Molarer har god langtidsprognose efter parodontalbehandling

Et af de markante budskaber i EFP’s nye behandlingsguide er, at furkaturinvolvering ikke i sig selv er en indikation for ekstraktion af molarer hos patienter med parodontitis. En ny retrospektiv kohorteundersøgelse fra Brasilien synes i nogen grad at bekræfte rigtigheden af dette synspunkt. 

I studiet indgik 222 voksne personer, som alle deltog i et vedligeholdelsesprogram efter gennemført parodontalbehandling. Personerne havde ved undersøgelsesperiodens start 1.329 molarer, hvoraf godt halvdelen havde furkaturinvolvering af grad I, II eller III. Observationsperioden var mindst 10 år (12,4 ± 1,9 år). 

I løbet af perioden mistede patienterne i alt 235 molarer, hvilket gav en overlevelsesrate på 82,3 %. Det er værd at bemærke, at kun 161 molarer (68,7 %) blev ekstraheret af parodontale årsager, mens de øvrige mistedes som følge af bl.a. caries, endodontiske tilstande og rodfrakturer. 

Ved regressionsanalyse fandt man, at følgende patientrelaterede faktorer havde signifikant negativ indflydelse på overlevelsen af molarer: Alder > 50, hankøn, diabetes, rygning og manglende komplians. Tilsvarende negativ virkning blev påvist for en række odontologiske parametre: Gingival blødning, pochedybde ≥ 5 mm, furkaturinvolvering grad III samt manglende pulpavitalitet. 

Forfatterne hæfter sig især ved den relativt dårlige prognose for avitale tænder og tænder med komplet furkaturinvolvering. De anbefaler, at man som kliniker inddrager forhold som rygning, diabetes og komplians i sine overvejelser om, hvorvidt man skal bevare eller ekstrahere molarer hos patienter med parodontitis.