Coronafejl hos STPS koster tandlæge dyrt

Det var en fejl, da Styrelsen for Patientsikkerhed bad Aarhus-tandlæge om at aflyse alle patienter pga. en patients positive COVID-19-test. Desværre var skaden allerede sket.

penge
Tekst: METTE WALLACH

En mandag i august bliver Nikolaj Lund Thomsen ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS).

– Jeg fik et sug i maven, for lige præcis den myndighed ringer kun, hvis noget er galt, siger Nikolaj Lund Thomsen.

Og det var der også, ifølge STPS. En af Nikolaj Lund Thomsens patienter var testet positiv for COVID-19.

Patienten havde været til behandling dagen før, og Nikolaj Lund Thomsen blev bedt om at aflyse alle patienter og gå hjem, indtil han og klinikassistenten kunne fremvise to negative tests.

Fra Styrelsen lød begrundelsen, at han og klinikassistenten var såkaldte ”nære kontakter”. Men en tandklinik kan ikke være en nær kontakt, fastslår Tandlægeforeningens formand.

– Da vi blev kontaktet af medlemmet, tog vi omgående fat i styrelsen, og de bekræftede, at man ikke defineres som nær kontakt, hvis kontakten med den smittede har levet op til Sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer i henhold til hygiejne og værnemidler, siger Susanne Kleist.

Dommeren med det røde kort
Det faldt ikke Nikolaj Lund Thomsen ind, at styrelsen kunne tage fejl.

– Jeg tænkte aldrig, at jeg skulle forholde mig kritisk til beskeden. Jeg er meget autoritetstro og især over for STPS. De er jo dommeren i fodboldkampen, og det er den styrelse, der kan trække det røde kort. På intet tidspunkt overvejede jeg, om vejledningen var korrekt eller ej, siger han.

Derfor gik han straks i gang med at aflyse patienter, og de patienter, der allerede sad i venteværelset, måtte han bede om at gå hjem igen. Men på fejlagtigt grundlag.

– Jeg er ekstremt skuffet. Det er jo ikke en begynderfejl. STPS burde have styr på det her. At sende mig hjem svarer jo til, at man sender læger hjem, der poder for COVID-19, hvis de har podet et positivt resultat. Sådan kan man jo ikke have en sundhedssektor, siger han og fortæller, at selvom STPS har erkendt fejlen, er skaden sket.

– Jeg kan ikke tage på arbejde, for alle patienter er aflyst, siger han og fortæller, at fejlen indtil videre har kostet ham omkring 75.000 kr.

TF: Tandlægen skal kompenseres
I Tandlægeforeningen er Susanne Kleist også rigtig ærgerlig over forløbet, og hun understreger, at foreningen nu er gået ind i sagen, og at man nu arbejder på at få Styrelsen for Patientsikkerhed til at udbetale kompensation til Nikolaj Lund Thomsen.

– Det kan naturligvis ikke være rigtigt, at han skal bøde for styrelsens fejl, siger Susanne Kleist og understreger:

– Jeg vil virkelig opfordre alle medlemmer til at kontakte Tandlægeforeningen, hvis de bliver kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed. Brug os hellere en gang for meget end en gang for lidt. Det er det, vi er her for, siger hun.