Næstformand trækker sig. Ny valgt

Klinikejer Rikke Freitag bliver ny næstformand i Tandlægeforeningen, efter at Mads Bundgaard er trådt tilbage efter pres fra seks regionsformænd.

TF-logo med blå baggrund

Mads Bundgaard har trukket sig som næstformand for Tandlægeforeningen. Det sker efter et længere forløb, som i juni kulminerede med en begæring fra seks ud af syv regionsformænd om en ekstraordinær generalforsamling. Kun Mads Bundgaards regionsformand i Region Hovedstaden bakkede ikke op om begæringen.

I den offentliggjorte begrundelse for begæringen kan man læse, at regionsformændene henvendte sig til hovedbestyrelsen i maj og udtrykte mistillid til Mads Bundgaard. Men da henvendelsen ikke rokkede ved næstformandstaburetten, tog regionsformændene skridtet videre til en ekstraordinær generalforsamling – kun med et punkt på dagsordenen: ”Skriftlig afstemning blandt repræsentantskabet om Mads Stræde Bundgaards udtræden af hovedbestyrelsen.” Den ekstraordinære generalforsamling, som skulle have været afholdt den 27. juni, blev officielt aflyst fem dage før, fordi Mads Bundgaard valgte at trække sig fra posten som næstformand.

SoMe-opslag viser dårlig dømmekraft Omdrejningspunktet i sagen er et opslag, som Mads Bundgaard lavede på sin private facebookprofil. Her omtalte han sundhedsminister Magnus Heunicke i en tone, der kan beskrives som grov og nedværdigende. Tandlægebladet har valgt ikke at gengive ordlyden, da Mads Bundgaard har slettet opslaget, og redaktionen har derfor ikke set opslaget. Men det har Søren Bach-Petersen, som er en af de regionsformænd, der stod bag begæringen.

Ved at omtale en central samarbejdspartner så nedsættende fremmer man ikke et godt samarbejde

SØREN BACH-PETERSEN, FORMAND FOR REGION SYDDANMARKS TANDLÆGEFORENING

– Vi er af den opfattelse, at Mads har udvist meget dårlig dømmekraft ved at skrive opslaget. Ved at omtale en central samarbejdspartner så nedsættende fremmer man ikke et godt samarbejde. Man skader samarbejdet. Derfor har Mads potentielt set skadet både Tandlægeforeningen og også tandlægestanden, mener formanden for Region Syddanmarks Tandlægeforening. 

Men han poster det på sin private profil?

– Vi har diskuteret det meget blandt regionsformændene, og det her handler ikke om ytringsfrihed. Når man er næstformand i Tandlægeforeningen, så er man også med til at tegne foreningen, og derfor har man et særligt ansvar. Det ansvar har Mads ikke vist, og derfor kunne vi ikke have tillid til ham som næstformand, forklarer Søren Bach-Petersen.

Luften er renset
Ærgerlig er et af de ord, som Mads Bundgaard selv bruger om forløbet. Ærgerlig over, at hans opslag er faldet så mange for brystet, men han er også ærgerlig over, at konflikten udviklede sig. Derfor er han også glad for, at sagen nu er afsluttet, og at fokusset på samarbejde igen kan fylde.

– Vi skal kæmpe tandlægernes sag. Og vi har rigeligt at kæmpe for eksternt, så der er ingen grund til at kæmpe indbyrdes, pointerer Mads Bundgaard og fortsætter:

 – Hvis man skal se noget positivt i det her, så er det, at luften er blevet renset, og jeg oplever derfor, at hovedbestyrelsen er kommet styrket ud af det her forløb, siger Mads Bundgaard, der fortsætter i hovedbestyrelsen som menigt medlem. En post, som Søren Bach-Petersen umiddelbart har tillid til, at han kan bestride.

Luften er blevet renset, og jeg oplever, at hovedbestyrelsen er kommet styrket ud af det

MADS BUNDGAARD, TIDLIGERE NÆSTFORMAND I TANDLÆGEFORENINGEN

– Jeg har stor respekt for Mads som politiker. Han er dygtig, men han skal selvfølgelig vise, at vi igen kan have tillid til ham, fastslår Søren Bach-Petersen. Regelsæt skal sikre god tone Ifølge Søren Bach-Petersen viser sagen, at der er behov for et regelsæt for fagpolitikeres ageren på sociale medier. Ikke mindst fordi, en stor del af den offentlige debat foregår på sociale medier. En opfordring, som Mads Bundgaard bakker op om.

– Det vil klæde Tandlægeforeningen at lave SoMe-regler, for det kan være et svært landskab at agere i, og man kan nemt træde ved siden af uden at vide det, siger Mads Bundgaard. Indtil da peger Søren Bach-Petersen på, at valgte repræsentanter for Tandlægeforeningen skal agere efter det princip, at de ikke skriver noget på sociale medier, som de ikke kan sige til en anden person ansigt til ansigt.

– Det synes jeg, er et fint princip. For vi skal udvise respekt overfor dem, vi samarbejder med, fastslår han til slut. 

Rikke Freitag bliver ny næstformand

Hovedbestyrelsen (HB) udpegede den 22. juni 2021 Rikke Freitag, klinikejer i Ans, til ny næstformand for medlemmer i privat praksis. Rikke Freitag blev valgt ind i hovedbestyrelsen på Tandlægeforeningens ordinære generalforsamling i november 2020.

En af Rikke Freitags mærkesager er at bidrage til udformningen af fremtidens tandlægeuddannelse. Hun er med i et panel på Aarhus Universitet, som har til opgave at forme den fremtidige tandlægeuddannelse. Hun er også optaget af tandlægernes rolle i sundhedsvæsenet, og hun mener, at tandlæger i endnu højere grad skal inddrages i arbejdet for at sikre danskernes tandsundhed samt generelle sundhed.

Rikke Freitag er 53 år og født på Frederiksberg, men opvokset i Aarhus. Hun dimitterede fra Tandlægeskolen i Aarhus i 1997 og har haft ansættelser i både børne­ og ungdomstandplejen og som privatpraktiserende tandlæge. I 2009 købte hun klinikken i Ans og senere i 2013 endnu en tandlægeklinik i Langå. I dag ejer hun stadig begge klinikker.

Næstformandskabet i hovedbestyrelsen varetages nu af henholdsvis Rikke Freitag som næstformand for Tandlægeforeningen på det private område, og Lotte Junggreen, underviser ved Tandlægeskolen i København, som næstformand for Tandlægeforeningen på det offentlige område. Lotte Junggreen deler posten med KRe: Sv: Sv: Dimittender Aarhusristine Thorlacius, overtandlæge i Hvidovre Kommune, som overtager rollen som næstformand i 2022, indtil der igen er valg til næstformandsposten.