Få overblik:

Her er de store faglige selskaber, del 2

Du får noget ud af et medlemsskab hos et fagligt selskab, lyder det fra medlemmerne – læs anden del af Tandlægebladets gennemgang af landets store faglige selskaber. Fik du ikke læst første del? Så læs den her: https://www.tandlaegebladet.dk/her-er-de-store-faglige-selskaber-del-1

faglige selskaber illu
Tekst: METTE WALLACH / Illustration: MIKKEL HENSSEL

Lidt over hver tredje tandlæge er ikke medlem af et fagligt selskab. Det viser en rundspørge, som Tandlægebladet har lavet, og som lidt over 700 har svaret på. Og det er ærgerligt, hvis man skeler til tandlægernes svar. For 80 % svarer, at de får ny viden ud af deres medlemskab, 72 % får faglig inspiration, mens 68 % peger på netværk som et centralt udbytte.

Ifølge rundspørgen er den største barriere for et medlemskab manglende viden om, hvilke faglige selskaber, der findes. Det vil Tandlægebladet rode bod på ved at sætte fokus på de store danske faglige selskaber.

Her er de faglige selskaber, du kan læse mere om i denne artikel:

  • Dansk Selskab for Oral Implantologi
  • Dansk Selskab for Odontofobi
  • Dansk Endodontiforening
  • Selskabet for Odontologisk Praktik
  • Dansk Selskab for Parodontologi
  • Dansk Pædodontisk Selskab

Dansk Selskab for Oral Implantologi

Dansk Selskab for Oral Implantologi blev stiftet i 1976 som en studiegruppe for tandlæger med særlig interesse for implantologi. Foreningen har gennem de senere år haft fokus på yngre medlemmer med bl.a. et mentorprogram og en basissektion til årsmødet om efteråret. I foreningen kan yngre og ældre tandlæger mødes og dele erfaringer og viden inden for implantologi.

Gisken Angelfoss

36 år

Medlem siden 2016

Uddannet fra Tandlægeskolen i København i 2010

Tandlæge hos Tandlægen.dk, Nykøbing Falster

Hvorfor skal man være medlem?

– Man skal være medlem af DSOI, hvis man vil være opdateret på implantologi, som er et fagområde i rivende udvikling. Det bliver man gennem DSOI’s to årlige møder. Der er også DSOI basis, som er foredrag rettet mod nyuddannede tandlæger eller tandlæger med mindre erfaring med implantater. DSOI’s mentorprogram er en unik mulighed for at lære af nogle af de bedste tandlæger og kirurger i Danmark

"Unik mulighed for at lære af de bedste"

GISKEN ANGELFOSS: DERFOR SKAL DU VÆRE MEDLEM  

Hvad bruger du dit medlemskab til?

– I starten arbejdede jeg kun med den protetiske del af implantologi, men ved at indgå i DSOI’s mentorprogram er jeg også kommet videre med den kirurgiske del. Gennem DSOI er jeg blevet inspireret til yderligere efteruddannelse, og jeg er derfor i gang med en treårig diplom gennem European Association for Osseointegration.