Patienter i antiresorptiv behandling:

Det skal du være opmærksom på

Få overblik over de forholdsregler og forebyggende tiltag, du som tandlæge bør kende, når du behandler patienter, der er i antiresorptiv behandling.

Antiresorptiv behandling denosumab
Foto: Shutterstock

Omkring 92.000 danskere er i lavdosisbisfosfonat- eller denosumab-behandling pga. knogleskørhed, mens ca. 7.000 danskere er i højdosisbehandling pga. cancersygdom i knoglerne. Dermed er de i øget risiko for at udvikle osteonekrose i kæberne. Der er en række forholdsregler og forebyggende tiltag, du som tandlæge bør kende, når du behandler disse patienter – både før, under og efter den antiresorptive behandling.

Før 

- Patienter, der skal  starte højdosis- eller  adjuverende behandling, bør få foretaget fokussanering hos praktiserende tandlæge før start af behandling for at undgå, at de skal have foretaget tandekstraktion, mens de er i behandling.

- Patienter, der skal starte lavdosisbehandling, og som  ikke får foretaget regelmæssige tandeftersyn, bør få foretaget tandeftersyn hos praktiserende tandlæge i forbindelse med start af behandling for at undgå, at de skal have foretaget tandekstraktion, mens de er i antiresorptiv behandling.

- Hos patienter med tandproteser bør det vurderes, om der er behov for tilpasning af proteser med henblik på at undgå udvikling af tryksår.

Under og efter

- Det er vigtigt, at der foretages kontrol af opheling  efter eventuel tandekstraktion eller anden oral kirurgi, vær her særlig opmærksom på  STPS’ anbefalinger.  

- Der er ikke evidens for at pausere behandling med perorale bisfosfonater før og efter tandbehandling.  

- Hos patienter med tandproteser bør det løbende vurderes, om der er behov for tilpasning.

- Risikoen for at udvikle osteonekrose i kæberne er øget hos patienter, der har ubehandlede infektioner, dårligt tilpassede proteser, eller som får foretaget kirurgiske indgreb, mens de er i antiresorptiv behandling.  

- Patienter, der har taget antiresorptiv medicin i over fire år, skal have foretaget en individuel vurdering af, om en behandling kan foretages af en specialtandlæge i primærsektoren, eller om vedkommende skal henvises til kæbekirurgisk afdeling. Som privatpraktiserende tandlæge bør man som udgangspunkt altid sende patienten videre til en specialist ved tandudtrækning eller et andet kirurgisk indgreb. 

Kilde

Sanne Werner Møller Andersen, specialtandlæge i kæbekirurgi, Afdeling for Kæbekirurgi, Rigshospitalet