Tandlægeforeningen:

HK Privat misbruger coronakrise i faglig kamp

Det er langt over stregen, når HK Privat bevidst har brugt coronakrisen som våben i de igangværende forhandlinger om den nye overenskomst mellem klinikassistenter og klinikejere, mener Tandlægeforeningen. HK Privat afviser, at der er en sammenhæng, og peger på, at det udelukkende er et spørgsmål om deres medlemmers sikkerhed. Tandlægeforeningen har nu anlagt sag mod HK Privat for organisationsfjendtlig kampagne.

Coronabomber
Tekst: KIM ANDREASEN, FREELANCEJOURNALIST / Illustration: Rasmus Meisler

Selv om landets tandlægeklinikker havde forventet, at genåbningen ovenpå COVID-19 ville blive vanskelig, var det ikke kun retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, der skabte udfordringer.

Knap var beslutningen om igen at åbne for tandbehandling taget, før HK Privat udsendte en pressemeddelelse med overskriften “Tandklinikker kan udvikle sig til deciderede coronabomber”.

Baggrunden for de bombastiske udmeldinger var ifølge HK Privat, at mange af deres medlemmer – klinikassistenterne – op til genåbningen af tandklinikkerne var bekymrede, fordi der tilsyneladende var problemer med at skaffe nok værnemidler, og at tandlægerne ikke tog smittefaren seriøst.

Vi har nu den samme følelse, som får soldater til at løbe op af skyttegravene og ud i ingenmandsland med brystet skudt fremad klar til kamp

TORBEN SCHØNWALDT, FORMAND FOR KLINIKEJERNE I TANDLÆGEFORENINGEN

Klar til kamp
Torben Schønwaldt, formand for klinikejerne, mener, at angrebene på sikkerheden på klinikkerne sker som et led i de igangværende overenskomstforhandlinger, og at HK Privat dermed træder langt over stregen som professionel modpart.

– HK Privat har siden medio april 2020 på en lang række medier angrebet hele tandlægebranchens troværdighed midt i en sundhedskrisetid, og det med stor frygt til følge både blandt klinikkernes personale og blandt patienterne. De forsøger at gøre os møre og bruger det i forhandlingerne. De har en forestilling om, at vi er bange for konflikt, fordi det vil ramme os og lægge os endnu mere ned, end vi gør i forvejen. Men tværtimod har vi nu den samme følelse, som får soldater til at løbe op af skyttegravene og ud i ingenmandsland med brystet skudt fremad klar til kamp, siger Torben Schønwaldt.

Vi vil beskytte medlemmerne
Efterfølgende har HK Privat i flere tilfælde gentaget de alvorlige anklager mod klinikejerne, og i skrivende stund har fagforeningen anmeldt 26 tandlægeklinikker til Arbejdstilsynet for at sjuske med værnemidler. 

– Vi gør det for at beskytte vores medlemmer der, hvor de ikke synes, at de bliver beskyttet på deres arbejdsplads. Desværre er der en andel af klinikejere, som er ligeglade, og som ikke tager den her situation alvorligt. Vores medlemmer oplever klinikejere, der siger, at klinikassistenterne er hysteriske, når de påpeger problemer med sikkerheden. Det er ret sørgeligt, at det ikke bliver taget alvorligt alle steder, siger Anja C. Jensen, næstformand i HK Privat, som understreger, at hun på ingen måde peger fingre ad alle tandklinikker – kun ad de klinikker, hvor det ikke fungerer, og hvor det ikke bliver taget alvorligt.

NYT OK-MØDE

Fredag den 29. maj mødes Tandlægeforeningen igen med HK Privat. Her vil HK Privat melde tilbage på Tandlægeforeningens udspil til nye elementer i en eventuel overenskomstaftale.

- Vi håber, at vi kan nå frem til et positivt resultat, men det afhænger jo meget af, hvordan HK forholder sig. Det kan gå begge veje, og derfor er vi ved at udarbejde en konfliktvejledning, siger Torben Schønwaldt, formand for klinikejerne.

Hvis HK Privat virkelig var så bekymret for deres medlemmer, påpeger Torben Schønwaldt, så burde de kontakte Tandlægeforeningen i stedet for at gå til medierne og indgive anmeldelser til Arbejdstilsynet.

– Så kan vi med det samme tage fat i de klinikker, som ifølge HK Privat ikke overholder retningslinjerne og starte med rådgivning og vejledning. Det ville være langt hurtigere og dermed være en bedre beskyttelse, hvis der rent faktisk var udfordringer. Deres bekymring for medlemmernes sundhed klinger hult, understreger han.

Ikke led i faglig kamp
Anja C. Jensen afviser, at HK Privats coronakritik er et led i den faglige kamp i forbindelse med OK2020.

– Om så vores medlemmer fik 50.000 kr. om måneden – hvilket ingen klinikassistenter får – og havde verdens mest guldrandede overenskomst, så ville vi løse vores opgave dårligt, hvis vi negligerede deres sikkerhed. Problemet med mangel på værnemidler, og at Sundhedsstyrelsens retningslinjer ikke bliver overholdt, og overenskomstforhandlingerne er to helt forskellige – og adskilte – ting, siger Anja C. Jensen.

Problematisk patientrådgivning
Debatten om udmeldingerne fra HK Privat har været heftig på de sociale medier. På HK Privats egen Facebookside er der en del almindelige borgere, som blander sig i debatten og reagerer på HK Privats hårde beskyldninger mod klinikkerne. En af dem skriver: “Tror jeg venter med tandlægebesøg, til coronavirus har forladt landet”. Svaret fra HK Privats officielle Facebookprofil er: “Det kan under alle omstændigheder være en god idé, hvis du ikke har et stort behov for at komme til tandlægen lige nu”. Det samme svar går igen fra klinikassistenternes faglige organisation flere steder på Facebook.

Torben Schønwaldt finder det særdeles problematisk, at HK Privat på den måde yder patientrådgivning og råder patienter, som ikke selv har vurderet, at de har et stort behov for p.t. at komme til tandlægen, til at vente med at gå til tandlæge.

– COVID­19 er jo ikke lige overstået. Den varer måske resten af året. Følger patienterne HK Privats råd, vil det jo betyde, at der faktisk er nogle alvorlige sygdomme, som man risikerer at overse – fx mundhulecancer. Vil HK Privat have det siddende på deres skuldre, hvis nogle patienter bliver mere syge, for at knække en modstander i en faglig kamp? siger formanden for klinikejerne.

Hvordan skal vi mødes og agere som ansvarlige voksne overfor hinanden i en forhandlingssituation? HK Privat har gjort det svært

TORBEN SCHØNWALDT, FORMAND FOR KLINIKEJERNE I TANDLÆGEFORENINGEN

HK Privat giver ikke sundhedsfaglige råd
Anja C. Jensen er uenig i, at der med opslagene på Facebook på nogen måde er tale om sundhedsfaglig rådgivning.

– Det eneste, vi gør, er at videreformidle Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og vi understreger også flere gange, at vi ikke skal lave nogen anbefaling af, om den ene eller den anden skal gå til tandlægen. Det skal baseres på en konkret vurdering af den tandlæge, som man går hen til, siger hun.

Vi skal adskille tingene
Overenskomstforhandlingerne fortsætter uanset uenighederne om sikkerhed.

– Det er da uheldigt, at det her sker samtidig med forhandlingerne, men vi er jo nødt til at handle, når vores medlemmer trygler os om at gøre noget. Jeg håber, at begge parter kan holde vandtætte skotter imellem tingene og opfører os professionelt og sagligt under de kommende forhandlinger. Vi har et ansvar begge parter for at adskille tingene, siger Anja C. Jensen.

Alt andet end nemme forhandlinger
Formanden for klinikejerne mener dog, at forhandlingerne bliver alt andet end nemme den næste tid.

– Hvordan skal vi mødes og agere som ansvarlige voksne overfor hinanden i en forhandlingssituation? HK Privat har gjort det svært. De vil måske sige, at vi har gjort det svært, men vi har jo bare brugt vores ret til at stemme nej til en aftale, som vi ikke synes var god nok. Hvis det skal lykkes, er det op til HK Privat at være behjælpelig med at få en overenskomst kørt i hus. Jeg håber da, at det kan blive muligt på en eller anden måde at lande den, siger Torben Schønwaldt.

TF anlægger sag mod HK Privat

Tandlægeforeningen har nu anlagt sag mod HK Privat ved Arbejdsretten for organisationsfjendtlig kampagne. Foreningen mener, at HK Privat undergraver tilliden til tandklinikkerne og mistænkeliggør tandlægerne som led i en faglig kamp for at få godkendt en overenskomst for klinikassistenter.

HK Privat har allerede sendt en sag om organisationsfjendtlig adfærd i Arbejdsretten. HK Privat mener, at otte tandlæger har udøvet organisationsfjendtlig adfærd som led i debatter på Facebook. Tandlægeforeningen afviser alle anklager og er gået ind i sagen som mandatar for de anklagede klinikejere. 

For nyt hold øje med Tdlnet.dk (kræver login)