"Jeg elsker alt det besværlige"

Hvad driver dig i forhold til sjældne sygdomme og funktionsnedsættelse?
– Patienten er min største motivationsfaktor. Patienterne her i videncentret har ofte komplekse og omfattende behandlingsbehov, som kræver stor tværfaglig koordination, og vores indsats gør en enorm forskel for den enkelte patient. Det brede tværfaglige og internationale samarbejde er med til at gøre hverdagen enormt spændende.

Hvilke patienter kommer hos jer?
– Hovedparten af de patienter, jeg ser, er børn. Men jeg ser også voksne patienter. I videncentrene sidder vi som sagkyndige i den tilskudsordning, der hedder § 166.3, hvor patienterne typisk er henvist af deres privatpraktiserende tandlæge. Derudover bliver vi ofte spurgt til råds i forbindelse med svære tilfælde, hvor egen tandlæge er i tvivl. Og alle patienter, som kræver højtspecialiseret behandling i sygehusregi, behandles her i Østdanmark på Rigshospitalet i regi af odontologisk videncenter.

Du er ofte sidste stop for patienterne – men kan du hjælpe alle patienter?
– Ofte er det diagnostikken og udredningen, der er vigtig for dem. Dernæst har de behov for kompetente behandlere, som finder sig i stand til at tage ansvar for den behandling, der tilbydes, og som kan formidle, hvilke behov, indikationer og kontraindikationer der ses. Når familier kastes ud i udredningsforløb, har de brug for fagpersoner, der tager dem i hånden og hjælper med at finde vej. Det er et enormt sårbart sted at stå som familie. Der kan være tale om en bred variation af prognostiske overvejelser og forventninger til det langsigtede forløb. Men teamet i videncentrene har et bredt kendskab til og god forståelse for de grundlæggende elementer, som giver os en relativ forståelse for, hvad der kan ventes, hvordan der kan behandles, samt hvorfor og hvornår vi skal gøre hvad.

Du startede i maj 2020 – hvad har været din største udfordring indtil videre?
– Det er svært at spørge mig om udfordringer, for jeg elsker alt det besværlige. Men jeg skal vænne mig til, at det tager lang tid både at udrede og behandle patienten. Man skal virkelig have de langsigtede briller på, og det skal jeg øve mig i, fordi jeg som tandlæge er ret resultatorienteret. Derudover skal jeg vænne mig til, at jeg ikke altid på egen hånd kan give et fyldestgørende svar til patienterne. Der er så mange svar, der kræver en konferering med det tværfaglige team. Jeg vil gerne kunne det hele, men der er også en grund til, at der fx findes specialuddannelser for både kirurgi og ortodonti. Når man så blander det med det protetiske, de medicinske specialer og de psykosociale aspekter, så giver det sig selv, at det kræver mange mennesker at finde de rette forløb for patienterne.

Vil du fortælle om din mest komplekse patient?
– Alle mine patienter er unikke, så det er svært at vælge en. Men i disse dage har jeg behandlet en syvårig pige med en sygdom, som muligvis kun er set en enkelt gang i Danmark før. Vi samarbejder med alle de skandinaviske lande, og Norge har ligeledes haft et enkelt tilfælde før os. Pigen har svært dysplastiske tænder, og hendes alder gør det hele endnu mere komplekst. Fordi hun er midt i sin vækst og så ung ift. større behandling, gælder det om at finde den relevante behandling i hendes barndom, som både tilgodeser hende funktionelt og æstetisk. Omfanget bliver hele tiden tilpasset hendes kapacitet ift. evne og vilje, hvor vi i hele forløbet tager hensyn til smerter og de psykosociale påvirkninger. På sigt ved vi, at hun kommer til at miste alle sine tænder og skal have implantater. Det er en kompleks opgave som tandlæge, men det er endnu mere komplekst for hende og familien at forstå.

Hvem vil du sende stafetten videre til?
– Anne Marie Dabelsteen. Gennem mit studiearbejde hos hende inspirerede hun mig. Ud over en høj faglig standard har klinikken altid klaret sig godt og modtager ofte patienter gennem personlige referencer.

Mit spørgsmål er derfor:

Med et stigende kommercielt fokus og patienter, der shopper mellem klinikker, hvordan holder du fast i den familiære og trygge kultur på klinikken?