånd placeret på overgangen mellem lænd og numse” 

”Jeg gør tit al for meget for at der ikke skal opstå dårlig stemning mellem mig og mine patienter”

”Havde en patient gennem flere år, der var meget nærgående. Havde en del ubehag ved det"

”Har patienter, der engang imellem også går lidt for tæt på med kram og kys på kind.” 

”I øjeblikket var det ubehageligt, fordi han var tre gange så gammel som mig” 

 ”Bad mine klinikassistenter om at hjælpe mig med at afskærme ham lidt med afstand til mig, så det fx altid var dem, der tog ham ind og forsøgte så bare at undgå nærkontakten” 

”Har oplevet at en patient har taget fat i min arm flere gange under samme behandling med upassende blikke” 

”Fået anden behandler til at behandle disse patienter og bedt personale om, at de patienter ikke skal sættes til ved mig” 

”Gjorde venligt men bestemt pågældende medarbejder opmærksom på, jeg ikke var interesseret”

”Blev rasende, købte min egen klinik”

Flest påvirkes ikke
Undersøgelsen viser samtidig, at der er stor forskel på, hvorvidt tandlægerne bliver påvirket af chikanen.

Nogle ser patienters seksuelle chikane som harmløs og bliver dermed ikke påvirkede. En skriver fx ”Har flere gange fået seksuelle kommentarer fra patienter. Har også fået sendt et billede af letpåklædt kvinde med en vittighed. Har dog ikke følt mig krænket, bare rystet lidt på hovedet af det”.

Men knap en tredjedel svarer, at den seksuelle chikane påvirkede dem psykisk. En skriver fx: ”Jeg følte mig nedværdiget”.

Og en meget lille del svarer ja til, at den seksuelle chikane påvirkede dem fysisk, hvilket følgende kommentar er tegn på: ”Jeg synes det er sindssygt ubehageligt og får en rigtig træls følelse i kroppen”.

Ditte Darko understreger, at der ifølge Arbejdstilsynets definition af seksuel chikane er fundet en krænkelse sted, hvis den enkelte person føler sig krænket.

– Det er vigtigt at vide for den pågældende og for lederen, der efterfølgende skal håndtere situationen, siger hun og refererer til de situationer, hvor krænkelsen ikke kan dokumenteres, og hvor det dermed er ord mod ord.

I Tandlægeforeningen er Susanne Kleist meget enig, og hun vil gerne opfordre alle klinikejere til at have fokus på seksuel chikane.

– Det er vigtigt, at alle medarbejdere ved, at seksuel chikane ikke er acceptabelt, og at de ved, hvordan de skal forholde sig, hvis de bliver udsat for chikane af enhver slags og fra enhver relation, fastslår Susanne Kleist og understreger, at foreningens medlemmer altid kan tage kontakt til Tandlægeforeningen og få psykologisk og juridisk hjælp.

Det gør du ved seksuel chikane

Du er blevet krænket 
Du skal tage situationen alvorligt og så vidt muligt sige fra med det samme. Forklar om din oplevelse til personen, du føler dig krænket af, så objektivt som muligt, og hør også vedkommendes version. Hvis modet svigter i situationen, så henvend dig hurtigst muligt til din leder eller til en kollega, du er tryg ved. Ingen skal gå alene med en følelse af at være krænket. Krænkelser af enhver art er et arbejdsmiljøproblem og ikke medarbejderens personlige ansvar.

Din medarbejder er blevet krænket
At tale om arbejdsmiljøet på arbejdspladsen skal prioriteres højt. Sæt fokus på at dele erfaringer på hvert personalemøde. Vis tydeligt overfor dine ansatte, at du ikke tolererer en krænkelseskultur, og at de altid kan komme til dig. Skriv tydeligt i en personalehåndbog, hvad man skal gøre, hvis man føler sig krænket, samt hvordan der efterfølgende vil blive taget hånd om situationen.

En patient krænker
Hvis en patient overskrider ens grænser, er det til enhver tid i orden at gå eller bede patienten gå. På arbejdspladsen kan det være en idé at registrere krænkelserne, så man får et overblik over, hvornår de sker, hvem der bliver udsat og fra hvilke slags patienter. På den måde er det nemmere at forebygge dem ved fx at ombooke patienterne til andre tidspunkter eller andre tandlæger.

Kilde:  Ditte Darko, erhvervspsykolog med speciale i krænkelser, arbejdsmiljø og sexchikane på arbejdspladser. Hun står bag bogen ”Kort og godt om seksuel chikane og MeToo”, som udkommer i december 2020.