Den motiverende samtale i tandplejen

Målsætningen for tandplejen og tandlægens rolle som motivator og sundhedsfremmer af oral sundhed er bl.a. at styrke en god hjemmetandpleje. Her kan kommunikationsmetoden ”den motiverende samtale” (DMS) anvendes til ændringer af patientens livsstil og vaner omkring hjemmetandpleje. Metoden giver plads til, at patientens motivation og motiver bringes frem ved, at det ikke er den professionelle, der argumenterer for forandringer, men det er patienten selv, der får taletid og mulighed for at reflektere over sine vaner og mulighed for at forbedre dem. Ved at bruge metodens principper systematisk og tilpasse dem den enkelte patient er det en effektiv metode til at støtte patienten i adfærdsændringer. Teorien bag DMS er udarbejdet af de amerikanske psykologer William R. Miller og Steven Rollnick og blev primært brugt i forbindelse med misbrugsbehandling af tobak og alkohol. Siden er den udviklet i flere forskellige sammenhænge, bl.a. overvægt og diverse former for medicinering, og studier har vist, at DMS også har en positiv effekt i tandplejen.

1. Strategier og kommunikationsteknikker 

Strategier 
I DMS er det især samarbejde, accept, omsorg og dialog, der fokuseres på. Information skal gives i dialog med patienten, og du skal udvise forståelse for de problemer og vanskeligheder, som patienten har ved at ændre vaner. Det øger chancerne for, at vedkommende er ærlig i sin historie, og derfor er det vigtigt, at du tager dig tid til at udforske patientens viden, vaner, tidligere erfaringer og tanker om forandring. Patientens tillid til egne evner skal styrkes i samtalen, og modstand skal reduceres. Når patienten udtrykker bekymring og modstand, skal han/hun motiveres til at argumentere med sig selv og til at reflektere over den ambivalens, som er naturlig at mærke før forandringer. Processens formål er, at beslutningen om forandring træffes af patienten selv.

Kommunikationsteknikker
Følgende fire teknikker bruges, når du skal gennemføre DMS med din patient. 

• Åbne spørgsmål Stil åbne spørgsmål, der giver mulighed for flere svarmuligheder, så patienten kan fremhæve det, der er vigtigt. Det aktiverer patienten og øger sandsynligheden for, at svaret også kan indeholde en snak om forandring. Det er vigtigt, at spørgsmålene skal invitere til samtale og ikke er en anmodning om at redegøre for vaner. 
• Bekræftende udsagn Brug bekræftende udsagn til at styrke et positivt selvbillede hos patienten. Anerkend patientens idéer, handlinger og styrker. Udsagnene skal tilpasses den enkelte i forhold til alder, uddannelse, stilling, sociale forhold og sproglige habitus. 
• Refleksioner Ved at reflektere over det, din patient fortæller, kan du vise, at du empatisk lytter og forstår uden at dømme eller analysere på det, der bliver fortalt. Det motiverer patienten til at fortsætte med at fortælle. 
• Opsummering Skab overblik for patienten ved at foretage en opsummering undervejs eller til slut i samtalen. Her kan du understrege, hvad der især er relevant for patienten. 
  
  

2. I praksis 

Det er ofte under anamnesen eller den kliniske undersøgelse, at et problemområde erkendes og igangsætter etablering af DMS. For at gøre samtalen mere konkret og håndgribelig for patienten kan en VAS-­skala bruges, idet patienten på en 10 cm lang linje med yderpunktsmarkeringerne: ”Slet ikke vigtigt” og ”Umådelig vigtigt” angiver vigtigheden af: problemet, forandringen og gevinsten. Markeringerne kan indgå i journalisering af samtalen. Du bør ikke foreslå en adfærdsændring, før patienten selv er motiveret for at starte en forandringsproces. Bliver forslaget givet for tidligt, kan det vække modstand hos patienten, og derfor skal samtalen tilpasses, hvor i forandringsprocessen patienten befinder sig. I praksis er der fire kontinuerlige step for implementering af forandringen: 

• Viden og indsigt Patienten skal oplyses og have viden om den givne problematik, og det er vigtigt, at denne viden ikke kun er teoretisk, men også er tilpasset den enkeltes situation. Nogle har allerede den fornødne viden, hvilket skal udfordres i samtalen, da der ellers kan skabes modstand hos patienten.
• Bekymring Er patienten bekymret og fortvivlet over situationen, skal du forsøge at give håb om, at der kan gøres noget ved situationen. Det styrker patientens motivation for forandring.
• Kompetence til adfærdsændring Patienten skal kunne se gevinsten i forandringen og få overblik over uoverensstemmelsen mellem den nuværende situation, og hvordan den kunne være. Kompetence til adfærdsændring betyder, at patienten er klar til at gennemføre en forandring og har tiltro til, at den kan lade sig gøre. 
• Handleplan En patient, der er klar til forandring, bliver ofte entusiastisk og vil handle hurtigt. Du skal derfor forsøge at guide patienten til at lave delmål, da chancen for, at patienten kan opbygge en god tillid til sig selv, øges, når der tages små skridt. Handleplanen skal være konkret, og ved at bruge patientens tidligere erfaringer med forandringer får du viden om, hvor patienten især skal støttes, for at forandringen lykkes.

Til fremme af klinisk kvalitet og evaluering af behandleren som motivator og sundhedsfremmer bør lydoptagelser af DMS jævnligt foretages.