Omsorgstandplejen:

Ældres tandsundhed er ramt af pandemien

Nedlukning og besøgsforbud på plejecentre har udfordret omsorgstandplejen i nogle kommuner. Det afspejler sig i dårligere mundhygiejne og flere tilfælde af caries hos de ældre borgere, viser rundspørge blandt landets overtandlæger.

Ældre hænder foldede
Tekst: Kim Andreasen / Foto: Shutterstock

Dårligere mundhygiejne, mere caries og flere nødbehandlinger. COVID-19-pandemien har også sat sit præg på den kommunale omsorgstandpleje, viser en ny rundspørge blandt landets overtandlæger, som Tandlægebladet har lavet. Af de 33 overtandlæger, som medvirker i undersøgelsen, angiver 41 %, at de har oplevet dårligere mundhygiejne hos patienter i omsorgstandplejen. Samtidig angiver 38 %, at de har haft flere nødbehandlinger, og 31 % har set mere caries hos omsorgspatienterne.

Det er ret vigtigt, når op imod 60% af de ældre er i risiko for underernæring

RIKKE HAMFELDT, SENIORKONSULENT, ÆLDRE SAGEN

I Hvidovre Kommune fortæller overtandlæge Kristine Thorlacius, at omsorgstandplejen har oplevet et øget antal afbud fra plejecentrene og fra hjemmeplejen til de undersøgelser og behandlinger, som borgerne normalt skulle have haft. 

– I perioder har plejecentrene været lukket, og så har vi kun kunnet udføre nødbehandling. Vi har derfor et efterslæb på behandlinger. Nedlukningen har begrænset vores muligheder for at få foretaget de regelmæssige undersøgelser, som er så vigtige i det forebyggende arbejde for at sikre de ældres tandsundhed, siger Kristine Thorlacius.

Overtandlæge bekymret
Den tidlige indsats og forebyggelse er vigtig, fordi behandlingsbehovet er blevet mere komplekst de seneste år, fastslår Kristine Thorlacius.

– Flere har egne tænder, og vi har derfor et stort behov for vedligeholdelse af de blivende tænder. Det betyder, at vi skal holde godt øje med caries, så det ikke breder sig, og at tænderne derfor ikke kan reddes. Mange har også parodontitis, og hvis de ikke får tilbud om regelmæssig tandrensning, vil det også udvikle sig, siger hun.

Kristine Thorlacius er derfor bekymret for, at pandemien kan få konsekvenser for tandsundheden hos de ældre beboere på plejecentrene.

– Vi ser tendenser til både mere caries, dårligere mundhygiejne og parodontitis hos de ældre i undersøgelser og behandlinger. Jeg kan da godt frygte, at vi vil se mere i den kommende tid, hvor vi skal se alle de borgere, som vi ikke har set i lang tid, siger hun.

Pårørende oplever blødende tandkød
Hos Ældre Sagen har man fået flere tilbagemeldinger fra pårørende, der, efter at de igen kunne få lov til at komme indenfor på plejecentrene, så deres nære med blødende tandkød og andre tegn på, at pandemien havde sat nogle tydelige spor i munden.

– Vi ved, at god mundhygiejne er afgørende for, at andre sygdomme ikke udvikler sig. Hvis du har ondt i tænderne og tandkødet, har det også betydning for lysten til at drikke og spise, og det er ret vigtigt, når op imod 60 % af de ældre er i risiko for underernæring, siger Rikke Hamfeldt, seniorkonsulent i Ældre Sagen.

Hun peger på, at der generelt ude på plejecentrene – også i tiden før corona – ikke altid er nok fokus på at sikre en god mundhygiejne. Derfor er hun også foruroliget over resultaterne fra undersøgelsen.

– Vi håber, at tallene kan gøre, at der kommer mere opmærksomhed på tandsundhed ude på de kommunale plejecentre. I første omgang skal et eventuelt efterslæb selvfølgelig indhentes, og de, der har behov for behandling, skal have det. Dernæst kan undersøgelsen forhåbentlig være en øjenåbner for plejecentrene, så man alle steder forstår, hvor vigtig tandsundhed er for de ældres sundhed generelt og for deres livskvalitet, siger Rikke Hamfeldt.