"Vi skal tænkes ind i sundhedsreformen"
Som opfølgning på tandlægernes oplevelser under coronakrisen har formand for Tandlægeforeningen, Susanne Kleist, taget intiativ til en tættere dialog med Sundhedsstyrelsen. Tandlæger skal spille en central rolle i sundhedsvæsenet, lyder udmeldingen fra formanden.
Hele verden blev hårdt ramt af coronapandemien, og selvom Danmark indtil nu har håndteret coronakrisen godt, har den fuldstændig forandret vores hverdag.
Tandklinikkerne blev stærkt påvirkede ved nedlukningen af Danmark i marts, og vi arbejder stadig efter særligt skærpede hygiejniske forholdsregler.
Desværre skal vi nok regne med, at corona er the new normal de næste mange måneder. Men jeg synes, at vi tandlæger har håndteret coronakrisen godt.
Indtil nu er ingen blevet smittet på en tandklinik, og patienterne kan være helt trygge ved at komme hos os. Vi kan vores NIR.
Tak til jer alle for at holde hovedet koldt og klinikkerne rene.
Tak til jer alle for at holde hovedet koldt og klinikkerne rene
Coronakrisen har tydeliggjort både styrker og svagheder i forhold til sundhedsmyndighedernes syn på tandlæger.
På den ene side er det positivt, at vi bliver betragtet som en del af det kritisk vigtige sundhedsberedskab. For dermed anerkendes tandpleje som en vigtig del af sundhedsvæsenet.
På den anden side har coronakrisen tydeliggjort, at sundhedsmyndighederne mangler forståelse for og indblik i tandlægernes praksis og derfor laver retningslinjer, som ikke kan fungere i praksis på klinikkerne.
Jeg tænker fx på plastforklæder og ultralyd.
Som opfølgning på vores oplevelser med de alt for sene udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen og med retningslinjer, som ikke giver faglig mening, har jeg taget initiativ til en tættere dialog med Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og hans nærmeste ledelse.
Jeg har aftalt med Sundhedsstyrelsen, at vi fremover skal have et tættere fagligt samarbejde, en mere systematisk dialog og meget tydeligere begrundelser for beslutninger.
Tandlægeforeningen vil arbejde for, at vi tandlæger bliver tænkt med i den kommende sundhedsreform
Efter corona skal sundhedsvæsenet finde en ny form, og regeringen og politikerne skal i gang med den længe varslede sundhedsreform.
Overskriften for sundhedsreformen har indtil nu været en styrkelse af det nære sundhedsvæsen.
Tandlægeforeningen vil arbejde for, at vi tandlæger bliver tænkt med i den kommende sundhedsreform, for det tværfaglige samarbejde halter.
Jeg mener, at coronakrisen har gjort det tydeligt, at der er behov for et sammenhængende sundhedsvæsen på tværs af sektorer. En bedre koordination i sundhedsvæsenet generelt er stærkt påkrævet.
Sundhed i munden er vigtigt for sundhed i hele kroppen, og koordination mellem tandlæge, praktiserende læge og sygehus er vigtigt for patienter med en lang række alvorlige sygdomme som fx diabetes, hjerte-kar-sygdomme og mund- og halskræft.
Derfor mener Tandlægeforeningen, at tandlæger skal spille en central rolle i sundhedsvæsenet, og at tværfagligt samarbejde bør være en af byggestenene i fremtidens sundhedsvæsen.