"Det gule syge sikringsbevis skal ikke være tandlægens gyldne lænke"
Træd ud af særloven! Sådan lyder den klare opfordring fra klinikejer Meriam Galai, som giver dig sine tre anbefalinger.
Meriam Galai
Uddannet i 2004 fra Tandlægeskolen i Aarhus
Klinikejer, Tandklinikken Egebæksvej, Højbjerg
1. Ryd op og før simpel klinikdrift
Sorter i alt overflødigt, både hvad angår materialer, instrumenter, personaletimer og patienter.
Forær materialer og ting væk, du ikke bruger.
Brug dine stoletimer på patienter, du godt kan lide. En patientbehandlerrelation er et samarbejde, og den bedste behandling opnås, hvor samarbejdet er godt. Er samarbejdet ikke godt, bør der hen vises til en dygtig kollega, hvor patienten kan blive gladere.
Lav behandlinger, du er god til, og som har din interesse. De øvrige henvises til specialiserede kollegaer. Hellere henvise en gang for meget end en gang for lidt.
Oprydning og simpel klinikdrift giver øget arbejdsglæde, gode kollegiale fællesskaber, frihed samt ro i arbejds livet og mentalt overskud. Det må være det ypperste, man kan opnå i sit virke.
2. Træd ud af særloven
Særloven gavner ikke patienternes tandsundhed eller vores arbejdsvilkår som behandlere.
Tandlæger skal have frihed i arbejdsgang frem for at blive detailreguleret af regions økonomi.
Beslutninger skal tages ud fra en sundhedsfaglig vurdering kombineret med patientens ønsker og ikke efter en kontrolstatistik. Det gule sygesikringsbevis skal ikke være tandlægens gyldne lænke.
Tandlæger skal ikke arbejde under et diktat, der giver afkald på friheden i arbejdslivet.
Vi skal have gode arbejdsvilkår på vores klinikker, så vi kan lave behandlinger af høj kvalitet og give en god oplevelse og et personligt overskud videre til vores patienter. Det er derfor, vi er tandlæger.
3. Deltag aktivt i fagpolitk
Bestyrelsesarbejde holder fingeren på pulsen. Det giver medindflydelse og et alsidigt professionelt kollegialt netværk.
Bestyrelsesarbejde er et værdifælleskab, der trods uenigheder og forskellige synspunkter giver indblik og læring.
Sidder man i en bestyrelse, er man aktivt med til at træffe beslutninger af stor betydning for det daglige og faglige virke i den danske tandlægeverden og dermed på ens klinik og i ens hverdag.
En bestyrelsespost fremmer forståelsen for, hvordan det øvrige erhvervsliv hænger sammen. Desuden pynter det på ens CV, ifald man skulle få brug for at søge andre jobs.
Deltagelse, meninger og idéer kan i sidste ende bidrage til noget stort og komme andres og din egen hverdag til gode.
Ligger du også inde med anbefalinger eller tips, som kollegaerne kan få glæde af? Så skriv til Tandlægebladet på TB@tdl.dk