"Løb giver mig styrke"

Bang, krampe.

Jeg har aldrig haft det så ubehageligt. Opbakningen var ellers kæmpestor, og jeg blev klappet rundt i Københavns gader. Det var mit første halvmaraton, og det var DM. Jeg var 15 kilometer inde i løbet, da det skete.

Jeg havde netop taget en gel, var på vej op ad bakke for at lukke et hul, da jeg så blev ramt i mellemgulvet. Jeg var ligbleg, og jeg blev nødt til at sætte tempoet ned.

Jeg vidste, at hvis jeg stoppede, så kom jeg ikke op igen.

I to kilometer løb jeg med store smerter og ingen luft. Det var en stor krise. Men jeg fortsatte.

Jeg endte på tiden 1.11.54. Den bedste tid for en dansk kvinde i 16 år.

Det var en vildt god oplevelse, og det var megafedt at overgå min egen grænse.

Jeg elsker udfordringer. Det er også derfor, at jeg efter mine VM-titler i langdistanceløb og orienteringsløb havde brug for nye udfordringer. Der var jo intet at tabe. Jeg har bevist, at jeg er en god løber.

For mig betyder det noget, at det er sjovt og motiverende. Jeg har sat to nye DM-rekorder på 3.000 meter, og jeg satser på at kvalificere mig til OL i 2021 i 5.000 meter.

Det er klart, det kræver en mental styrke at være topatlet. En styrke, jeg også bruger i mit arbejde som tandlæge.

Jeg føler, det gør mig til en bedre tandlæge, og at mine erfaringer giver mig redskaber til at takle patienternes smerte, usikkerhed og få dem igennem udfordrende behandlinger.

Mentaltræningen i sporten har også hjulpet mig. Når jeg gør mit allerbedste, kan jeg ikke gøre mere. Og det hjælper ikke at tage problemerne med hjem.

Vi er nødt til at komme videre og fokusere på det gode, selv om det som nyuddannet med halvandet år i praksis kan være svært ikke at gruble over, hvad jeg måske kunne have gjort.

Omvendt gør det mig også til en bedre løber, at jeg har noget meningsfyldt ved siden af min sport. Det gør mig til et gladere menneske.

Under COVID-19 er jeg gået fra 10 til 25 timer om ugen på klinikken.

Jeg kedede mig lidt, fordi der ikke har været store stævner. Men så har jeg i stedet fået mulighed for at fokusere på at blive en bedre tandlæge.

Det er vigtigt for mig at adskille de to ting. Jeg er tandlæge på jobbet, og jeg bryder mig ikke om alt for meget opmærksomhed omkring min sport. Det er patienterne, det drejer sig om.

Når jeg har fri, er jeg atlet.

Sporten tager selvfølgelig meget af min tid. Træning, restitution, diætist og træningsophold. Men også sponsorer, fysioterapeut og kiropraktorer er en stor del af mit liv.

Jeg bliver nødt til at være opmærksom på kroppen og forebygge skader. Her kan arbejdet godt være en udfordring for ryg, lænd og skulder sammen med bilkørsel.

Sidste år gav det faktisk en skade i højre ben, så derfor må jeg hele tiden justere mine vaner. Nu bruger jeg fartpilot i bilen for at spare benet og har fået en ny stol på arbejdet med mere bevægelse, så jeg bedre kan veksle mellem stående og siddende stilling.

Jeg er nok meget fintunet og kan mærke selv små ændringer i kroppen. Så det er vigtigt hele tiden at optimere – helt ligesom når jeg laver tandlægearbejde.