"Nu er det mig, de spørger, når vasken er stoppet"

Christian Lind Axelgaard spørger:

Hvad er udfordringerne, når man som tandlæge køber en klinik første gang?

– Jeg vil næsten vende spørgsmålet om til: Hvad er ikke en udfordring, når man står som ny klinikejer? Det er meget forskelligt fra at være ansat tandlæge. Her laver du tænder og opnår succes gennem behandling og kontakten med patienterne. Det gør du selvfølgelig også som klinikejer, men pludselig er der en helt masse andre ting at tage stilling til. Ledelse, trivslen hos personalet, papirarbejde, planlægning – og nu er det jo fx også mig, personalet spørger, når vasken på klinikken er stoppet.

Dybest set ved du slet ikke, hvad du går ind til, og når man som Jens og jeg (tandlæge Jens Mølgaard Falkner, red.) køber en klinik, hvor vi ikke i forvejen var ansat. Du ved fx ikke, hvilken tilgang personalet har til arbejds- og omgangsformer. Jeg kan huske, at jeg tænkte meget over, om jeg nu var klar til at blive klinikejer, eller om jeg måske stadig var for ung. Men her et år efter har jeg fundet ud af, at jeg ikke var for ung. Det var det helt rette tidspunkt, og jeg var klar.

Hvad er kommet mest bag på dig?

– Det er nok netop den tsunami af ting, der ikke har med behandling og patientkontakt at gøre, der vælter ind over dig. Bare sådan noget som barsel og sygemeldinger tager afsindig lang tid at få styr på. Men vi havde lidt luret, hvordan det ville være, så vi ansatte fra starten en  koordinator. Hun tager sig af mange ting – lige fra at bestille nyt tøj til de ansatte, få ferie og arbejdsplaner til at gå op, udfærdige ansættelseskontrakter, søge refusion, opdatere hjemmeside og Facebook. Alt det, der ikke har med tænder at gøre. Så kan vi holde mere fokus på tandlægestolen og patienten. Men jeg bruger da stadig en del aftener og nogle weekender på papirarbejde.

Hvad kunne have gjort det nemmere for dig at blive ny klinikejer?

– Jeg kunne godt have haft brug for at sparre med en anden tandlæge, som lige havde stået overfor at skulle købe klinik første gang, og som havde fået nogle erfaringer, han eller hun kunne dele ud af – fx hvad man skal spørge sin bank eller revisor om, hvordan man sikrer sig, at kontrakterne med de ansatte er i orden. Men faktisk også helt lavpraktiske ting som: Hvordan kan du få familielivet til at hænge sammen? Hvordan får du tid til indkøbene? Og hvad med julegaver til de ansatte?

Hvordan er du gået til opgaven som klinikejer?

– Det har været godt at være to. Jens og jeg har kunnet diskutere og vende tingene sammen. Vi har den samme tilgang til, hvordan vi mener, en klinik skal drives, og vi har begge arbejdet som ansatte tandlæger både i kommunalt og privat regi. Der har vi gjort os nogle erfaringer, som vi har taget med os. Kodeordet er kommunikation – både med patienterne og internt i klinikken.

Når det gælder patienterne, har vi mange ældre borgere her hos os. Flere af dem har brug for at snakke, og det tager vi os tid til og planlægger efter. Og i øvrigt prioriterer jeg også rent fagligt at have god tid til det, som motiverer mig – nemlig at have god tid til at nørkle med endodontibehandlingen.

På en tandklinik er det for os at se også afgørende, at alle ansatte ved, hvad der skal ske den kommende tid, og hvilken rolle de hver især har. Vi har derfor indført et system med ugentlige orienteringer, hvor alle får at vide, hvem der har ferie, om der kommer teknikere, hvem de skal arbejde sammen med, eller om der er sygdom.

Hvem vil du sende stafetten videre til?

– Jeg vil gerne sende den videre til Maiken Hofman Ansø. Hun har valgt at fokusere på en bestemt type af behandlinger. Jeg vil gerne spørge hende om, hvorfor hun har truffet det valg, og om det ikke gør dig sårbar og indsnævrer dine muligheder, når du som ung tandlæge træffer sådan et valg.

Bjarke Juul Larsen spørger:

Hvilke overvejelser gør du dig, når du som ung tandlæge vælger at fokusere på et bestemt fagområde?