"Vi skal stå sammen i krisen"

Bevar roen, brug din sunde fornuft og stol på Sundhedsstyrelsens beslutninger. Sådan lyder opfordringen fra formand for Tandlægeforeningen, Susanne Kleist, i forbindelse med COVID-19.

Susanne Kleist leder
Foto: Les Kaner

Min leder til dette nummer af Tandlægebladet skal naturligvis handle om coronavirus. Men det er svært at skrive den, for forholdene omkring coronapandemien forandrer sig time for time.

Så indholdet i denne leder kan meget vel være forældet på det tidspunkt, hvor du læser den. Men her er mine synspunkter, som verden ser ud lige nu (den 17. marts 2020, red).

Vi skal bevare roen og bruge vores sunde fornuft

SUSANNE KLEIST

Jeg betragter COVID-19 som en stor sundhedsmæssig krise, som har ændret vores samfund afgørende.

Danmark er blevet sat i kriseberedskab, og sundhedsvæsnet er voldsomt udfordret. Mange danskere er sendt hjem fra arbejde, institutioner lukker, og økonomien og virksomhederne er voldsomt udfordrede.

Regeringen og sundhedsmyndighederne har grebet resolut ind. Jeg synes, man må tage hatten af for den beslutsomhed og effektivitet, de udviser.

Coronasituationen giver naturligt nok anledning til bekymring og usikkerhed. Både sundhedsfagligt og økonomisk. Og spørgsmålene hober sig op.

Vi kender i skrivende stund ikke alle svarene og situationen ændrer sig løbende. Som tandlæge er man måske ikke altid helt enig i sundhedsmyndighedernes beslutninger set fra en faglig synsvinkel.

Men vi må stole på, at Sundhedsstyrelsen som den højeste myndighed på området har den største viden, og at de træffer de rigtige beslutninger.

Derfor opfordrer jeg til, at vi som tandlægestand og som Tandlægeforening følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Og er der et fortolkningsfrirum, er det selvfølgelig op til den enkelte klinikejer at vurdere sin situation og at træffe den endelige beslutning for sin klinik og sit personale.

Vi skal bevare roen og bruge vores sunde fornuft. Vi kan ikke fjerne alle frustrationerne, men vi kan bestræbe os på at behandle hinanden med respekt og forståelse, og hjælpe hinanden med at finde løsninger.

Vi kommer ikke igennem denne krise ved at pege fingre og kritisere hinanden. Det er en meget udfordrende tid for alle. Så lad os stå sammen, vise samfundssind og tage vores del af ansvaret for at inddæmme og bekæmpe coronavirus i Danmark.

Lederen er skrevet netop som Sundhedsstyrelsen udsendte ”Beskrivelse af kritiske funktioner i sundhedsvæsenet under COVID-19”.