Patienter med ADHD
ADHD ses typisk hos børn og kan bl.a. vise sig i form af en mere urolig og udadregerende adfærd. Som tandlæge kan det derfor være vanskeligere at få et samarbejde op at stå. Forskningsleder i Børne- og Ungdomspsykiatri ved SDU, Niels Bilenberg, giver dig fem gode råd til, hvordan du tackler denne patientgruppe.
ADHD er en neuroudviklingsforstyrrelse, som viser sig ved uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.
Det er typisk børn, som får diagnosen, og det estimeres, at ca. 3 % af danske børn lider af ADHD.
Tallet er lidt lavere for voksne, da omtrent halvdelen vokser fra det. Men hvor de voksne typisk har lært at leve med lidelsen, kan det være sværere for børnene at håndtere symptomerne.
Som tandlæge mærker du, at du har et barn med ADHD i stolen, ved at de typisk er mere urolige og kan udvise en mere ”uartig” adfærd. Det kan derfor være vanskeligere at få et samarbejde op at stå, hvorfor der er nogle forhold, du skal tage særlig hensyn til.
Få fem gode råd af Niels Bilenberg, forskningsleder, professor, ph.d., Børne- og Ungdomspsykiatri, Odense.
Fem gode råd
1. Det er meget vigtigt for denne type børn, at de ved, hvad der skal ske. Giv dem derfor materiale på forhånd – gerne med billeder – så de føler sig ordentlig forberedte.
2. Ca. halvdelen af patienter med ADHD tager medicin. Det er en god idé at sørge for, at barnet har taget sin medicin forinden. Der er typisk ingen problemer i at give bedøvelse til patienter, som har taget medicin for ADHD, men det er alligevel vigtigt, at du ved, hvilken medicin de får, så du kan tage dine forbehold.
3. Læg så vidt muligt behandlingen først på dagen, da børnene er bedst fungerende der. Nogle børn kan blive så nervøse, at de når at hidse sig for meget op forud for behandlingen.
4. Del behandlingen op. Giv enten barnet fem minutters pause en eller flere gange i løbet af behandlingen, eller del behandlingen op over flere dage.
5. Sørg for at etablere et samarbejde med forældrene. Nogle børn har gavn af, at forældrene er til stede, mens andre fungerer bedre, hvis forældrene ikke er der. Så snak med forældrene og find ud af, hvordan I bedst muligt løser situationen.
Kilde: Niels Bilenberg, forskningsleder, professor, ph.d., Børne- og Ungdomspsykiatri, Odense.
