Michael Lindtoft anbefaler:

"Jeg kan ikke undvære mit mikroskop"

Tandlæge Michael Lindtoft får en stor del af sin faglige inspiration fra udlandet, og han anbefaler også dig at kigge ud over Danmarks grænser for nye faglige indspark. Læs hans andre anbefalinger her.

Michael Lindtoft

Michael Lindtoft

TandlægeCentret Randers,
Klinik for Kirirgi og Endodonti, København

Uddanet fra Københavns Universitet 1990

1.

Kom uden for landets grænser. 

Noget af det, der har givet mig mest på den faglige konto, er at rette min opmærksomhed mod andre lande end Danmark. Det er virkelig noget, der åbner ens faglige øjne op.

Der sidder nogle dygtige mennesker rundt omkring i verden, de mest usandsynlige steder, og laver noget fantastisk arbejde, og dem kan vi lære meget af.

Det kan fx være i form af at arbejde eller uddanne sig i udlandet. Jeg har selv arbejdet et par år i Sverige i mine første arbejdsår samt gennemført en specialtandlægeuddannelse i endodonti i Amsterdam fra 2014 til 2017.

Det kan også være ved at deltage i udenlandske kurser og store kongresser.

2.

Invester i så meget forskelligt udstyr som muligt.

Jeg er tilhænger af en stor og varieret værktøjskasse. Det giver mulighed for at nørde lidt i det udstyrs- og materialemæssige og dermed blive bedre på diverse områder.

For hvis man kan forstå at bruge alt udstyret, kan man løse mange forskellige opgaver. Det er også noget af det, man bliver inspireret af, når man kommer udenlands.

Hvis der dog er en ting blandt mit udstyr, som jeg ikke kan undvære, er det mit mikroskop. Uden det kunne jeg godt gå hjem.

3.

Hav en åben kultur.

Alle de steder, hvor jeg har arbejdet, har der altid været en åbenhedskultur.

Her er man gået hinanden på dørene for både at se, hvad de andre lavede, og vise frem, hvad man var lykkedes eller ikke var lykkedes med.

Man har delt succeser og fiaskoer, og der er aldrig nogen, der har holdt kortene ind til kroppen.

En sådan åben kultur giver et godt indtryk af ens kollegaer, og hvor deres faglige styrker er.

Desuden skaber det en tillidsfuld atmosfære, hvor der er plads til at komme med de udfordringer, man måtte have, og det er lærerigt for alle, men især brugbart som nyuddannet tandlæge.

Ligger du også inde med anbefalinger eller tips som kollegaerne kan få glæde af? Så skriv til Tandlægebladet på TB@tdl.dk