Anbefaler du rutinemæssig brug af "GPS-styret" X-Guide?
X-Guide er et computerbaseret system, som er udviklet med det formål at opnå større præcision i forbindelse med indsættelse af implantater. Vi har spurgt to tandlæger, om de vil anbefale rutinemæssig anvendelse af X-Guide?
JA!
Simon Kold
Klinikejer, Tandlægerne Kold - Herning Implantat Center
– Helt ubetinget ja! Jeg ville uden tøven altid vælge computerassisteret kirurgi fremfor frihåndskirurgi, fordi vi får en overlegen præcision ift. bl.a. 3-d-placering af implantatet.
Siden vi begyndte at anvende det på klinikken, foregår al vores planlægning bagvendt, hvor vi starter med detaljeret at planlægge det protetiske slutresultat og opnår et helt andet fokus på det æstetiske og funktionelle.
Jeg er overbevist om, at hvis man bruger computerassisteret præcision, bliver langtidsprognosen på den biologiske og mekaniske stabilitet af implantatbehandlingen væsentligt forøget.
En rigtig dygtig frihåndskirurg kan måske sætte implantatet på det rigtige punkt i knoglen og med den rigtige angulering – men den korrekte vertikale position afhænger af blødtvævets tykkelse. Og dét kan man kun se helt nøjagtigt, hvis man laver det computerassisteret. Altså ved at lægge en CBCT-scanning og overfladescanning sammen i et computerprogram og dermed få information, man ellers ikke kan få.
Så set fra behandlerens synspunkt bliver kvaliteten af det kirurgiske indgreb højere. Men det er også en fordel for patienten, da vi kan lave flere minimalt invasive indgreb, altså nøglehulskirurgi, hvor patienten oplever mindre hævelse og ømhed efterfølgende.
Kritikerne vil fremhæve diskussionen om CBCT-scanning og strålehygiejne. Og man skal selvfølgelig altid kigge på hver enkelt patient og vurdere, om der er en indikation.
Men med den nye generation af CBCT-scannere, der har headtracking og dynamisk FOV, får vi en meget bedre strålehygiejne.
Samtidig udvikler X-Guide-teknologien sig. Vi forventer indenfor de næste måneder, at vi til X-Guide kan påbegynde ultralow dose scanninger med 1/3 af fx en panoramadosis. Det er lav stråledosis.
Jeg tror derfor, at computerassisteret kirurgi som X-Guide bliver standard på klinikker inden for en relativt kort årrække.
Vi får en overlegen præcision ift. bl.a. 3-d-placering af implantatet
SIMON KOLD, KLINIKEJER
NEJ!
Søren Schou
Specialtandlæge, dr.odont., ph.d., Specialtandlægerne Seedorffs Stræde, Aarhus
– Der er nogle betænkeligheder ved anvendelsen af X-Guide, som jeg mener, man bør forholde sig til.
En væsentlig bekymring er stråledosis. Anvendelsen af X-Guide er baseret bl.a. på en CBCT-scanning af det pågældende kæbeområde, og selv om stråledosis i forbindelse med CBCT-scanning hele tiden bliver mindre, må vi bare ikke glemme, at enhver røntgenundersøgelse altid vil udsætte patienten for en større eller mindre stråledosis.
Samtidig er prisen på X-Guide-systemet fortsat høj. Prisen vil helt sikkert blive mindre med tiden, men der vil være en ekstraudgift for patienten, og der vil selvfølgelig også være en ekstraudgift til CBCT-scanning.
Derfor er det selvfølgelig vigtigt at have fokus på, om vi som behandlere kan sikre patienterne en bedre implantatbehandling, hvis teknikken anvendes. Og på nuværende tidspunkt er vores viden om X-Guide-systemets muligheder for at minimere risikoen for mekaniske og biologiske komplikationer begrænset.
Mange forskningsgrupper fokuserer imidlertid på aspektet, så min forventning er, at vores viden vil blive forøget markant inden for de kommende år.
Der er dog ingen tvivl om, at forskellige computerbaserede systemer, som er udviklet med det formål at opnå forbedret præcision ved indsættelse af implantater, vil blive brugt mere og mere i fremtiden.
Der er heller ikke tvivl om, at sådanne systemer vil blive lettere og lettere at anvende i klinikken.
På trods heraf så er jeg ikke sikker på, at det er en teknik, som er relevant at anvende rutinemæssigt ved alle patienter.
Vi må ikke glemme, at enhver røntgenundersøgelse altid vil udsætte patienten for stråledosis
SØREN SCHOU, SPECIALTANDLÆGE