"Stress er et ensomt sted at være"

Optimistisk og med opskriften på en moderne og bæredygtig måde at drive tandlægeklinik på. Sådan optrådte Lars Nielsen for tre år siden i Tandlægebladet.

Et stressforløb havde fået ham til at finde ind til sine kerneværdier og indse, at han skulle stoppe med at lave tænder og i stedet være leder på fuld tid. Målet var at opnå balance i et liv med alt for lidt tid og nærvær.

I dag står det klart, at omstillingen var en større udfordring, end han havde forestillet sig. Både for ham selv og ikke mindst for hans nærmeste medarbejder, klinikassistenten Trine Winther Ulrichsen, der endte med at skulle en tur gennem samme stresshelvede som sin chef.

På mange måder er dette fortællingen om, hvor kompliceret og ensomt stress er, og hvor skrøbelig trivslen er i en lille virksomhed – også selv om alle har gode intentioner om det modsatte.

Men det er også historien om, hvordan man kommer klogere ud på den anden side.

– Stress og sammenbrud er et ensomt sted at være. Og det kan være et skamfuldt sted. Da jeg blev sygemeldt med stress, blev jeg ramt af stor ensomhedsfølelse i en branche, hvor der er erkendt udfordret trivsel, men hvor meget få taler om det, fortæller Lars Nielsen.

Netop derfor træder Lars og Trine frem i Tandlægebladet og reflekterer over deres oplevelser i fællesskab. Både så andre stressramte forstår, at de ikke er alene, men også for at række hånden ud og hjælpe samt give en indsigt i de mekanismer, der er på spil, når stress og mistrivsel rammer.

Dårlig kemi smitter
Lars og Trine har arbejdet sammen i 20 år, hvor de har opbygget klinikken på Islands Brygge fra kun to til 19 medarbejdere. Og da Lars måtte sygemelde sig med stress, var det Trine, der tog en ekstra tørn med planlægning og administration, for at tingene kunne hænge sammen.

Det var hårdt, men Trines problemer begyndte faktisk først for alvor, da Lars vendte tilbage fra sit sygefravær. Han kom nemlig med planer om forandring, fornyelse og nye værdier, som Lars tænkte ville være til gavn for både ansatte og patienter.

For Trine vendte det op og ned på alting. Klinikken skulle vokse og flytte til større lokaler, og med en større omsætning ville Lars kunne stoppe som tandlæge og i stedet være klinikchef på fuld tid.

Klinikken skulle drives ud fra et tydeligt værdisæt, der handlede om ro, nærvær og opmærksomhed på hinandens og patienternes behov. Men det, der i Lars’ hoved skulle løse alle problemer, lignede i Trines øjne mere bøvl og usikkerhed.

– Jeg tænkte meget praktisk: Flere behandlerstole, så skal jeg også have flere klinikassistenter. Og hvordan får vi flyttet på en weekend og er klar mandag morgen? Jeg savnede information om, hvad planen var, siger hun.

Og det sled på forholdet mellem klinikkens to hjørnestene – Lars og Trine.

– Vi har altid været super gode venner. Men pludselig er vi ikke enige om, hvem der tager hvad. Den umiddelbarhed, der før var i vores dialog, forsvinder. Og når de to, der skal lede firmaet, tydeligvis ikke har en god kemi, så smitter det af på alle andre, siger Lars.

Det var i den tid, Trine begyndte at få symptomer på stress. Frustrationerne havde hun ingen steder at gøre af. Lars hørte dem simpelthen ikke.

– Jeg oplever, at han kigger igennem mig og ikke hører, hvad jeg siger. På et tidspunkt sad vi i et mødelokale, hvor jeg tudbrølede. Der tænkte jeg, at nu kunne han vel godt se, at jeg havde det pissedårligt. Men det kunne han ikke, fortæller hun.

Lars kunne dog godt se, at Trine var i mistrivsel, men han havde det selv så dårligt, og han havde derfor sindssygt meget brug for, for nu at bruge hans egne ord, at Trine var ovenpå.

– På det her tidspunkt var jeg i et proaktivt handlemode, idéerne knopskød, men jeg havde det ikke godt. Det gik bl.a. ud over min medfølelse, og jeg kan se nu, at det ikke har været behageligt at være sammen med mig i denne her periode, fortæller Lars og understreger, at hans ni uger lange sygefravær slet ikke var nok, men at han følte sig presset til at komme i gang igen pga. ansvaret som klinikejer.

Så selv om Lars forsøger at hjælpe Trine, er de allerede suget ind i en spiral, der kun fører dem en vej – ned.

Hvor Lars ser en udstrakt hånd og en forandring, der kunne være spændende og motiverende, så oplever Trine en chef, der blander sig, og det opfatter hun som kritik. Trine ender med at blive sygemeldt i fire måneder.

Taber man dialogen, taber man hinanden
Trines sygeorlov sætter tankerne i gang hos Lars, og han begynder at lægge mærke til den måde, de øvrige ansatte reagerede på hendes sygdom.

Særligt en af de øvrige tandlæger er meget knust over, at det er sket, og det blev for Lars det, han selv kalder et wakeupcall.

– Jeg tænkte: Wow, det er ikke kun Trine, der er syg, det er hele firmaet. Hvis én medarbejder ikke fungerer, påvirker det alle, og den påvirkning kommer fra mig, siger han.

Han var – og er stadig – stolt af den nye klinik og det værdimæssige fokus, der lå til grund for opbygningen. Forandring var påkrævet, understreger han, men han kan i dag se, at kommunikationen ikke var god nok.

Alle de gode idéer og intentioner, han havde i sit hoved, kom ikke ordentligt ud, fordi de ikke blev formuleret og kommunikeret tydeligt. Når man taber dialogen, taber man hinanden, fastslår Lars.

– Jeg tænkte næsten, at mine visioner om en stor klinik med fokus på form og indhold nærmest i sig selv ville gøre medarbejderne lykkelige. Men det er jo ikke det, der gør folk lykkelige. Det bliver man af relationer, ikke fysiske forhold.

Ensomheden og tabuet skal til livs
Stress bliver ofte betragtet som noget, der kommer af hårdt arbejdspres. Og ifølge Lars forbindes det ofte også med svaghed og manglende robusthed.

Men Trine blev ikke knækket af manglende robusthed eller arbejdspres. Den dårlige relation til hendes chef – og ven – blev afgørende.

– Før havde jeg aldrig tvivlet på Lars’ opbakning, men jeg kom derud, hvor jeg følte, jeg stod alene, fortæller hun.

Lars har siden hen taget en psykoterapeutgrunduddannelse og en stresscoachuddannelse, og han kan i dag se ting omkring den forliste relation, han ikke kunne dengang. Blandt andet hvordan vreden hos dem begge blev en barriere.

– Jeg er opdraget med, at jeg skal være succesfuld, pligtopfyldende og stærk. Og det har jeg også været i mange år og brugt alt for mange kræfter på. Men da det begyndte at gå skævt med trivslen og relationen til Trine, følte jeg mig angrebet på den vinderformular. Jeg følte simpelthen, at jeg blev beskyldt for ikke at være god nok. Det er et ensomt og skamfuldt sted at være, så jeg blev afvisende og indesluttet, og når man møder andre på den måde, reagerer de på samme måde. Resultatet er rigtig dårlig stemning, fortæller Lars.

Folk går ned på stribe
Ifølge Lars forudsætter det gode arbejdsmiljø, at man interesserer sig for hinanden og husker at klappe hinanden på skulderen. For gensidig anerkendelse skaber gensidig tillid.

– Vi havde ingen tillid tilbage på klinikken, og der sad en række medarbejdere, der ikke turde sige, hvad der lå dem på sinde pga. min ageren. Det skabte en passiv aggression, fordi de ikke kom ud med deres utilfredshed, og de var konstant i forsvarsposition. Passiv aggression er udfordrende for alle involverede parter, forklarer han.

Lars håber, at hans og Trines historie kan være medvirkende til mere åbenhed ude på klinikkerne.

– Hold nu op, hvor er jeg blevet ringet op af mange, også anonymt, der fortæller, hvor dårligt de har det. Om hvordan de kæmper for at holde arbejdsliv og privatliv sammen. Vi er en faggruppe, hvor folk går ned på stribe. Så hvad skal der til, for at vi tør indrømme over for hinanden, når vi ikke trives? Hvis vi kan begynde at sige højt, når det er svært, så kan vi også begynde at tage problemerne i opløbet. Vi skal ensomheden og tabuet til livs, slutter Lars og fastslår, at stressforebyggelse ligger i fællesskabet.

Du kan læse mere om Lars Nielsen på stresscoachinglarsnielsen.dk. Du er velkommen til at kontakte Lars, hvis du oplever stress, manglende balance eller nedsat trivsel. Eller har brug for hjælp og viden.