"Musikken renser min hjerne"

At spille på Orange Scene sidste sommer var helt vildt. Det var højdepunktet i mit musiske liv!

For musikere er Orange Scene en af de mest ikoniske scener at spille på. Samtidig er den notorisk svær at spille på. Mange musikere har fejlet på den gennem årene.

Til lydprøven regnede det, og jeg fik bange anelser. Var det kun vores venner, der ville komme? Ville vi få dårlige anmeldelser?

Men en halv time før koncertstart brød solen frem, og det blev en af de koncerter med flest mennesker den sommer.

Da vi spillede sangen ” Fabrik”, vandt vi bare Orange Scene, og det var et af de mest perfekte øjeblikke i mit liv som musiker.

Jeg har aldrig overvejet at hellige mig musikken, for jeg har altid mest følt mig som tandlæge.

Det kan måske virke som en hån mod musikken, men jeg føler, at det er nemmere at dygtiggøre mig i tandlægefaget.

Tandlægefaget er mere fagligt udfordrende for mig, og det har været mere givende for mig i mit daglige virke, hvor musikken blot er krydderi på tilværelsen.

Musikken begyndte hos mig i mine tidlige teenageår. Det blev seriøst gennem gymnasiet, men så fandt jeg ud af, at musikerlivet måske ikke var så glamourøst, som jeg troede.

At spille såkaldt røvbaldemusik til enkeballer var ikke min drøm, så jeg startede i stedet på Tandlægeskolen i København.

Gennem årene har jeg tænkt over, om jeg mon er blevet en halvt så god tandlæge, end jeg kunne have været, fordi jeg også har brugt tid på musikken. Det har krævet et stort fokus at dygtiggøre mig inden for to verdener.

Men samtidig kan jeg også se noget synergi i det; i musikken skal man indøve nogle repertoirer, og som tandlæge skal man indlære nogle faglige værker inden for behandlingsformer og diagnostik.

Begge dele skal fortolkes. De musiske værker skal fortolkes i forhold til spillestedet og publikum, og de tandfaglige værker skal fortolkes i forhold til den enkelte patient.

Det kræver kreativitet. Og jeg tror, at jeg bruger den samme kreative åre i musikken, som når jeg fx skaber en flot fyldning.

Samtidig kræver begge verdener også præcision og disciplin.

Når jeg er ude at spille, er det uhyre vigtigt, at alle numre bliver spillet præcist og på samme måde hver gang. Og der er høje krav til, at man ikke fejler, når man fx spiller på Orange Scene. De samme høje krav til præcision gælder også, når jeg laver et kirurgisk indgreb. Begge dele er højintenst.

Da jeg var færdig som tandlæge, savnede jeg musikken, og jeg begyndte at spille i et professionelt backing band for caribiske kunstnere, som ikke har deres eget band med, når de turnerer i Europa.

Det var en dyr hobby for en ung tandlæge, for jeg var typisk nødt til at tage to-­tre uger fri, når jeg skulle på turné. Samtidig var jeg altid ham, der havde den mest stabile økonomi.

Musikere er typisk broke fra januar til marts. Det var anderledes for mig. Jeg har altid været den eneste med et normalt job ved siden af. Jeg er billedet på normaliteten. Også fordi jeg ikke har lange dreadlocks og ryger fjolletobak.

Det har givet tryghed og en frihed at have min indtjening som tandlæge, fordi jeg ikke har været bundet til at tage ud at spille. Det har bibeholdt en spontan glæde hos mig.

Efter nogle år med det caribiske backing band begyndte jeg at spille med Wafande, Shaka Loveless og senere Bikstok.

Jeg kan tydeligt huske sommeren i 2011, hvor jeg spillede med Wafande. Han havde lige udgivet ”Giv mig et smil”, og pludselig stak det helt af og kom på alle hitlister. Det var fedt at være en del af.

At være musiker renser min hjerne, så jeg er klar til at komme på klinikken igen. At jeg kan hellige mig noget helt andet fra tid til anden, er meget vigtigt for mig på et mentalhygiejnisk niveau.

Og selvom det er svært også at balancere et familieliv med to små børn, så kan jeg ikke undvære musikken i mit liv.