"Jeg havde virkelig ondt. Hver dag"

Vibeke Bojesen tilhører den generation, der ikke så meget som kunne drømme om at blive hjemme fra arbejde på grund af en almindelig hovedpine eller en simpel forkølelse.

Kun 20 sygedage fordelt på lidt over 38 år er det blevet til i løbet af den 66-årige tandlæges lange arbejdsliv. Måske var det derfor, hun stædigt blev ved, selvom smerterne i nakken og hånden tog til og til sidst blev så intense, at de var tæt på uudholdelige.

Hver gang Vibeke Bojesen havde siddet bøjet
over en længere behandling i samme fastlåste stilling, var hun nødt til at gå afsides for under dybe vejrtrækninger at rette sit ”skrog” ud og vende tilbage til en bare nogenlunde udstrakt positur.

Og
 når hun slap taget om et instrument efter at have 
holdt længe og fast om det, føltes hendes hånd ikke 
bare underlig kraftløs. Den værkede også dybt inde
fra knoglerne.

– Jeg havde virkelig ondt. Hver dag. I både nakke, ryg og hånd. Og når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg godt undre mig over, at jeg ikke langt tidligere erkendte, at nu kunne jeg ikke holde til det mere. Men jeg var stædig og skød det fra mig som noget pjat, for jeg var glad for mit arbejdsliv og for klinik­ken. Jeg havde selv startet og drevet den siden 1989 sammen med min mand og et dygtigt og sammen­tømret hold af medarbejdere. Det havde jeg ikke lyst til at forlade, siger Vibeke Bojesen.

Hun var 63 år, og selvom pension ikke var helt så fremmed land for hende, som det havde været før, så var det ikke noget, hun følte sig klar til:


– Jeg blev ved, for jeg ville jo arbejde.

Sygemelding man ikke kommer tilbage fra
Der skulle gå halvandet år med tilbagevendende og vedvarende smerter, før Vibeke Bojesen måtte sande, at det kunne hun ikke.

Hun lagde forsigtigt ud med nedsat tid, men det battede ikke det mind­ste. Smerterne forblev de samme og begyndte også så småt at gnave sig ind på hendes energidepoter og hendes sindstilstand.

Og en dag i december 2016 var der ikke mere at give af. Vibeke Bojesen sygemeldte sig.

Det stod hurtigt klart, at det ikke var den form for sygemelding, man kommer tilbage fra. Klinikken skulle afhændes. Og Vibeke Bojesen, der havde la­vet tænder i næsten fire årtier, skulle pludselig ikke længere være tandlæge.

– Der er nok en del, der falder ned i et hul efter så pludseligt at miste deres faglige identitet. Men jeg var så flad og så fuldstændig drænet for kræfter og energi, at jeg ærlig talt bare følte en stor lettelse i den første tid, siger Vibeke Bojesen.

Med tørlagte energidepoter havde Vibeke imid­lertid heller ikke den mindste smule overskud til at skulle kaste sig ud i det efterfølgende forløb hos kommunen og en afklaring af hendes arbejdsevne. Eller til at orientere sig i de eventuelle ordninger og forsikringer, som hun kunne have tegnet i lø­bet af sin karriere, og som måske nu kunne vise deres værd.

Økonomisk sikkerhed gav tryghed
Derfor blev det en af hendes bekendte – en for­sikringsmand – der ved et rent tilfælde første gang bragte erhvervsudygtighedsforsikringen på banen.

Vibeke Bojesen havde ham til bords ved et mid­dagsselskab og havde netop fortalt ham om sin sygemelding, da han udbrød: ”Men du har jo en erhvervsudygtighedsforsikring. Den har stort set alle tandlæger.”

– Jeg kendte jo udmærket den forsikring. Lige­som mange af mine fagfæller har jeg været en af dem, der syntes, at det var en noget dyr udskrivning kvartal efter kvartal. For det er jo ikke en forsikring, man har lyst til at gå rundt og tænke over, at man selv en dag kan få brug for, forklarer Vibeke Boje­sen og fortsætter:

– Men lige dér var jeg klar til at give min bord­herre en god flaske vin som en form for findeløn, for udsigten til en forsikring, der kunne bære mig økonomisk gennem de næste år frem til pensionen, var simpelthen så betryggende.

Bare brug for ro
Vibeke Bojesens forsikringssag forløb hurtigt og ef­fektivt. Hendes arbejdsevne blev først vurderet af hendes egne læger, og forsikringsudbetalingen tråd­te i kraft i det øjeblik, de stillede hendes endelige diagnose: slidgigt i både nakke og højre hånd.

Heref­ter vurderede forsikringsselskabets lægehold hendes sag, før forsikringssagen kunne godkendes endeligt.

– Jeg var selvfølgelig glad, da jeg fik den ende­lige afgørelse, men jeg var blevet holdt økonomisk skadesløs i det halve år, sagsbehandlingen havde taget, og vigtigst af alt så havde jeg været fri for en opslidende proces med mødeindkaldelser, sam­taler, sygedagpengespørgsmål og arbejdsevneud­redninger, siger Vibeke Bojesen og uddyber:

– Som tandlæge undrede jeg mig nogle gange, når sygemeldte patienter fortalte, at de følte sig stres­sede og pressede. Du er jo sygemeldt, tænkte jeg. Men det er et virkelig svært sted at være, man har bare brug for ro, for at komme sig. Og for at finde ud af, hvad det er for et liv, man nu skal leve.

Savner medarbejdere og patienter
Den ro fik Vibeke Bojesen. Og det er en vigtig del af årsagen til, at hun i dag har fundet sig godt til rette i sit otium på trods af det bratte brud med arbejds­markedet, mener hun.

– Jeg har da efterfølgende savnet – måske ikke så meget min faglige identitet – men mine medarbej­dere og mine patienter. Jeg var sådan en tandlæge, der tog sig god tid til hver enkelt patient, og min kontakt til dem var en stor del af min arbejdsglæde, siger hun og tilføjer:

– Og det – sammen med mine fysiske gener de sidste år – gjorde måske heller ikke min klinik til den mest omsætningseffektive. Alene af den grund har erhvervsudygtighedsforsikringen været god for mig.

Forsikringen bragte ikke bare Vibeke Bojesen gen­nem krisen, da hun blev sygemeldt. Den sikrede også, at hun – sammen med sin mand – har fået den seniortilværelse, hun ønskede sig, og som hun arbejdede stort set non stop i 38 år af sit liv for at få.

En tilværelse med søudsigt fra den villa, parret købte, da Vibeke Bojesen først havde etableret sin praksis, og som de svor, de aldrig ville forlade. Og en tilværelse med gode stunder med venner og fa­milie – ikke mindst dem, de tilbringer med deres børn og de børnebørn, der er kommet til.

– Jeg har faktisk ikke brug for andet end det og så en rigtig god kop kaffe i de stille morgentimer med udsigt over søen og med vished om, at jeg in­tet andet skal den dag, end lige præcis det jeg har lyst til.