Corona halverede ansattes løn

Et markant antal ansatte tandlæger blev ramt på pengepungen under nedlukningen af landets tandklinikker. Mange af dem ganske hårdt. Hele 90 % gik ned i løn, og lønnedgangen var i gennem snit 46 %.

Det viser en undersøgelse, som Privatansatte Tandlægers Udvalg (PATU) har gennemført blandt privatansatte medlemmer i Tandlægeforeningen, og som over halvdelen har besvaret, svarende til 728 medlemmer.

Undersøgelsen blev foretaget inden genåbningen.

– Der er ingen tvivl om, at ansatte tandlæger har taget et stort ansvar under coronakrisen ved at bære den manglende indtægt. Flere har selv foreslået at gå ned i løn, mens andre har accepteret en lønnedgang på en halvering i snit. Samtidig tog vi et stort ansvar for at fortsætte driften på tandklinikkerne, forklarer Pernille Tøttrup, formand for PATU og peger bl.a. på, at to ud af tre, der varetog akutpatienter, ikke fik kompensation for den tid, hvor de bare sad og ventede.

I Tandlægeforeningen bakker Susanne Kleist op og anerkender ansatte tandlægers solidaritet de sidste måneder.

– COVID-19 har skabt den værste økonomiske krise i tandlægebranchen nogensinde, og det er mere vigtigt end nogensinde, at vi står sammen. Derfor glæder det mig, at de ansatte tandlæger har været solidariske og har taget ansvar for situationen, og i stor stil har været med til at styre klinikkerne gennem de svære måneder, fastslår hun.

Også konflikter
Men lønnedgangen ramte ikke kun ansattes pengepung. Processen omkring lønreduktionen gik også ud over samarbejdet på flere klinikker. I undersøgelsen svarer hver tredje, at de har oplevet en dårlig dialog eller direkte tvang med trusler om opsigelse eller en løn på 0 kr., hvis ikke aftalen blev accepteret.

– Det er rigtig ærgerligt, at så mange har op levet en dårlig dialog, netop fordi vi både fra PATU og KEU’s side forsøgte at opfordre til konstruktiv dialog, inden krisen for alvor tog fat. Men det var åbenbart ikke nok, konstaterer Pernille Tøttrup, formand for PATU, i dag.

Hverken hun eller formand for KEU, Torben Schønwaldt, er dog overraskede over, at der kunne opstå konflikter.

– Vi er inde i et sprængfarligt felt, der for begge parter handler om løn og ens egen eksistensberettigelse, siger Torben Schønwaldt.

Og både han og Pernille Tøttrup fremhæver det positive i, at to ud af tre trods alt ikke har oplevet konflikter.

Mere økonomisk gennemsigtighed
Alligevel ligger det begge formænd på sinde at finde ud af, hvordan nogle af konflikterne kunne have været undgået. Og til en slags post-coronakrisedebriefing kom de frem til, at større åbenhed om klinikkens nøgletal kunne være vejen frem:

– På den måde kan de ansatte tandlæger bedre sætte sig ind i, hvordan økonomien i en klinik hænger sammen. At en klinikejer altså ikke har et pengetræ ude i haven, siger Torben Schønwaldt.

Og det bakker Pernille Tøttrup op om:

– Det er altid nemmere at forstå klinikejerens beslutning, hvis man ved, hvad der står på bundlinjen. Dermed ikke sagt, at den ansatte tandlæge skal vide alt, men det kunne være en idé, at tandlægen blev klar over, hvor meget overskud vedkommende faktisk genererer. Jeg tror, at mange ansatte tandlæger har en idé om, at de skaber et overskud. Men sådan er virkeligheden ikke altid, understreger hun.

Torben Schønwaldt vil gå så langt som at foreslå, at den ansatte tandlæge burde blive partner i klinikken:

– Så deler man ansvaret, og så vil mange konflikter slet ikke opstå, siger han, hvilket Pernille Tøttrup dog har nogle betænkeligheder ved:

– Det er langtfra alle ansatte, der har ønske om at blive partner. Det er jo fx et privilegium at kunne holde fri, når dagen er omme. Og så tror jeg også, at der er mange klinikejere, der ikke har lyst til at dele ansvaret, siger hun.

Efter sommer skal PATU og KEU mødes igen for at finde konkrete løsningsforslag, så der under fremtidens kriser kommer færre konflikter mellem privatansatte tandlæger og klinikejerne.

– Det er positivt, at PATU og KEU tager førertrøjen på og viser vejen frem, så fremtidige konflikter kan undgås. Det er en god prioritering, for vi er alle afhængige af hinanden, og ingen kan leve med, at samarbejdet ikke fungerer, slutter Susanne Kleist.