Under STPS-anklage i over to år:

"Det påvirker en at være under anklage i så lang tid"

I over to år kæmpede tandlæge Peter Kohberg for at komme af med Styrelsen for Patientsikkerheds anklager om mangelfuld journalføring. Den fraværende dialog med styrelsen var frustrerende, sagsbehandlingstiden alt for lang, og var det ikke for hans erfaring og hjælp fra Tandlægeforeningen, havde sagen måske ført til, at han var stoppet som tandlæge.

Peter Kohberg
Tekst: KIM ANDREASEN, FREELANCEJOURNALIST / Foto: CARSTEN BUNDGAARD

På køkkenbordet foran Peter Kohberg ligger en bunke med breve og dokumenter.

Det er den korrespondance, han har haft med Styrelsen for Patientsikkerhed om den tilsynssag, som har fyldt rigtig meget i den 64-årige tandlæges liv siden 2017.

Sagen er formelt afsluttet. Det blev den i februar i år, og det påbud, som Styrelsen for Patientsikkerhed tildelte Peter Kohberg med baggrund i, at han var til fare for patientsikkerheden på grund af mangelfuld journalføring, er ophævet.

Men tandlægen med praksis i Tinglev i det sønderjyske er stadig påvirket af sagen, så han beder sin kone, som selv er tandlæge, om at være med på en lytter, mens han taler med Tandlægebladet.

Hun har igennem hele forløbet været en vigtig sparringspartner for Peter Kohberg.

– Den sag har frustreret mig meget og givet en del søvnløse nætter. At være under anklage for at være til fare for patientsikkerheden over så lang tid, er noget, der påvirker en. Jeg bliver sådan helt ... ja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, når jeg sidder her og taler om det, siger Peter Kohberg, mens han med sine hænder viser, at hårene rejser sig på hans arme.

At være under anklage for at være til fare for patientsikkerheden over så lang tid, er noget, der påvirker en

Styrelsen dumper journaler
Peter Kohberg betegner ellers sig selv som en garvet tandlæge, som ikke sådan lader sig slå ud.

Han har gennem mange år interesseret sig for kirurgi og implantologi, og hans klinik er en henvisningspraksis, hvor han håndterer patienter med komplicerede problemer fx amotioer, implantantbehandlinger og større rekonstruktioner.

Hans viden og ekspertise gør ham efterspurgt, og han har været tilknyttet andre klinikker. Og det er netop i forbindelse med en af de ansættelser, at sagen, der var lige ved at få ham til at opgive tandlægelivet, starter.

– I december 2017 – tre måneder efter, at jeg er stoppet med at arbejde på en københavnsk klinik – får jeg et brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Jeg er blevet taget ud i forbindelse med en patientklagesag. De har ikke noget at udsætte på min behandling, men ifølge styrelsen er journalmaterialet ikke godt nok, fortæller Peter Kohberg.

Styrelsen beder Peter Kohberg om at indsende journaler fra sit virke på klinikken i København. Men da ansættelsen er ophørt, tilbyder han selv, at styrelsen får journaler fra hans egen klinik i Tinglev.

Det takker styrelsen ja til. Han udvælger selv journalerne og fremsender dem til styrelsen.

Får en gevaldig mavepuster
Her er det, at Peter Kohberg peger på, at han er blevet tandlæge i en tid, hvor der ikke var samme krav til journalføring som i dag.

Men at den sagkyndige, som Styrelsen for Patientsikkerhed havde sat til at gennemgå sagen, angav så mange fejl og mangler i de indsendte journaler, kom som et chok for ham.

– Jeg blev haglet ned. Styrelsen skrev, at jeg ikke havde dokumenteret tilstrækkeligt, hvad jeg har lavet – bl.a. i forhold til røntgenbilleder og datering af notater. Det var noget af en mavepuster, husker han.

Peter Kohberg satte sig ned og skrev et brev til styrelsen, hvor han startede med at gøre det klart, at han godt kunne se, at de havde ret på en række punkter, og han medsendte yderligere eksempler på journaler, som han har arbejdet intenst på at forbedre.

– Min hensigt med brevet var et håb om, at styrelsen ville indgå i en dialog om, hvad der skal til, for at en journal lever op til kravene og samtidig være forenelig med vores hverdag ude i klinikkerne, forklarer Peter Kohberg.

Hvis du bliver kontaktet af STPS

Tre ting du ALTID skal huske

1. Hold øje med din e-boks til erhverv. Det er her henvendelserne fra STPS lander.

2. Kontakt altid Tandlægeforeningen, hvis du modtager en henvendelse fra STPS. Som medlem af foreningen kan du få rådgivning og hjælp til både sagsforløb og kommunikation med styrelsen.

3. Udvælg aldrig journaler uden sparring fra Tandlægeforeningen

Påbud i stedet for dialog
Men dialogen udebliver.

Otte måneder efter den første henvendelse, i august 2018, indsender Peter Kohberg flere journaler, fordi styrelsen beder om en opfølgning. Men der går fire måneder mere, før der sker noget. På det tidspunkt har sagen varet et år.

I december 2018 får han igen en lang skrivelse, som udmønter sig i, at han den 15. januar 2019 får et fagligt påbud for at være til fare for patientsikkerheden.

Han bliver registreret på styrelsens hjemmeside, og påbuddet skal også fremgå af Peter Kohbergs egen hjemmeside. Samtidig får han pålagt at indsende flere journaler, hvis påbuddet skal fjernes.

– Men til forskel fra den første gang så går styrelsens sagkyndige nu ind og vurderer mine konkrete behandlinger – og det på trods af at den her sag kun handler om journalføring. Det både ryster mig dybt og gør mig vred, og det er her, at jeg indser, at det var en fejl, at jeg startede med at bokse med det alene, forklarer han og fortsætter:

– Jeg tænkte, at det bare var nogle journaler, og at jeg sagtens kunne løse det selv. Men det går efterhånden op for mig, hvad det er for en størrelse, jeg var oppe imod. Og da jeg sad nærmest modløs med de nye skrivelser, hvor de sablede mine journaler og nu også min behandling ned, kontaktede jeg Tandlægeforeningen, fortæller Peter Kohberg.

Tandlægeforeningen overtager herefter kommunikationen med styrelsen på Peter Kohbergs vegne.

Samtidig starter et intenst forløb, hvor Tandlægeforeningen hjælper Peter Kohberg med at få journalarbejdet optimeret, så styrelsen ikke mere har noget at komme efter. Blandt andet arrangerer de et intenst journalføringskursus for hele Peter Kohbergs klinik i forhold til de faglige elementer i afgørelsen.

– Lige i den tid havde jeg det som et skib, hvor kompasset var gået i stykker. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Tandlægeforeningen var til uvurderlig hjælp, og de gav mig også den moralske støtte, som jeg i den grad havde brug for.

Det går efterhånden op for mig, hvad det er for en størrelse, jeg var oppe imod

Hårdt at være under anklage i over to år
Den 27. februar 2020 bliver sagen endelig afsluttet. Styrelsen meddeler, at kvaliteten i hans journaler nu er så god, at hans påbud kan fjernes.

Det var naturligvis en lettelse for Peter Kohberg ikke længere officielt at være til fare for patientsikkerheden. Arbejdet med journalføring i samarbejde med Tandlægeforeningen havde båret frugt.

Men for Peter Kohberg er det ikke nemt at lægge sagen bag sig fra den ene dag til den anden.

– Det værste har været det lange sagsforløb. Det er hårdt at være under anklage i to et halvt år. Jeg oplevede, at der gik flere måneder, fra jeg sendte journaler ind, som jeg i øvrigt fik en urimelig kort frist til at få gjort klar, til jeg hørte fra styrelsen. Den ventetid, hvor man hver morgen håber, at der er kommet et brev, er svær, fortæller Peter Kohberg.

Sagen koster næsten arbejdslivet
En anden frustration for Peter Kohberg var, at han følte, at han i styrelsen havde en modpart, han ikke kunne have en dialog med.

– Det er en afmagtsfølelse, og der var ikke et eneste tidspunkt, hvor jeg vidste, hvad styrelsen præcist ville have af mig, og hvornår mine journaler var gode nok. Havde jeg ikke haft den alder og den kampgejst, så havde jeg nok kastet håndklædet i ringen, siger Peter Kohberg.

Det er vigtigt for ham at slå fast, at han også har lært af forløbet.

– Vi har fået løftet journalarbejdet på vores klinik. Det var der også brug for – det erkender jeg blankt. Men det ville have været meget nemmere både for mig, men sandelig også for styrelsen, hvis de fra starten var gået ind i en konstruktiv dialog om mit journalarbejde og holde fokus på patientsikkerhed.

Det er en afmagtsfølelse, og der var ikke et eneste tidspunkt, hvor jeg vidste, hvad styrelsen præcist ville have af mig

Advarer andre tandlæger
Peter Kohberg har et ønske om, at styrelsen vil udarbejde en egentlig vejledning om journalføring.

– Nu har jeg – på den virkelig hårde måde – fundet ud af, hvad der skal til, for at en journal opfylder styrelsens krav. Men for mig at se er det afgørende, at vejledningen bliver udarbejdet i fællesskab mellem styrelsen og tandlæger, det vil være til gavn for tandlægerne, styrelsen, og ikke mindst vil den højne patientsikkerheden.

Peter Kohberg skubber stakken af dokumenter fra sagen ud til siden. For ham er sagen nu et afsluttet kapitel. Men andre tandlæger kan frygte at havne i samme situation, og til dem har han et godt råd:

– Kommer man i Styrelsen for Patientsikkerheds søgelys, så lad være med at gå i panik, og kontakt Tandlægeforeningen.

Vil du blive bedre til journalføring?

Tandlægeforeningen har et webinar, der giver dig overblik over de grundlæggende regler for journalføring. Webinaret er gratis og tager 20 minutter. Klik ind på medlemsnettet Tdlnet.dk og søg på webinar og journalføring. Det er også muligt at få skræddersyet individuelle kurser om journalføring til hele klinikken. Kontakt Tandlægeforeningen på 70 25 77 11 for mere information og pris.