Mængden af patienter er overvældende

Hvad får europæiske tandlæger til at forlade deres trygge kliniske hverdag og kaste sig ud i at ekstrahere tænder under primitive forhold i et udviklingsland? Ifølge en britisk interviewundersøgelse er der tre hovedmotiver: faglige udfordringer, spændende oplevelser og ønsket om at gøre en forskel.

Undersøgelsen er baseret på dybdegående interviews med 20 tandlæger, der i 1-6 uger havde været udsendt til lav- eller mellemindkomstlande i Afrika, Asien eller Latinamerika. Tandlægerne var mellem 26 og 73 år gamle og havde fra tre til 43 års erhvervserfaring. De udsendte tandlæger fandt gennemgående, at der manglede udstyr (units, røntgenapparater), instrumenter, materialer og ofte også helt basale forsyninger som elektricitet og vand.

Mængden af patienter var også ofte overvældende, og sygdomsbilledet var markant anderledes, end tandlægerne var vant til. Især var tandlægerne frustrerede over de mange behandlingskomplikationer, som skyldtes tandsættenes stærkt forringede tilstand. Ofte endte ekstraktionerne i operative indgreb, fordi de meget destruerede tænder frakturerede under behandlingen.

Der var også mange tilfælde, hvor patienter, der tidligere havde fået nødbehandling, vendte tilbage med efterladte rødder, alveolitis sicca dolorosa, blødning eller postoperative infektioner. Endelig følte mange af tandlægerne, at deres arbejde kun var lappeløsninger, der ikke løste det grundlæggende problem, som var utilstrækkelig adgang til basal tandpleje for alle. De fandt det derfor påkrævet, at der blev allokeret resurser til at uddanne lokale tandlæger og opbygge lokale klinikker.