Bekymring for ældres tandsundhed
Der er grund til bekymring for ældres tandsundhed under coronakrisen, mener lektor Børge Hede.
Coronavirus flytter fokus på plejehjemsbeboeres tandpleje, mener Børge Hede, tidligere overtandlæge fra omsorgstandplejen i Københavns Kommune og adjungeret lektor på Odontologisk Institut på KU.
– Da tandsundheden blandt plejehjemsbeboere i forvejen ikke er i fokus, er der stor risiko for, at den opgave er blevet fuldstændig glemt, siger han og peger på en anden faktor, som kan være på spil under coronaepidemien:
– Munden er jo der, hvor man som plejepersonale frygter, at man bliver smittet med COVID-19, så man kan forestille sig, at tandbørstning af de ældre ikke er førsteprioritet – eller måske undgår man det helt, siger han.
Da tandsundheden blandt plejehjemsbeboere i forvejen ikke er i fokus, er der stor risiko for, at den opgave er blevet fuldstændig glemt
BØRGE HEDE
Udover manglende daglig tandpleje gør coronasituationen også, at de ældre ikke bliver tilset af en tandlæge.
– Tandplejemæssigt er de ældre dem, der er mest isoleret fra tandpleje, fordi tandplejen fortsat ikke har adgang til plejehjemmene, og selvom tandklinikkerne er åbnet igen, så kan man forestille sig, at mange ældre ikke kommer afsted til tandlægen, fordi de er bange for at blive smittet, siger Børge Hede.
Indlæggelser kan undgås
Og det er et alvorligt område, der bliver negligeret.
Op mod 80 % af plejehjemsbeboerne kan ikke selv vedligeholde mundhygiejnen, og flere studier viser sammenhæng mellem dårlig mundhygiejne og udvikling af bakteriel lungebetændelse.
– Hvis man så ovenikøbet påfører sig COVID-19, er det ikke godt, siger Børge Hede og henviser til, at hver 10. indlæggelse blandt ældre med lungebetændelse kan undgås med bedre mundhygiejne.
Børge Hede mener, at man på nuværende tidspunkt har grund til at være meget bekymret for de ældres tandsundhed. Om manglende tandpleje kan føre til flere dødsfald blandt ældre under coronaepidemien, mener han ikke, at man kan påvise.
–Men det er da noget, man kan spekulere over, siger han.
Hvorfor har plejehjemsbeboere dårlig tandsundhed?
Flere forskellige barrierer gør, at plejehjemsbeboeres tandsundhed er udfordret.
– Der hersker en misopfattelse blandt plejepersonalet om, at hvis en beboer selv kan putte tandbørsten i munden, så kan vedkommende også selv vedligeholde mundhygiejnen. Derudover oplever plejepersonalet ofte modstand mod at få børstet tænder fra beboerne, og derfor giver de op. Og til sidst kan det også ske, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden laver på et plejehjem. Derfor bliver tandbørstningen glemt, siger Børge Hede.