"Det er dejligt, når nogen tør dele de mindre heldige behandlinger"
Tandlæge Kit Vibe-Hastrup Iuel vil gerne bidrage til tandlægernes arbejdsforhold. Derfor har hun valgt at gå ind i fagpolitik, og hun anbefaler dig at gøre det samme. Læs hendes tre anbefalinger her.
1.
Vær fagpolitisk aktiv.
Jeg er aktiv i Tandlægeforeningen Region Sjælland (RSTF), og det giver mig mulighed for at arbejde for vores forhold som tandlæger.
Det er til tider en deprimerende forestilling, hvor mange ting synes at gå langsomt, og vi kæmper med politisk uvilje og meget mere. Det giver dog et indblik i maskinrummet, og der foregår så uendelig meget mere, end vi er klar over.
Vi er som forening udfordret udefra, men også fra medlemmerne. Selvom undersøgelser viser en høj tilfredshed, hører jeg ofte om utilfredshed.
Derfor har vi i RSTF inviteret til dialogmøder før alle bestyrelsesmøder i år. Første gang var i januar, og det var en god aften med masser af input og idéer. Jeg tror, vi alle gik lidt klogere derfra.
2.
Brug Facebook.
Det bedste ved Facebook er, når dygtige kolleger lægger spændende behandlinger op, giver gode råd og intet er for stort eller småt til at blive besvaret.
Og det er dejligt, når nogen tør dele de mindre heldige behandlinger. Vi mislykkes alle en sjælden gang imellem med vores behandlinger, men hvis vi ikke lærer af vores fejl, har vi først for alvor fejlet.
Jeg håber, vi kan få en kultur, hvor man ikke skal være bange for at blive halshugget, hvis man ikke er enig. Og hvor man kan bede om råd og vejledning uden at blive opfattet som idiot.
Tal pænt til hinanden på Facebook og husk, at du kan springe det over, der giver dårlig karma. Resten kan du risikere at blive klogere af.
3.
Engager dig i frivilligt arbejde.
Jeg har altid rodet mig ud i alt muligt frivilligt og organisatorisk arbejde, og det giver mig energi. Mest fordi jeg er helt vildt dårlig til at sige nej, men også fordi det vækker min nysgerrighed, når nogen spørger, om jeg ikke lige har lyst til at prøve dit og dat.
Der er flere muligheder for at udøve frivilligt arbejde med tænder og patienter fx gennem Bisserne og Tandsundhed Uden Grænser (TUG).
Vi opfordrer også vores patienter til at donere deres udtrukne guldkronetænder til TUG, som så kan genbruge dem i deres projekter. De fleste patienter synes faktisk, det er lidt sjovt, at deres gamle kroner kan gøre nytte i stedet for at samle støv i en skuffe.
Ligger du også inde med anbefalinger eller tips, som kollegaerne kan få glæde af? Så skriv til Tandlægebladet på TB@tdl.dk