Det skal du vide om parietale perforationer

1. Ætiologi
 

Der findes forskellige faktorer, som kan påvirke risikoen for, at en perforation opstår i forbindelse med en rodbehandling. 

• Tænder, hvor rodkanalen er kraftigt forkalket
   
• Tilstedeværelse af pulpasten i pulparummet
   
• Tænder med krone
   
• Typen af tand (fortand eller molar)
   
• Tandens morfologi
   
• Tandlægens erfaring

Parietale perforationer beskrives og klassificeres efter placering, størrelse, og hvor længe de har været ubehandlet. 

2. Diagnostik

En parietal perforation opdages som regel i forbindelse med en rodbehandling. Patienten er ofte uvidende om komplikationen. Man vurderer både kliniske og radiologiske fund, når man diagnosticerer en parietal perforation.

Kliniske fund, der giver mistanke om parietal perforation:

• Hvis der opstår vedvarende blødning efter færdigpræparation af en rodkanal.
   
• Hvis der ved tørlægning af rodkanal ses blødning på paperpoint, apikalt eller mere koronalt på paperpoint.
   
• Apekslokator giver afvigende svar.
   
• Radiologiske tegn på, at der er fjernet for meget tandsubstans, med eller uden radiolucens i den omkringliggende knogle.
   
• Fejlagtig retning på rodfilen, når den føres ned i kanalen. Kan verificeres med indikatorrøntgen og/eller apekslokator, så man kan vurdere, om instrumentet er i eller udenfor rodkanalen.​

Differentialdiagnoser:

En paperpoint med blod eller en vedvarende blødning fra rodkanalerne indikerer ikke nødvendigvis en parietal perforation, men kan også skyldes en overinstrumentering. Det kan endvidere ses i relation til resorption og rodåbne tænder, og i disse tilfælde vil en apekslokator også give udslag, der indikerer, at der er adgang til rodoverfladen. 

3. Udredning

Det er vigtigt at anvende apekslokator samt have gode intraorale billeder gerne med forskellig vinkling for at stille diagnosen. Der bør også udføres en måling af pochedybden for at vurdere, om der er lokale pocher. Operationsmikroskop kan være et godt hjælpemiddel for at lokalisere perforationen og vurdere omfanget, hvis perforationen ligger i den koronale del af roden. Hvis perforationen er placeret mere apikalt, kan CBCT være indiceret til at vurdere omfang og placering af perforationen samt mulighed for behandling.

4. Behandling

Desto hurtigere man reparerer en parietal perforation, desto større chance for et godt behandlingsresultat. Optimalt set reparerer man perforationen ved samme behandling, som den er opstået. Den bør foretages under aseptiske forhold. Koronale perforationer repareres med komposit eller glasionomer udefra. Ligger perforationen i tilslutning til den marginale knoglekant, men uden kommunikation til mundhulen, kan den med fordel repareres indefra. Perforationen rengøres. Der kan skylles med sterilt saltvand, Dakins opløsning eller NaOCl 0,5 %. Evt. blødning stoppes, og der tørlægges forsigtigt. Herefter forsegles perforationen med biokompatibelt materiale – fx mineraltrioxidaggregat (MTA) eller bioceram Biodentin. Sværhedsgraden af behandlingen varierer meget i forhold til placering og størrelse af den parietale perforation. Efter en stabil aflukning af den parietale perforation kan tanden rodbehandles som normalt. Både aflukningen af den parietale perforation samt den efterfølgende rodbehandling kan med fordel udføres under operationsmikroskop.

5. Prognose

Chancen for at bevare tanden efter en rodperforation er i gennemsnit 72,5 %. Tænder med parietale perforationer mistes ofte indenfor de første fire år – og da på grund af frakturer.

Prognosen afhænger af flere faktorer:

• Størrelse og placering af perforation.
   
• Hvor lang tid der er gået mellem diagnose og behandling.
   
• Materialet, der er anvendt til at lukke perforationen.
   
• Tandlægens erfaring.
   
• Kvaliteten af den efterfølgende koronale restaurering.
   
• Infektion i området.

En lille parietal perforation har bedre prognose end en større. En parietal perforation, som aflukkes, umiddelbart efter skaden er sket, har en bedre prognose end en perforation, der først aflukkes, efter der er kommet en sekundær inflammation i parodontalvævet. Hvis perforationen er placeret gingivalt, vil dette have en dårligere prognose sammenlignet med en mere apikal placering, idet der vil være risiko for lokale pocher.