Hvornår - hvordan - hvor mange?

1. Før røntgenundersøgelse

Anamnese
Ud over de sædvanlige anamnestiske oplysninger skal du indhente information om den ulykke eller hændelse, der er årsag til traumet.

Klinisk undersøgelse
Omhyggelig inspektion og palpation af tænder og kæbe i traumeområdet. Sensitivitetstest af relevante tænder. På baggrund af anamnesen og den kliniske undersøgelse beslutter du, hvilke tænder og områder der skal røntgenundersøges.

2. Røntgenundersøgelse ved første traumeseance

Røntgenundersøgelsen har til formål at afsløre direkte skader og diagnosticere, hvilke typer af frakturer og/eller luksationer der er tale om. Optagelserne skal også give et sammenligningsgrundlag for opfølgende røntgenundersøgelser.

Anamnese og klinisk undersøgelse udelukker skader
Røntgenoptagelser tages altid på individuel indikation. Hvis du er sikker på, at der ikke er sket skader på tænder eller kæber, behøver du ikke røntgenoptagelser.

Anamnese og klinisk undersøgelse udelukker ikke skader
Tag intraorale periapikale røntgenoptagelser af involverede tænder i standardiserede projektioner med parallelteknik som ved en helstatusundersøgelse. Det anbefales at bruge en holder til den intraorale receptor, hvilket gør det nemmere at reproducere optagelsen.

Den standardiserede røntgenoptagelse er vigtigt i relation til kontrolundersøgelse og eventuel diagnostik af sene tandskader som pulpanekrose, resorption eller ankylose.

Røntgenoptagelsen giver dig et sufficient grundlag for sammenligning. Hvis der er mistanke om rodfraktur, bør du foretage mindst en supplerende periapikal røntgenoptagelse med en anden vinkling. Det kan også være relevant ved nogle luksationsskader.

Anamnese og klinisk undersøgelse giver msitanke om fraktur
Tag intraorale periapikale røntgenoptagelser af de relevante tænder og kæbeområder. Sørg for at tage billeder i forskellige vinkler, både i horisontalt og vertikalt plan. Projektionerne bør afvige med ca. 15˚ i begge planer.

Hvis du har mistanke til flere tænder, bør du sørge for, at hele det beskadigede område er dækket ind med optagelser, det gælder og der ses udvidet rodhindespalte. for både kronefrakturer og rodfrakturer. En kronefraktur kan diagnosticeres udelukkende ud fra den kliniske undersøgelse; men der bør stadig foretages en periapikal røntgenoptagelse, der kan bruges til sammenligning for senere kontroloptagelser, så du kan vurdere udvikling af evt. senskader.

Panoramaoptagelse bør overvejes ved mistanke om kæbefraktur. Frakturer i underkæben diagnosticeres relativt sikkert på panoramaoptagelser. CBCT kan overvejes ved mistanke om kæbefraktur i overkæben og/eller mellemansigtet. CBCT kan også afsløre eventuelle tandfrakturer med relativt stor sikkerhed, forudsat at der ikke i strålefeltet er artefaktdannende genstande som fx metalkroner, stifter, rodfyldninger eller ortodontisk apparatur.

Mistanke om rodfraktur - ikke synlig på intraorale røntgenbilleder
Rodfrakturer kan være svære at se på almindelige periapikale røntgenbilleder. De er kun synlige, hvis røntgenstrålerne løber nogenlunde parallelt med frakturlinjen, derfor er projektionen essentiel.

Hvis der er en stærk mistanke, men dette ikke verificeres med en intraoral røntgenoptagelse, kan du supplere med en CBCT-undersøgelse af området (vælg et lille field-of-view (FOV) og høj opløsning). 

Igen skal du være opmærksom på, at rodfrakturer er vanskelige at diagnosticere på CBCT, hvis der er artefakter.

Anamnese og klinisk undersøgelse giver msitanke om tandluksationer
Tag intraorale periapikale røntgenoptagelser som supplement til den kliniske diagnostik af alle luksationsskader.

Ved intrusionsskader kan du overveje at foretage supplerende røntgenoptagelser for at vurdere den facio-orale retning af displaceringen samt ved intrusion af en primær tand at vurdere, om det permanente tandanlæg er displaceret.

Kig efter tegn på:

• Positionen af den involverede tand
• Udvidet rodhindespalte både apikalt og lateralt
• Ujævnheder i den marginale knoglekant, brud på knoglens naturlige linje

Hvis traumet har ramt en primær tand eller en permanent tand under udvikling, kan den permanente tand få:

• Standset rodudvikling
• Kraftig rodafbøjning
• Kronehypoplasi

Der vil sjældent være indikation for CBCT til rene luksationsskader; men hvis der af anden årsag tages CBCT, kan optagelsen afsløre eventuelle luksationer med relativt stor sikkerhed, forudsat at der ikke i strålefeltet er ting, der kan give anledning til artefakter på optagelsen.

3. Røntgenkontrol ved traumeopfølgning

Undersøgelsen har til formål at afklare effekten af den udførte behandling og påvise eventuelle senfølger, som kan give anledning til fremtidigt behandlingsbehov. Det anbefales at følge de kontroltidspunkter, der er angivet på websiden Dentaltraumaguide.org.

Tag intraorale periapikale røntgenoptagelser, der tilstræbes at have samme projektion som de billeder, der er taget ved tidligere røntgenundersøgelser. Den radiologiske undersøgelse foretages sammen med en klinisk undersøgelse, og intervallerne afhænger af traumetypen.

Kig efter sene traumetegn som:

• Oblitereret eller udvidet pulparum
• Utydelig eller manglende parodontalspalte, som kan være tegn på ankylose
• Rodresorptioner
• Udseendet af parodontalspalten ved rodfrakturer samt afstanden mellem rodfragmenterne ift. at vurdere heling eller udvikling af patologi
•  Apikale, laterale eller furkale opklaringer