"Landets klinikker er i knæ"

Den 17. marts 2020 står som en skelsættende dag i mit arbejdsliv. Der er et før og et efter.

Sådan må det være, når tæppet under ens arbejdsliv og økonomi bliver revet væk med et snuptag.

Men jeg er ikke kun rystet – jeg er også indigneret.

For jeg undrer mig såre over myndighedernes beslutning om de facto at lukke landets tandklinikker for alt andet end akutte og kritiske behandlinger. Jeg ser simpelthen ikke den sundhedsfaglige evidens for, at det var nødvendigt.

Tværtom er det, som om myndighederne glemmer, at vi er en faggruppe, som gennem tiden har håndteret HIV, hepatitis, MRSA og ja, helt normale influenzaepidemier, og at de risikobaserede tilsyn år efter år viser, at vi scorer UG i patientsikkerhed på klinikkerne.

Mens evidensen er uklar, så står konsekvenserne anderledes klare. Og det er dybt alvorligt.

Landets private tandlægeklinikker styrtbløder, og mere end hver 7. private tandlægepraksis melder, at de har vanskeligheder med at betale deres regninger. Og det er på trods af, at regeringen har iværksat en række hjælpepakker.

Problemet er bare, at de på ingen måde er tilstrækkelige til at kompensere for det massive omsætningstab, som har ramt privat praksis – også selvom vi er kommet i gang tidligere end forventet.

Vi har allerede set konkurser, og hele 50 ansatte tandlæger har angivet, at de har mistet deres job i en ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen, som i skrivende stund endnu ikke er offentliggjort.

Men det er ikke kun tandlægerne, der blev ramt den 17. marts. Situationen er også alvorlig for patienterne.

Allerede sidste år konstaterede vi, at yderområderne er hårdt ramt af tandlægemangel, og med den økonomiske krise, vi ser ind i, er der ingen tvivl om, at fremtidens tandlægedækning i Danmark er kommet under yderligere pres.

Det store spørgsmål er, om Danmark, som i dag, vil være bredt dækket af private tandlægeklinikker, så borgerne er sikret lige adgang til tandlægehjælp?

Jeg tror det ikke! Og det vil ramme patienterne og tandsundheden - og dermed også den almene sundhed.

Jeg vil derfor gerne komme med en opfordring: Vi må aldrig glemme den 17. marts. Vi skal forberede os på, at vi igen kan stå i en situation, hvor betingelserne for at udføre vores tandlægegerning kan blive ændret på blot én dag.

Derfor skal vi fortsætte med at opretholde det høje smitteværn, vi har med NIR og vores sunde fornuft, og vi skal styrke kommunikationen til omverdenen, så de også er klar over, at tandklinikker er et af de sikreste steder for patienterne at opholde sig – også når det kommer til smittekontrol.