"Med alt at vinde og intet at tabe bestilte jeg et mikroskop"

Kunne du forestille dig en verden uden dentalmikroskop?

Det korte svar er nej. Af den simple årsag, at uden mit dentalmikroskop ville jeg rent fysisk ikke kunne arbejde.

Da jeg havde været tandlæge i omkring otte år, fik jeg en skade i min nakke. Jeg kunne ikke tåle at sidde så statisk med nakken bøjet over patienten hver dag.

Og pludselig kunne jeg hverken gå eller stå. Jeg kunne kun ligge ned, og jeg troede, at mit liv var slut.

Men via nettet læste jeg om nogle amerikanske tandlæger, der var kommet tilbage på arbejdsmarkedet ved at bruge dentalmikroskop.

Så med alt at vinde og intet at tabe, bestilte jeg et mikroskop. På den måde kom jeg tilbage på jobbet.

Det er 10 år siden nu, og hvis jeg i dag ikke bruger mikroskop i længere tid, så får jeg straks smerter i nakken igen.

Er mikroskopet godt for andet end din nakke?
– Ja. Den åbenlyse fordel ved mikroskop er forstørrelsen.

I dag er det meget udbredt blandt tandlæger at bruge lupbriller, men her skal man stadig bukke nakken, og mikroskopet er også next level i forhold til forstørrelse.

Man kan hurtigt skifte mellem lille og stor forstørrelse, og derfor er det et rigtig godt værktøj til alt fra rodbehandlinger til almindelige fyldninger og mikrokirurgi.

Man kan simpelthen se flere detaljer og på den måde lave mere grundige behandlinger.

Til trods for det er mikroskopet ikke så udbredt i Danmark, og jeg tror, det er fordi, at det dels er en dyr anskaffelse, og så tager alle behandlinger typisk længere tid at udføre med mikroskop. Det skal man kunne holde ud.

Derudover kræver et mikroskop, at ens klinikassistent hele tiden ved, hvad ens næste træk er.

Jeg tager aldrig øjnene væk fra mit mikroskop, så det er vigtigt, at min klinikassistent ved, hvilket redskab jeg skal bruge hele tiden.

Det tog mig omkring et år at blive dus med mit mikroskop. Jeg tilegnede mig den viden af nød, og nu kan jeg ikke undvære det.

Hvad gør du for at blive en bedre tandlæge?
– Fra jeg kom ud af Tandlægeskolen, var jeg meget opsat på at blive bedre og bedre.

Jeg tilegnede mig viden i udenlandske bøger og tidsskrifter, og jeg måtte erkende, at hvis jeg skulle lære det, jeg så og læste, så måtte jeg tage til udlandet.

Jeg var og er stadig meget videbegærlig. Måske kommer det drive fra min sport.

Jeg har dyrket karate i 30 år og har en meget hård træningsdisciplin. Det med at sætte et mål og blive den bedste version af mig selv stammer nok derfra.

Gennem min jagt efter ny viden stødte jeg på den brasilianske parodontolog André Pelegrine, som er blevet min største inspirationskilde.

Han tog mig ind som mentee, hvor jeg kom helt tæt på ham over et halvt år. Jeg hjalp ham i klinikken og var med til at undervise hans elever. Det var helt fantastisk og noget, man ikke kan kø be for penge.

Mit forløb med ham åbnede rigtig mange internationale døre for mig.

Jeg kom med i den brasilianske gruppe EPPIC , som hovedsageligt består af parodontologer, kæbekirurger og protetikere. I 2016 var vi på UCLA og møde den amerikanske professor Peter Moy, der var den første på vestkysten, som lavede navigationskirurgi.

Nu hvor jeg har været tandlæge i 18 år, er jeg begyndt at slappe mere af fra min higen efter ny viden, og jeg er også begyndt at finde ud af, hvor mange dygtige tandlæger der er i Danmark, som jeg kan få inspiration fra.

Sådan er det nok generelt i livet. Man kigger meget udad til at starte med, og så finder man til sidst ud af, hvilke kvaliteter der er lige ud for ens egen næse.

Hvad optager dig lige nu?
– Jo mere jeg beskæftiger mig med at lave implantater, jo mere har jeg behov for knogleopbygning.

Opbygningen i det bløde væv lærte jeg i Brasilien, og jeg vil gerne blive bedre til at bygge op i det hårde væv.

Der er så mange idéer og tanker om, hvordan man skal gøre, og det er tydeligt, at feltet er operatorafhængigt. Derfor er det svært at sige, hvilken metode der er bedst.

Faktum er, at jeg bare er en almindelig tandlæge, der laver mange forskellige ting. Men jeg er så heldig, at jeg får en hel del henvisninger i implantater til fortænder, blødtvævskirurgi og æstetiske cases. På den måde kan jeg få lov til at blive bedre og bedre – også indenfor knogleopbygning.

Jeg er bl.a. stor tilhænger af Khoury­knogle pladeteknik, som udelukkende benytter sig af autologe knogler.

Hvem vil du sende stafetten videre til, og hvad vil du spørge vedkommende om?
– Jeg sender stafetten videre til Jesper Hatt, som er min gode ven og kollega. Vi har haft de samme interesser gennem vores tandlægeliv, men sidste år måtte han stoppe som tandlæge netop på grund af nakkesmerter.

Jeg vil gerne spørge Jesper Hatt, om der er et liv på den anden side af tandlægestolen?