Susanne Kleist:

Øget bevilling til tandlægeuddannelsen skal gøres permanent

125 mio. kroner over fire år er langt fra nok, hvis der skal uddannes tandlæger nok til at dække behovet i fremtiden, lyder det fra Tandlægeforeningens formand. Konservative bakker nu op om, at bevillingen skal gøres permanent.

Penge
Tekst: Anne Burlund

Tandlægeuddannelserne i Aarhus og København kan over de næste fire år optage hhv. 15 og 20 studerende mere om året. Det sikrede et bredt politisk flertal i september som tillæg til den politiske aftale, der tidligere i år afsatte 125 mio. kr. til øget optag for at sikre flere tandlæger i fremtiden. 

Ifølge Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, er det en af årets største sejre, der lykkedes på grund af stærke argumenter, vedholdende benarbejde fra foreningen og et tæt samarbejde med en række politikere. 

Men ifølge formanden er arbejdet med at sikre kvalitet, faglighed og flere tandlæger ikke færdigt. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser nemlig, at der hvert år skal uddannes 140 nye tandlæger, hvis der fremover skal være tandlæger nok til at dække hele landet. Det sikrer den nuværende øgede bevilling, men da den er midlertidig, rækker pengene kun til at sikre et øget optag til og med 2026. Og det er ifølge Susanne Kleist langtfra godt nok, hvis vi skal dæmme op for den massive tandlægemangel: 

– Tandlægemanglen er allerede i dag en samfundsudfordring, der kun vil blive værre de kommende år, hvis vi ikke griber ind nu. Derfor mener vi, at det er helt afgørende, at det øgede optag på de to uddannelser gøres permanent, og at der kommer et tiltrængt økonomisk løft, så alle danskere kan få en tandlæge tæt på, og vi også i fremtiden kan sikre en tandpleje i verdensklasse, understreger formanden. 

Konservative bakker op
Og det ønske bakker Konservative nu op om: 

– Der er stor mangel på tandlæger, og det bliver vi nødt til at reagere på politisk. Vi har nu sat penge af til de næste fire år, men det er selvfølgelig vigtigt, at denne bevilling ikke bare er midlertidig, men bliver permanent, for der er enormt stor efterspørgsel på tandlæger. Og derfor skal vi sørge for at uddanne kontinuerligt, ikke kun de næste fire år – men fremadrettet, lyder det fra Konservatives forskningsordfører Britt Bager. 

I Venstre anerkender forskningsordfører Ulla Tørnæs, at tandlæger er en vigtig del af sundhedsvæsenet, og at man derfor fra politisk hold skal sikre, at der er nok tandlæger i hele landet. Hun vil dog ikke for nuværende love, at bevillingen gøres permanent, men skriver til Tandlægebladet: 

– Vi er glade for, at vi har aftalt at øge optaget på tandlægeuddannelserne de kommende år. Og vi skal naturligvis løbende se på, om det, vi har gjort, er nok.

FAKTA

Optaget på tandlægeuddannelsen vil blive øget med 20 studerende årligt på KU i perioden 2023-2025 og 15 studerende årligt på AU i perioden 2023-2026. 

Samlet øges optaget med 120 bachelorstuderende fra 2023- 2026. 

Det giver et samlet årligt optag på ca. 200 studerende. Med det nuværende frafald svarer det til ca. 146 dimittender. 

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Tandlægebladet ville gerne have spurgt Socialdemokratiet, Radikale og SF, om de vil arbejde for at gøre bevillingen permanent, men på grund af den igangværende valgkamp har det ikke været muligt at få en kommentar inden deadline.