"Vi får løbende ansøgninger, selv om vi ikke søger"

Helle Toftgaard spørger:

Hvordan har du haft ressourcerne, modet og økonomien til at åbne en stor klinik? 

– Det var ikke planen fra starten, at vores klinik – og når jeg siger vores, er det, fordi jeg ejer den sammen med min mand – skulle være så stor, som den er blevet. Vi startede i 2014 med at købe en lille og hyggelig klinik i Roslev. Jeg har altid drømt om at blive selvstændig tandlæge, og jeg var tæt på at købe en klinik i Ukraine, hvor jeg stammer fra, da jeg mødte min mand og flyttede til Danmark. Men så skulle jeg jo starte forfra med at få opdateret min uddannelse til danske forhold og lære sproget. Det betød, at jeg begyndte med at arbejde som ansat tandlæge i to år. Men min drøm om at drive en klinik bestod, og da muligheden bød sig, slog vi til. 

Hvorfor var den lille klinik ikke tilstrækkeligt? 

– Vi fandt ret hurtigt ud af, at der var mange patienter med et stort behov for behandling, så det var ikke nok med kun tre tandlæger inklusive mig selv. Men det var svært at skaffe nye tandlæger til et yderområde som Roslev, så vi var nødt til at tænke kreativt for at tiltrække især unge tandlæger. Vi satsede på, at hvis vi kunne blive større og tilbyde flere slags behandlinger og købe nyt udstyr, kunne vi give tandlægerne et godt fagligt miljø, hvor de kunne få mulighed for at specialisere sig indenfor det område, som de interesserer sig for. Samtidig kunne vi dække behandlingsbehovet i lokalområdet. Fire klinikejere i Skive havde på det tidspunkt svært ved at sælge deres klinikker. Det var derfor oplagt for os at købe dem og lægge dem sammen til en stor og helt ny klinik. 

Kunne den store klinik så tiltrække unge tandlæger? 

– Vi mærkede hurtigt en interesse fra nyuddannede tandlæger. Og overraskende nok får vi løbende uopfordrede ansøgninger, selv om vi ikke søger nogen. En ting er, at vi investerer i det nyeste udstyr indenfor bl.a. Cerec og CT-scannere, og at vi har eget laboratorium. Vi besluttede os også fra starten at betale for vores tandlægers efteruddannelse og købe netop det udstyr, som de har brug for til at dygtiggøre sig indenfor et specielt felt – fx bidfunktionen. Det er også vores indtryk, at unge tandlæger gerne vil sparre med kolleger. 

Hvordan finansierede I klinikken? 

– Overskuddet fra driften af vores første klinik blev investeret. Fx holdt jeg lønnen til mig selv nede på et lavt niveau. På det tidspunkt, hvor vores virksomhed begyndte at vokse, gik min mand også ind i driften. Han har en baggrund som salgsdirektør og har den økonomiske erfaring, som er nødvendig at have, når man har en stor klinik og 90 ansatte. Det gør, at jeg kan koncentrere mig om det tandfaglige og ledelse. Efterfølgende har vi også købt klinikker i hhv. Frederiks og Nykøbing Mors. 

Er det ikke en udfordring for dig som leder, at klinikken ligger fire forskellige steder? 

– Heldigvis ligger klinikkerne ikke så langt fra hinanden. Det har vi også bevidst prioriteret. En dag om ugen har jeg administrationsdag, hvor jeg kører rundt mellem klinikkerne. Her tager jeg en snak med mit personale og hører, hvordan det går. Jeg er også nogle gange klinikassistent for en af de nyuddannede – fx hvis en ikke er helt tryg ved at lave en rodbehandling i en kindtand. Så tager jeg ham eller hende i hånden og guider igennem behandlingen. 

Hvem vil du gerne sende stafetten videre til? 

– Jeg vil gerne sende den videre til specialtandlæge Lisbeth Nielsen. På vores klinik ser vi et stigende behov hos voksne for at blive henvist til ortodontibehandling. Men i vores område er det kun Lisbeth, som vi kan henvise til. Hvordan kan vi sikre, at tilbuddet opretholdes i et udkantsområde som vores?

Nadia Østergaard spørger:

Hvordan kan man sikre, at alle voksne med behov for ortodontibehandling – uanset hvor de bor i landet – kan få tilbudt specialbehandling fremover?