Det faglige er jeg aldrig blevet træt af
Erik Dabelsteen, tandlæge hos Tandlægerne Dabelsteen og professor emeritus, Odontologisk Institut, Københavns Universitet, svarer i denne måneds fagstafet på spørgsmålet: Hvordan holder du motivationen efter så mange år?
ERIK DABELSTEEN, 79 ÅR
Uddannet fra Tandlægeskolen i København i 1965
Tandlæge hos Tandlægerne Dabelsteen og professor emeritus, Odontologisk institut, Københavns Universitet
Hvordan holder du motivationen efter så mange år?
– Jeg har altid været interesseret i det, jeg beskæftiger mig med. Og det er lige meget, om jeg spiller golf eller laver tænder, så jeg er interesseret i at forstå baggrunden for det, jeg gør, og se, hvordan det udvikler sig. Nogle kalder mig nørd. Da jeg var dreng, syntes jeg, at nørder var nogle forfærdelige nogen. Men jeg bilder mig ind, at ordet ”nørd” har ændret betydning. I dag vælger jeg at betragte ordet som et udtryk for, at jeg er engageret, og det er jo positivt.
Hvad har været det mest inspirerende i hele din karriere?
– Jeg har været så heldig at være tandlæge på et tidspunkt, hvor skandinavisk odontologi var noget af det fineste i verden. Kort tid efter jeg var færdig på Tandlægeskolen, kom fluortandpastaen, der jo er udviklet af en svensker. Det var så revolutionerende for befolkningens tandsundhed, at man lukkede halvdelen af alle tandlægeskoler i den vestlige verden. Set fra et fagligt synspunkt var det jo fantastisk.
Nogle kalder mig nørd
ERIK DABELSTEEN, TANDLÆGE OG PROFESSER
Derudover var jeg i mine unge dage som tandlæge vidne til den store forskningsaktivitet omkring parodontologi, som to nordmænd stod for. Det var her, at parodontose blev til parodontitis, fordi de to nordmænd via store folkeundersøgelser – heriblandt en undersøgelse blandt biologistuderende i Aarhus – fandt ud af, at gingivitis, der ofte er et forstadie til parodontitis, skyldes bakterievækst i mundhulen. Et forhold, der i dag betragtes som en indlysende sandhed, men som tidligere var til diskussion.
Samtidig arbejdede jeg tæt sammen med Jens Jørgen Pindborg, der var en af de første i verden til at påpege, at mundhulen er en del af organismen, og at man kan se de samme sygdomme i mundhulen, som man finder i resten af organismen.
Hvad har du brændt for i din karriere?
– Det meste af min tid har jeg brugt på Tandlægeskolen i København, hvor jeg har forsket i forstadier til mundhulekræft. Her handler det om at finde markører, der kunne tyde på udviklingen af kræft. Jeg arbejdede særlig meget med sukkerstrukturer på celleoverfladerne. Det er kun 10 % af dem, der har forstadier til kræft, som rent faktisk udvikler kræft. Så det er uhyre interessant, hvis man kan finde frem til, hvem de 10 % så er.
Har du nogensinde været træt af at være tandlæge?
– Det faglige er jeg aldrig blevet træt af. Da jeg stoppede på universitetet, skyldtes det, at jeg syntes, at nedskæringerne blev for store. Undervisningsbyrden blev for voldsom, så jeg ikke havde tid til forskning. Men jeg nyder stadig at være tandlæge. Når jeg i dag praktiserer, har jeg jo patienter, der har haft min far som tandlæge. Det er jo morsomt at se behandlinger, som er blevet lavet for 50 år siden, og som stadig fungerer. Men jeg har besluttet at holde op til september – lige før jeg fylder 80 år.
Tandlægestanden har altid fået at vide, at det er de rige rotter i medicinens afkrog
ERIK DABELSTEEN, TANDLÆGE OG PROFESSER
Hvorfor?
– Jeg vil ikke være tandlæge, når jeg er 80 år. Jeg vil ikke risikere, at der er nogle patienter, der tænker, at når de har en tandlæge, der er 80 år, så er han ikke med på beatet længere. Og hvis jeg laver en fejl, så kan folk tænke, at det er, fordi jeg er en gammel idiot, selvom alle tandlæger uanset alder kan lave fejl. Men jeg vil bare ikke risikere, at folk tænker sådan.
Hvordan håber du, at tandlægefaget kommer til at ændre sig for kommende generationer?
– Tandlægestanden har altid fået at vide, at det er de rige rotter i medicinens afkrog. Jeg håber, at man kommer ud af den betegnelse ved ikke at være så fikseret på at lave forretning. Selvfølgelig er man nødt til at tjene penge, men det generer mig, hvis man gør det forretningsmæssige til hovedidéen. Man skal lave behandlinger ud fra, hvad der er fagligt mest korrekt, og ikke ud fra, hvad der giver mest økonomisk.
Det dilemma har eksisteret i hele min tid som tandlæge. Og det var der også i mine forældres tid. Så det bliver jo nok ikke anderledes, men jeg har da lov at håbe.
Hvem vil du sende stafetten videre til?
– Jørgen Buchgreitz. Han er dybt involveret i endodonti, og jeg er utrolig imponeret af hans engagement. Mit spørgsmål er:
Hvad driver dig til at udvikle helt nye behandlingsmetoder?
I Fagstafetten går vi tæt på en tandlæge med en helt særlig drive og passion for sit fag. Månedens tandlæge sender fagstafetten videre til en kollega, der har været en inspiration for ham eller hende.