At holde balancen på gyngende grund

I starten var det både skræmmende og svært.

Når hun de første gange skulle formulere Tandlægeforeningens politik over for landets medier, når hun skulle mødes med de sundhedspolitiske ordførere på Christiansborg for at få dem til at forstå, at tandpleje er vigtigt, eller når hver en bevægelse blev kommenteret og måske misforstået.

Der er en masse skrevne såvel som uskrevne regler, hun som ny i jobbet skulle lære at kende.

Når hun er formand for Tandlægeforeningen, så er hun fx ikke klinikejer Susanne Kleist fra Roskilde. Hun er formand, og hun udtaler sig som formand – også selvom hun ikke nødvendigvis er helt enig.

Når et møde med en sundhedspolitisk ordfører er sat til at vare 20 minutter, så hænger hun fx ikke ud i fem minutter bagefter til en smalltalk.

Og når hun mødes med formanden for Dansk Folkeparti for at tale sundhedspolitik, kan det give rabalder i baglandet, og hun kan blive beskyldt for at lefle for ”racister”.

Selvom det, hun i virkeligheden opnåede, var at komme i TV Avisen og få sit budskab ud til hele Danmark.

Så selvfølgelig var hun nervøs – usikker på, om hun gjorde det godt nok. Om hun traf de rigtige valg. Men det var der garanteret ingen, der opdagede. ”For jeg er god til at spille cool,” forklarer hun, når hun husker tilbage på de første måneder i formandsstolen.

At stå på et gyngende fundament
Cool spillede hun også, mens alt inde i hende arbejdede på højtryk, da DR ringede i efteråret 2019 for at høre, hvad foreningen mente om mere tilskud til unges tandbehandlinger. For det var jo Tandlægeforeningens officielle vision, ikke?

Ja, det var rigtigt nok den vision, der stod på foreningens hjemmeside, men det var jo ikke den vision, som dele af repræsentantskabet mente, at foreningen skulle arbejde for.

Og når man som formand skal udtale sig utvetydigt og med autoritet udadtil, er det svært, når fundamentet under en sejler og gynger. Skulle hun hilse og sige.

På den måde gik det op for hende, at foreningens vision skal være mejslet i granit, og at fundamentet skal være støbt i beton.

Alle skal forstå, at en vision ikke kan ændre sig fra uge til uge, siger hun med en fasthed i stemmen.

For kun sådan kan hun udtale sig seriøst på tandlægernes vegne, lader hun forstå.

Her er jeg
Men Susanne Kleist mener, at hun hurtigt blev sikker i sin rolle som formand. Hun er lærenem, fortæller hun.

Hun lærte at lægge sin klinikejerhat på hylden og repræsentere alle slags tandlæger.

Men det skulle også gå stærkt, hvis hun skulle nå alle de projekter, hun havde sat sig for.

Projekterne talte bl.a. en ny tandlægeoverenskomst, bekæmpelse af social ulighed og inddragelse af medlemmerne. Det sidstnævnte projekt er hun mest stolt af, siger hun uden tøven, da hun bliver spurgt.

Hun har besøgt alle regioner i Danmark to gange samt Grønland og Færøerne en gang. Netop så alle landsdele føler, at hun også er formand for dem.

Hun har deltaget i diverse medlemsmøder rundt om i landet og har spurgt medlemmerne til råds i meningsmålinger op til flere gange. Netop så menige medlemmer kan blive hørt, forklarer hun.

Hun har øget interessesamarbejdet med udvalgs­- og regionsformændene. Netop så hun ikke risikerede at sidde i sin egen lille boble.

Og så har hun aktivt brugt de sociale medier til at fortælle medlemmerne, hvad hun går og laver. En åbenhed, som hun egentlig også mener, at hun har skabt til danskerne med foreningens kampagner om fx #sundmundsundkrop op til folketingsvalget i 2019.

For, som hun siger, så er det via danskerne, at Tandlægeforeningen skal ændre politikken på Christiansborg. Det er danskerne, der har magten til at vælge nogle politikere, der prioriterer anderledes. 

Corona er en unfair modstander
Men selv de højeste ambitioner og bedste intentioner kan ikke hamle op med en viruspandemi, som har præget halvdelen af formandens tid i stolen.

Mange af projekterne er blevet stoppet pga. corona. Og alt ligger helt stille. Frustrerende er det mest dækkende ord, synes hun.

Især tandlægeoverenskomsten ligger brak, og politikerne har verdens bedste undskyldning. For lige meget, hvor mange argumenter hun har for at gå i gang med at udvikle en ny overenskomst, så kan det aldrig blive vigtigere end at redde menneskeliv.

Det er forståeligt, synes hun. Men også lidt unfair spil.

For hun har også på fornemmelsen, at politikerne bruger pandemien som undskyldning for, at de faktisk ikke har nogen visioner på området.

For alle politikere er fx enige i, at der skal være lighed i sundhed, men ingen politikere vil fortælle vælgerne direkte, at de ikke prioriterer pengene til at skabe den lighed.

”Frustrerende,” siger hun så.

Også fordi den nye sundhedsminister – som med en fortid som transportminister forståeligt nok ikke ved meget om tandsundhed og sundhed generelt – ikke har været nysgerrig og lyttende omkring den viden, som Tandlægeforeningen har stillet til rådighed.

”Frustrerende,” siger hun igen.

Hun drømmer om, at politikerne snart begynder at køre et parallelløb, hvor pandemien bliver håndteret på den ene side, og hvor hverdagen kører på den anden side.

Det har hun forsøgt at få dem til ved at føre nye TF-­kampagner igen. Kampagner, der ikke handler om corona, men om brugerbetaling.

Og politikerne? De kigger stadig den anden vej.

”Frustrerende,” siger hun. Nu for fjerde gang.

Når bare efterfølgerne vil huske at vande
Og med bifald fra de øvrige deltagere på årets hovedgeneralforsamling i Vejle fik Susanne Kleist to år mere. Det er hun ”sindssygt glad for”, sagde hun fra talerstolen.

Hun har fået to år mere til at løfte de projekter, hun startede med.

To år mere til at udbrede sit foreningsmantra, som hun også introducerede fra talerstolen: ”Det stærkeste hold er sammenhold.”

To år mere til at løse de store udfordringer med tandlægemangel, arbejde for en opkvalificering af uddannelsen samt arbejdet med en ny model for voksentandplejen.

I forhold til tandlægeoverenskomsten er hun blevet mere desillusioneret end for to år siden.

Hun vil stadig kæmpe, men hun har svært ved at tro, at det rykker særligt meget med corona som modstander.

Af hende vil det kræve mere tålmodighed, end hun umiddelbart har.

Men en ting eller to har hun lært: bl.a. at synlighed og gentagelse batter. Derfor vil hun blive ved med at fortælle om, hvad hun laver, og blive ved med at diskutere sundhed med alle, der har noget på hjerte, samt stille op til diverse udsendelser på alle tider af døgnet.

Og hun vil blive ved med at gentage de samme budskaber såsom #sundmundsundkrop og komorbiditet – også selvom hun bliver træt af at høre på sig selv. For det er det, der skal til, for at det til sidst giver genlyd i danskernes ører.

Og hvordan opretholder hun så gejsten? Når hun bevarer troen på, at hun sår nogle frø, som hendes efterfølgere vil vande. Eller når et medlem fortæller hende med et ”PS” i en mail, at hun ”gør det godt som forkvinde i TF”. Mere skal der sådan set ikke til.