4 råd:

Patienter med trigeminusneuralg

Trigeminusneuralgi (TN) er en neurologisk lidelse, der giver både differentialdiagnostiske og behandlingsmæssige udfordringer. Her giver læge og post doc på Rigshospitalet, Stine Maarbjerg, 4 råd til, hvordan man som tandlæge skal forholde sig, hvis man har mistanke om trigeminusneuralgi.

Smerte
Foto: Shutterstock

Trigeminusneuralgi (TN) er en neurologisk lidelse, der giver både differentialdiagnostiske og behandlingsmæssige udfordringer.

TN er karakteriseret ved unilaterale, intense, berøringsudløste og pludselige smerter i ansigtet.

Kind og kæbe er hyppigst ramt, og højre side af ansigtet er ramt lidt hyppigere end venstre side.

Ledsagende konstante baggrundssmerter er hyppige.

Her giver læge og post doc på Rigshospitalet, Stine Maarbjerg, 4 råd til, hvordan man som tandlæge skal forholde sig, hvis man har mistanke om trigeminusneuralgi.

1. Udeluk tandproblemer

Ofte henvender patienter ved debut af ansigtssmerter sig til tandlægen som den første sundhedsfaglige person.

Hvis anamnesen ikke passer med almindelig klinisk erfaring om odontogene sygdomme, og hverken undersøgelse eller billeddiagnostik kan give en god forklaring på patientens smerter, er det relevant at overveje TN og andre ansigtssmertesygdomme.

2. Henvis til neurolog

Da diagnosticering og behandling af TN kan være vanskeligt, anbefales det, at alle patienter henvises via egen praktiserende læge til en privatpraktiserende neurolog eller et neurologisk ambulatorium på et sygehus, hvis der er mistanke om TN.

3. Regelmæssigt tandeftersyn

Mundhygiejnen på den afficerede side kan være dårlig hos TN-patienter, hvis tandbørstning udløser smerter.

Derfor er regelmæssige tandeftersyn vigtige samt grundig information om tandhygiejne.

Enkelte patienter anvender klorhexidin mundskyllevæske i perioder, hvor tandbørstning er næsten umuliggjort på grund af smerter.

4. Afhjælp tandlægeskræk

Det mest effektive stimulus til at udløse TN-smerte er ganske let berøring.

Tryk og andre smertefulde stimuli samt elektriske og langsomt applicerede termiske stimuli udløser derimod sjældnere TN-smerter.

De nervefibre, der ofte aktiveres ved tandbehandling, er altså ikke de nervefibre, der typisk udløser smerter ved TN.

Patienten kan med fordel gå til tandlæge i perioder med ingen eller lav smerteaktivitet.

Patienten kan eventuelt tage en halv tablet ekstra af den faste medicin sammen med den faste morgendosis, fx 100 mg carbamazepin ekstra, før tandbehandling.

Lokalbedøvelse anbefales inden større indgreb.

Kilde: Stine Maarbjerg, læge og post doc, Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet