"I en tid med flere og flere kæder er der god plads til sådan en som mig"

Hvordan holder du fast i den familiære og trygge kultur på klinikken?
– Jeg er enormt privilegeret af at være på en klinik, hvor jeg er 3. generation.

Det var mine farforældre, der åbnede klinikken i 1939.

For knap syv år siden købte jeg klinikken af mine forældre, og fordi klinikken har ligget her i tre generationer, så har vi også tre generationer patienter.

Sidste sommer havde en af vores patienter 80-års jubilæum hos os.

At vi har så trofaste patienter, gør, at vi kan være på fornavn med de fleste, og det skaber automatisk en familiær og tryg kultur.

Jeg kender patienternes bedsteforældre, forældre, børn og børnebørn.

Det gør også, at jeg ikke har behøvet at bruge penge på markedsføring eller hjemmeside.

Når jeg ser på, hvordan folk shopper efter fastelavnsboller, så tyder det jo på, at det er det individuelle, de vil have.

Og i en tid med flere og flere kæder så er der god plads til sådan en som mig.

Hvad er fordelen ved at være på fornavn med sine patienter?
– At være på fornavn med sine patienter betyder jo, at man kender sine patienter godt.

Og det har nogle klare behandlingsmæssige fordele, fordi jeg fx ved, hvordan de responderer på instruktion.

Jeg kender deres sygdomshistorie og vaner, og på den måde er det nemmere at vælge den rigtige behandling.

I sidste ende skaber det bedre kommunikation og færre misforståelser.

Meget af tandlægegerningen handler jo om kommunikation, og når jeg kender min modtager, er det langt nemmere at være afsender.

Og ulempen?
– At det kan dræne for energi.

Selvom jeg er på fornavn med mine patienter, er det ikke mine venner.

Hvis man taler meget med sine patienter, får man også en masse at vide, og så kan en patient sagtens fortælle, at barnebarnet har forsøgt at hænge sig i haven, eller at de skal skilles.

Det skal man så forholde sig til.

Begge dine forældre er ansatte hos dig – hvad har du gjort dig af tanker omkring det?
– Min far praktiserer en gang om ugen, og min mor lærer klinikassistenterne op.

Min frygt var, at min mor, der har stået for at drive klinikken, ville blive ved med at bestemme.

Men de har været gode til at give mig plads til at udvikle klinikken, som jeg havde lyst.

Min far har sine holdninger til tingene, men han er heller ikke bleg for at give efter, hvis han ser, at min løsning fungerer lige så godt.

Hvordan bruger du dem i din hverdag?
– Min far var professor i oral diagnostik.

Jeg kan huske, at han som underviser på Tandlægeskolen viste de studerende et billede af nogle tænder, der sad i meget lidt knogle, og spurgte:

”Ville I lave en bro på de her tænder?”

De studerende svarede selvfølgelig nej.

Men han gjorde det alligevel.

Og den bro holdt i over 10 år, hvilket var patientens perspektiv.

Hans kreative hjerne inspirerer mig meget, når jeg selv står i et behandlingsdilemma.

Og så kan jeg jo bare spørge ham til råds.

Midt i en behandling kan jeg sagtens finde på at råbe:

”Faar! Kom lige!”

På andre klinikker ville patienterne løbe skrigende bort, hvis tandlægen kaldte på sin far.

Men hos os er patienterne helt med på, at jeg jo bare kalder på 50 års erfaring.

Hvad optager dig lige nu?
– Fordi vi har tre generationer af patienter, har vi rigtig mange ældre.

Og jeg kan rigtig godt lide at lave holdbare og lækre løsninger til ældre mennesker.

At de ikke bliver negligeret, optager mig meget.

Og når man kigger på ældre mennesker i 80’erne, så kan man jo sagtens regne med, at deres tænder skal holde 20 år til.

Det kan have sine vanskeligheder, da mange af patienterne dårligt har råd.

Så det handler ofte om at være kreativ.

Hvem vil du give stafetten videre til?
– Min far, Erik Dabelsteen. Det ville være mærkeligt at sige, at der er nogen, der har inspireret mig mere end ham. Mit spørgsmål er:

"Hvordan holder du motivationen igennem et helt arbejdsliv?"