HPV-relateret oral cancer er meget udbredt – bl.a. i Danmark
I højindkomstlande som USA, Storbritannien, Sverige og Danmark er 60-70 % af alle cancertilfælde i mundhule og svælg nu relateret til HPV, mens det i mellem- og lavindkomstlande er under 20 %. Vaccination mod HPV inden den seksuelle debut er den vigtigste strategi til forebyggelse af HPV-relateret cancer.
Human papillomavirus (HPV) er den væsentligste ætiologiske faktor ved udvikling af cancer i endetarm og kønsorganer, og i højindkomstlande som USA, Storbritannien, Sverige og Danmark er 60-70 % af alle cancertilfælde i mundhule og svælg nu relateret til HPV, mens det i mellem- og lavindkomstlande er under 20 %, der kan relateres til HPV.
Ifølge en grundig oversigtsartikel, som nord- og sydamerikanske forskere har publiceret, betyder dette, at den typiske patient med oral cancer i de rige lande ikke længere er en ældre person med lav socioøkonomisk status og stort forbrug af tobak og alkohol, men derimod en yngre, veluddannet mand med høj socioøkonomisk status. Han ryger og drikker ikke, men til gengæld har han mange seksuelle kontakter.
Forfatterne udpeger orogenital sex som en væsentlig transmissionsfaktor og påpeger, at denne praksis i den vestlige verden er blevet væsentlig mere udbredt i løbet af de seneste årtier (fx i USA fra 10-18 % i 1993 til 60-89 % i 2010). Mænd har større risiko for transmission til mundhulen end kvinder, da koncentrationen af virus er højere i vulva end på penis.
Forfatterne præciserer desuden, at vaccination mod HPV inden den seksuelle debut er den vigtigste strategi til forebyggelse af HPV-relateret cancer. I Danmark er HPV-vaccine en del af børnevaccinationsprogrammet, og Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccinen til både piger og drenge i 12-årsalderen.
Louredo BVR, Prado-Ribeiro AC, Brandão TB et al. State-of-the-science concepts of HPV-related oropharyngeal squamous cell carcinoma: a comprehensive review. Oral Surg Oral Med Oral Pathol Oral Radiol 2022;134:190-205.
SUNDHEDSSTYRELSEN. HPV-vaccination mod kræft og kønsvorter. (Set november 2022). Tilgængelig fra: URL: HPV-vaccination mod kræft og kønsvorter – Sundhedsstyrelsen.