Trin for trin:

Sådan udfører du en spytmåling

Ændringer i mængden og sammensætningen af helspyt kan medføre øget risiko for at udvikle sygdomme i mundhulen. I denne guide bliver du præsenteret for de mest enkle og almindelige metoder til at udføre salivadiagnostik i din klinik.

Spytmåling
Tekst: BEARBEJDET AF PROFESSOR ANNE MARIE LYNGE PEDERSEN OG KIM ANDREASEN / Foto: Lizette Kabré

Sådan foretager du en sialometri

Den mest anvendte og bedst validerede metode til måling af spytsekretionen er den såkaldte “afløbsmetode”. Det er vigtigt at foretage måling af både den ustimulerede og tyggestimulerede helspytsekretionshastighed, da det giver værdifuld information om spytkirtlernes samlede funktionelle kapacitet hos den enkelte patient. Og værdierne vil ofte være vejledende for, om patienten har medicininduceret nedsat spytsekretion eller en tilgrundliggende sygdom, som påvirker selve spytkirtelvævet.

Det er også brugbart i forhold til, om der er residualkapacitet i spytkirtlerne, som kan stimuleres fx med tyggegummi. Den ustimulerede helspytsekretionshastighed vil sædvanligvis være abnormt lav ved medicin-induceret nedsat spytsekretion, mens den tyggestimulerede helspytsekretionshastighed vil være normal. Ved almen sygdom, som fx Sjögrens syndrom, vil begge spytsekretionshastigheder typisk være abnormt lave.

1. Forberedelse

Patienten må ikke have stimuleret spytproduktionen minimum en time inden spytsekretionsmålingen, dvs. IKKE have spist, drukket, børstet tænder, tygget tyggegummi eller anvendt tobaksprodukter eller andet i munden. Patienten skal IKKE være fastende. Til spytmålingen skal bruges en køkkenvægt (med to decimalers præcision) og to plastikbægre, som vejes forinden. Vægten noteres på hvert bæger.

2. Ustimuleret helspytmåling

Patienten skal sidde afslappet i en stol i et roligt og uforstyrret rum. Patienten instrueres i at sidde med hovedet foroverbøjet og lade munden være let åben og lade spyttet løbe passivt ned i plastbægeret. Patienten instrueres i ikke at synke spyttet, mens spytopsamlingen foregår. Lige inden spytopsamlingen starter, skal patienten foretage en synkebevægelse.

Spytopsamlingen foregår over 15 min. Afslutningsvis skal patienten tømme munden for spyt ved at spytte det sidste spyt ned i bægeret. Straks herefter vejes bægeret inkl. det opsamlede spyt. Vægten af bægeret fratrækkes, og spytsekretionshastigheden beregnes ved at dividere med tidsintervallet for opsamlingen; dvs. 15 min. Da 1 g spyt antages at svare til 1 ml spyt, bliver enheden for den beregnede spytsekretionshastighed ml/min.

Såfremt målingen viser en spytsekretionshastighed på 0,3-0,5 ml/min, er den normal. Hvis målingen viser en ustimuleret helspytsekretionshastighed på under 0,2 ml/min, så har patienten nedsat spytsekretion. En ustimuleret helspytsekretionshastighed på 0,1 ml/min eller derunder karakteriseres som hyposalivation.

3. Tyggestimuleret helspytmåling

Den stimulerede helspytsekretionshastighed måles over 5 min. Patienten skal her tygge på et stykke sukkerfrit tyggegummi af en vis hårdhed (gustatorisk og mastikatorisk stimulation) eller et stykke paraffinvoks (neutral smag) ved sin egen normale tyggefrekvens og med ½ minuts interval spytte ned i det forvejede bæger, eller lige inden patienten får trang til at synke. Bægeret og det opsamlede spyt vejes. Vægten af bægeret fratrækkes, og spytsekretionshastigheden beregnes ved at dividere med 5 min. En tyggestimuleret helspytsekretionshastighed på 1,0-2,0 ml/min er inden for normalområdet, mens en stimuleret helspytsekretionshastighed på 0,7 ml/min eller under er hyposalivation.

4. Opfølgning og behandling

Ustimuleret spytsekretionshastighed på under 0,2 ml/min: Det skal tages med i behandlingsplanlægningen, da patienten har øget risiko for udvikling af sygdomme i mundhulen og skal følges i forhold til risiko for udvikling af hyposalivation. Hvis der i øvrigt er symptomer og kliniske tegn på almen sygdom, skal patienten henvises til nærmere udredning og for evt. medicinsanering/ ændring hos praktiserende læge.

Har patienten en ustimuleret spytsekretionshastighed på 0,1 ml/min eller under og 0,7 ml/min eller under for den stimulerede helspytsekretionshastighed: Her er der tale om hyposalivation. Patienten skal henvises til udredning for almen sygdom, herunder Sjögrens syndrom. Det kan dog også skyldes indtagelse af lægemidler, som hæmmer både den ustimulerede og tyggestimulerede helspytsekretion, fx centraltvirkende analgetika og tricykliske antidepressiva.

Ved sidstnævnte kan medicinsanering/-substitution være påkrævet, og dette skal foregå hos praktiserende læge eller behandlende hospitalsafdeling. Det er en tandlægefaglig opgave at varetage information, forebyggelse, lindring og behandling af symptomer og komplikationer ved xerostomi og nedsat spytsekretion.

Patienter med tilbageværende funktionelt spytkirtelvæv, dvs. kan producere spyt ved måling af den stimulerede helspytsekretion, har ofte gavn af produkter, der kan stimulere spytsekretionen. Det kan være sukkerfrit tyggegummi (mastikatorisk stimulation) og pastiller, sugetabletter mv. med smag (gustatorisk stimulation).

Forskellige typer spyterstatningsprodukter kan lindre følelsen af mundtørhed, men også almindelig vand på sprayflaske kan anbefales. Desuden er det væsentligt at forebygge og behandle de orale komplikationer, der ofte ses i relation til nedsat spytsekretion.

Foretag altid udredning for nedsat spytsekretion, når patienten:

  • Klager over vedvarende mundtørhed (xerostomi) og tørstfornemmelse.
  • Angiver at have problemer ved tale og i forbindelse med fødeindtagelse (tygning, synkning og smag).
  • Angiver at have problemer med sarte, sviende, brændende mundslimhinder.
  • Har ”uforklaret” øget cariesaktivitet (responderer ikke på almindelig behandling) og tand erosion.
  • Har incipiente og manifeste carieslæsioner langs margo gingivae samt incisalt og på cuspides.
  • Har hyppig forekomst af oral candidose og angulær cheilitis.
  • Har mundslimhindeforandringer, herunder fissurering og depapillering af dorsum linguae.

Den rutinemæssige kliniske vurdering af spytkirtelfunktionen omfatter inspektion og palpation af de store spytkirtler og deres udførselsgang i mundhulen.

Ekstraoralt
Bemærk, om læberne er tørre og sprukne, og om der er angulær cheilitis.

Intraoralt
Vurder den tilstedeværende spytmængde (er der spytpool i mundbunden, er spyttet vandigt, skummende og/eller slimet?) og mundslimhindernes hydreringstilstand og evt. formog farveforandringer. Ved længerevarende hyposalivation vil der ofte være tegn på følger heraf i form af ændringer i mundslimhindernes udseende, caries og gingivitis. Hos især børn og yngre patienter samt patienter med kognitiv dysfunktion kan symptomer på nedsat spytsekretion være mere diskrete og undertiden fraværende, og det er derfor vigtigt at foretage objektiv måling af spytsekretionen (sialometri).

Pedersen AML, Sørensen CE, Carpenter GH et al. Salivary secretion in health and disease. J Oral Rehabil 2018;45:730-46.