Asger Bluhme anbefaler:

"Uden noget på kistebunden, kan det blive et stort problem"

Det er vigtigt at være økonomisk velpolstret, så man er forberedt til næste gang krisen rammer, mener Asger Bluhme, som anbefaler, at man husker, at klinikken også skal have løn.

Asger Bluhme

Asger Bluhme

Klinikejer Aabybro Tandland

Uddannet i 1995 fra Tandlægeskolen i Aarhus

1. Kend din økonomi
 

Hav styr på dine udgifter, og vær opmærksom på, at der bag en udgift kan være tilknyttet en tillægsudgift som et gebyr eller en overenskomstmæssig aftale.

Kend dit dækningsbidrag på alt. Dvs. fra personale til de enkelte behandlinger.

Jeg kan anbefale, at man køber regnearket på Dentalkvalitet. Det giver et mere præcist indblik i klinikkens økonomi som helhed.

Desuden er det en god idé at tage sig tid til at skrive sine ydelser ind i et regneark og se, om der er noget, som trænger til at blive justeret.

2. Kend dine overenskomster
 

Dvs. HK, særloven osv.

Overenskomsterne er det, man kalder spilleregler. Du kan ikke spille bridge eller golf, hvis du ikke kender reglerne.

På klinikken er du også nødt til at følge spillereglerne, og det gælder både for de muligheder og begrænsninger, særloven og aftalen med HK giver.

Men vær opmærksom på, at det er komplekst stof, og der skal bruges tid på papirarbejdet.

3. Vær økonomisk velpolstret
 

Der vil helt sikkert komme endnu en krise, og hvis ikke klinikken har noget på ”kistebunden”, kan det blive et rigtig stort problem.

Når indtægterne skal fordeles, er der mange, som glemmer, at der er en tredje, som skal have løn: klinikken!

Det er nødvendigt, at klinikken får dækket sine udgifter og får løn præcis som ejeren og de ansatte.

Hvordan man gør, bestemmer man selv.

Man kan fx vælge en fifty-fifty-model, hvor klinikken får 50 % af indtægterne, efter de faste omkostninger er fratrukket. Så er man helt sikker på, at der er en klinik, selv efter en eventuel anden bølge af corona eller en faglig konflikt.

Og hvis man er nystartet, bør gæld afdrages med overskuddet, så klinikken bliver selvfinansierende på sigt. Gøres dette ikke, er klinikken for altid henvist til at låne i banken til nye investeringer, eller når der er krise.

Ligger du også inde med anbefalinger eller tips, som kollegaerne kan få glæde af? Så skriv til Tandlægebladet på TB@tdl.dk